Henrik Ibsens skrifter: Brand - KBK Collin 262, 4°, I.1.1

Bonden

.
(raaber efter Brand.)

Hej, Fremmedkarl, far ej saa fort!

hvor er du?

Brand

.

Her!

Bonden

.

Du gaar { b }dig bort.

{n}Nu tykner Skodden slig, at knappt

en ser saa langt, som Staven rækker –

Sønnen

.

Faer, her er Spriker!

Brand Bonden

.

Her er Sprækker!

Brand

.

{o}Og hvert et Vejspor har vi tabt.

Bonden

.
(skriger.)

Stands Mand! Guds bittre –! her er Bræen

skral som en Skorpe; tramp ej Sneen!

Brand

{.} (lyttende.)

Jeg hører Duren af en Foss.

Bonden

.

En Bækk har hulet sig indunder;

her er et Dyb, som ingen bunder; –

det sluger baade dig og os!

Brand

.

Frem maa jeg, som jeg før har sagt.

Bonden

.

Det evner ingen Mandemagt.

{ Ho }Kjend, her er Grunden hul og <...> sprød –;

stands, Mand, det gjælder Liv og Død!

Brand

.

Jeg maa; jeg gaar en Stormands Bud.

Bonden

.

Hvad heder han?

Brand

.

Han heder Gud?

Bonden

.

Og hvad er du for noget?

Brand

.

Prest.

Bonden

.

Kanhænde det; men jeg ved bedst,

at om du saa var Provst og Bisp,

saa ligger du i Dødsens Gisp,

før Dagen gryr, hvis du vil frem

paa Bræens undergravne Bræm.

(nærmer sig varsomt og overtalende.)

Hør, Prest, om en er klog og lært,

˹han˺ en kan ej det, som er for svært.

Vend om, vær ej saa strid og stiv.

En har jo kun det ene Liv, –

gaar det, hvad har en saa igjen?

Der er en Mil till næste Grænd,

og Skodden ˹staar˺ er saa tykk, at den

kan skjæres ˹ staar ˺ med en Tollekniv.

Brand

.

˹Staar˺ Er Skodden tykk, ˹en˺ jeg lokkes ej

af ˹Blaalysblink˺ noget Syn paa Vildsporsvej.

Bonden

.

Men her er Istjern rundt omkring,

og slige Tjern er stygge Ting.

Brand

.

Dem gaar vi over.

Bonden

.

Gaa paa Vand?

Du holder mindre end du lover.

Brand

.

En Mand har vist, er Troen sand,

Faksimile

legg: 1, blad: [2]v

saa slipper Karlen tørrskod over.

Bonden

.

Ja før i Tiden; men i vor

han gaar tillbunds med H{ aa }ud og Haar.

Brand

.

Farvel!

˹ (vil gaa.) ˺

Bonden

.

Du sætter Livet till!

Brand

.

Hvis Herren for min Død har Brug, –

Velkommen Flom og Foss og Slug!

Bonden

{.} (sagte.)

Nej, han er baade gal og vild!

Sønnen

{.} (halvt grædende)

Faer, lad os vende! Der er Tegn

till ˹værre˺ baade Styggevejr og Regn.

Brand

. ˹ (standser og nærmer sig igjen) ˺

Hør Bondemand, du sagde før,

at Datter din, som bor ved Fjorden,

har skikket Bud at snart hun dør;

men ej med saligt Haab hun tør, –

{før}hvis hun ej ser dig, – gaa {i}fra Jorden?

Bonden

.

Gud bedre mig saa sandt og vist.

Brand

.

Og till idag hun gav dig Frist?

Bonden

.

Ja˹.˺ , ikke længer.

Brand

Ikke længer?

Bonden

Nej.

Brand

.

Godt; {s}Saa kom!

Bonden

.

Det er ugjørligt Værk; vend om!

Brand

. (ser fast paa ham.)

Hør, gad du hundred Daler give,

ifald hun kunde saligt dø?

Bonden

.

Ja, Prest!

Brand

.

To hundred?

Bonden

.

Hus og Bø

jeg skulde gjerne fra mig skrive –

ifald hun slukne fik i Fred.

Brand

.

Men gad du give Livet med?

Bonden

.

{Nej,}Hæ? Livet –? kjære, vene –!

Brand

.

Naa?

Bonden

. ˹ (klør sig bag Øret.) ˺

Nej, men der er da { <...> }Maade paa!

I Jesu Navn, du faar ej glemme

at jeg har Børn og Kone hjemme.

Brand

.

Jeg husker Kristus havde Moer.

Bonden

.

Ja, det var længe før ifjor;

da hændte der saa mangt et Under;

det gaar ej sligt till nuomstunder.

Brand

.

Far hjem. Dit Liv er Dødens Vej.

Du ved ej Gud, og Gud ej dig.

Bonden

.

Hu, du er haard!

Sønnen

.
(trækker i ham.)

Kom saa afsted!

Bonden

.

Ja vel; men han skal følge med.

Brand

.

Skal jeg?

B{ran}onden

.

Ja, blir du borte her

i dette Herrens vonde Vejr,

og rygtes, hvad en ej kan dølge,

at vi gik hjemmefra i Følge,

saa trækkes jeg tillthings en Dag, –

og drukner du i Myr og Tjern,

saa dømmes jeg i Bolt og Jern –

Brand

.

Da lider du for Herrens Sag.

Bonden

.

Mig rager ikke hans og dine,

jeg har alt mer end nok med mine.

Kom nu!

Brand

.

Farvel.

Faksimile

legg: 1, blad: [4]r

11

(hult Bulder høres langt borte.)

Sønnen

.
(skrigende.)

Der gaar en Skred!

Brand

. ˹ (till Bonden som har grebet ham
i Kraven.) ˺

Slip Taget!

Bonden

.

Nej!

Brand

.

Slip strax!

Sønnen

.

Kom med!

Bonden

(brydes med Brand.)

Nej, Fanden ˹nappe˺ slide mig –!

Brand

.
(river sig løs{)} og kaster ham i Sneen.)

Ja vist;

det ˹kan du tro nok ˺ { er } { tror }kan jeg rædd han gjør tillsidst.

(gaar.)

Bonden

. ˹ (sidder og gnider Armen) ˺

˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]

Au, au, den Karl er stiv og stærk!

Sligt kalder han Vorherres Værk! –

˺ (raaber idet han rejser sig.)

Hej, Prest!

Sønnen

.

Han gik indover Hejen.

Bonden

.

Ja men jeg skimter ham endnu.

\ (raaber{)} igjen.) /

Hør, sig mig, kan du mindes, du,

hvor var det vi kom ud af Vejen?

Brand

. (inde i Taagen.)

˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]

<...> trænges Vejløbs Kors for dig

˺

Kræv intet Fingerpeg af mig.

Det leder ikke paa med dig; –

du er alt paa den brede Vej!

Bonden

(længer borte.)

Gud give at det var saa vel;

saa sad jeg godt og varmt ikveld!

(han og Sønnen gaar østover igjen.)

Brand

(kommer frem igjen og lytter ud mod den Kant hvor
Bonden gik.)

De ˹famler hjem.˺ r rinder de. ˹Du veke Træl˺ Nu faldt der en,

˹sprang i dit Bryst en Viljes Væld˺ det var nok Gutten, Bonden bander.

˹var ikkun Evnen det som skorted,˺ Aa, han slapp fra det uden Men,

˹jeg skulde Vejens Møje kortet,˺ det gaar; de Folk har haarde Pander.

˹paa dødstrætt Rygg med Foden saaret˺ Se saa; ˹der˺ nu faldt de begge to,

˹jeg skulde glad og lett dig baaret,˺ og Bonden misted nok en Sko – –

\

jeg skulde holdt dig, varm og vaer,

/ \

som Sønnen bær sin syge Faer;

/ ˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]

<...> Hjælp er gavnløs for en Mand

<...> ikke vil hvad ej han kan

˺ (gaar længere frem.)

˹Hm˺ Ja , Livet, Livet! Det er ˹sært˺ svært ,

hvor Livet er de Godtfolk kjært.

Hver Skrælling lægger slig en Magt

paa Livet, som om Verdens Frelse,

al Menneskenes Sjælehelse,

var paa hans skrale Skuldre lagt.

˹ Hvert billigt Offer villigt sones ˺ De vil nok ofre, Gudbevares; –

\ De vil nok offre, – Gudbevares!/

{m}Men Livet, Livet, det maa spares.

(smiler som i en Erindring.)

To ˹Tanker˺ Ting har ofte faldt ˹som Gut˺ mig ofte ind

og voldte Lattervrid i Maven,

Faksimile

legg: 2, blad: [1]r

<...>.

13

og skaffed mig et barket Skind,

naar ˹gamle Skolemoer˺ Skolemesteren var gnaven.

˹Jeg tænkte mig˺ Den første var en mørkrædd Ugle,

en Fisk med Vandskræk , ˹lydt <...> ; jeg lo˺ Nummer to {,};

jeg vilde ˹dem af˺ Mindet fra dem smugle;

men de ˹hang i med Tand og˺ var i mig, som en Klo.

De <...> og i det sit Virke,

<...>krog,

<...> Syners Tog

i Hjem i Skole ˹med˺ og i Kirke.

Hvad kom det af, det Lattervrid?

Jo, af den dunkelt følte Splid

imellem Tingen, som den er,

og Tingen, som den skulde være, –

imellem det at maatte bære,

og finde Byrden altfor svær. –

Men ud fra denne Latters Topp

slaar jeg mit Alvorssyn paa Verden,

ser grejdt at Vrangen ˹vender˺ er vendt opp,

at Krav ˹er et, – et andet˺ ets Bud er langt fra Færden.

Hver Landsmand, ˹baade˺ hver en syg og frisk,

er slig en Ugle, slig en Fisk;

han skabtes till et ˹Dybets˺ evigt Yrke,

{og}han skulde { <...> } bo leve Livets Mørke –

og det er det, som gjør ham rædd.

Han ˹spræller angst˺ viger ˹ sky mod Fjærens˺ <...> fra Nattens Bredd,

han skyr sit eget Stjernekammer,

˹han skriger: Luft og˺ vil indeni <...> Dagens Flammer!

Faksimile

legg: 2, blad: [1]v

Du rædde Ugle, syge {f}Fisk,

naar kommer den, som gjør dig frisk?

Han kommer nok, Gud pest<...> ingen,

har han ej H<...>bod for Tingen!

(standser et Øjeblik, studser og lytter.)

Hvad var det der? Det lød som Sang! –

Ja, det er Sang med Latter blandet;

Hør ˹nu˺ der , et Hurra, – nu et andet; –

nu tredje, fjerde, femte gang!

Der rinder Solen; Skodden letter;

jeg øjner alt de vide Sletter;

{d}Der˹borte˺ ˹staar˺ skimter jeg det glade Lag;

˹i Morgenskjær˺ {d}Der staar i Sol paa Højderyggen;

˹vestover Vidden˺ langt vesterover ˹kastes˺ falder Skyggen; –

de skifter Ord og Nævetag.

Nu skilles de; de Andre vender

mod Øst, men to gaar vesterud;

der skikked de, som sidste Bud,

Farvel med Hat med Slør og Hænder.

(gaar længere frem paa en Højde og ser ud.)

Der ˹glittrer˺ staar som Lys om disse tvende.

{d}Det er som Skodden gjorde Vej,

som Lyngen klædte Hæld og Hej,

og Himlen lo om ham og hende.

Da han et Smil som om en Viden

af Ungdomslykke laa deri,

forglemt er Venners Flok og Færden,

som Skyen glemt, den strøg forbi. –

De ser ej fremad, ej tilbage,

De er vist S{ø}yskend. Haand i Haand

Faksimile

legg: 2, blad: [2]r

15

De springer over Lyngens Tæppe.

Se, Pigen rører Grunden neppe,

og han er ledig som en Vaand.

{N<...> }Der sprang hun fra ham! { See }Der h{u}an veg – –

da rapp han vilde hende fange – –

Nu voxer Løbet till en Leg –!

Hør, deres Latter blir till Sange! –

Ejnar

.

Agnes, min dejlige Sommerfugl,

dig vil jeg friste at fange!

Jeg fletter et Garn med Masker smaa,

og Maskerne er mine Sange!

Agnes

.
(løber baglænds foran ham og smutter altid undaf.)

Er jeg en Sommerfugl liden og skjær,

saa lad mig af Lyngtoppen drikke;

og er du en Gut, som lyster en Leg,

saa jag mig, men fang mig ikke!

Ejnar

.

Agnes, min dejlige Sommerfugl,

nu har jeg Maskerne flettet;

dig hjælper saalidet din flagrende Flugt,

snart sidder du fangen i Nettet!

Agnes

.

Er jeg en Sommerfugl ung og blank,

jeg lystig i Legen mig svinger;

men fager du mig under Nettets Spind,

Faksimile

legg: 2, blad: [2]v

saa rør ikke ved mine Vinger!

Ejnar

.

Nej, jeg skal løfte dig varligt paa Haand

og lukke dig ind i mit Hjerte; –

der kan du flagre dit hele Liv

og lege det bedste du lærte!

(de har under Legen nærmed sig Sluget uden at mærke det;
hun staar nu lige paa Randen.)

Brand

.
(skriger till hende.)

Stands, stands! Der er en Afgrund bag!

Ejnar

.

Hvem raaber?

Agnes

.
(peger opp)

Se!

Brand

.

Berg jer itide!

I s˹t˺aar paa Skavlens hule Tag; –

˹der˺ den hænger udfor Stupets Side.

Ejnar

.

Det har ej Nød med mig og hende,!

Agnes

.

Vi har et Liv at lege rundt!

Ejnar

.

I Solskin er en Leg os undt,

som først om hundred Aar tar Ende!

Brand

.

Da først I gaar tillbunds, ja saa?

Agnes

.

Nej, da gaar Legen mod det blaa.

Ejnar

.

Først hundred Aar i Glædestimlen,

med Bryllupslamper tændt hver Natt, –

et Liv – et hundredaars Tagfatt –

Brand

.

Og saa –?

Ejnar

.

Saa hjem igjen till Himlen!

Brand

.

Naa, det er den, I kommer fra?

Ejnar

.

Naturligvis, hvor ellers da?

Agnes

.

Ja, det vil sige, allersidst

vi kom fra Dalen øst for Fjellet.

{E}Brand

.

Jeg syntes og jeg saa saa vist

et Skimt af jer ved Vandløbskjellet.

Ejnar

.

Ja, det var der vi skiltes nys

fra ˹vore˺ alle Venner og Veninder

og ˹trykte˺ skifted Haandslag, Favntag, Kys;

som Segl paa alle dyre Minder.

Kom ned till os, ˹jeg˺ saa skal ˹fortælle˺ du høre

hvor Gud har været mageløs –

saa vil {d}De fatte Jublens Væl{ ld }de –

fy, staa ej der – som om De frøs –

Faksimile

legg: 2, blad: [3]v

Se saa! Tin opp! det kan jeg lide!

Først er jeg Maler, maa De vide,

og det var allerede smukt

af Gud at gie mig Tankers Flugt

saa jeg kan kogle Liv af Farver,

som han gjør Sommerfugl af Larver;

men aller kjærligst var dog Gud

da jeg fik Agnes till min Brud. –

Jeg kom fra Syd, fra Rejser lange,

med Malerkassen paa min Rygg –

Agnes

.

Han var saa glad og frisk og trygg

og kunde vist de tusind <...> Sange.

Einar

.

Just som jeg gjennem Bygden strøg

hun var deroppe paa Besøg.

Hun skulde drikke Fjeldets Luft

og Sol og {d}Dugg og Graners Duft;

Mig drev en Gudsmagt opp mod Fjellet –

de{r}t sang i mig ˹søg˺ der er Skjønhedsvældet –!

Paa Granemo, langs Skogens Elv,

i Skyflugt under Himlens Hvælv.

Da malte jeg mit Mesterstykke

et Rosenblus paa hendes Kind,

et Øjepar som jubled Lykke,

et Smil som lo i Sjælen ind –

˹ [HIS: Tilføyelsen er gjort i venstre marg.]

Agnes

.

˺

Men ˹hvad du˺ det jeg malte saa jeg neppe,

drak Livets Skaal i blinde Drag,

og stod igen en Solskinsdag

med Stav i Haand og snøret Skræppe –

˹

Ejnar

˺

Da strøg den Tanke mig forbi:

du har jo ganske glemt at fri! –

{Hej}Hurra; i Hast blev friet, svaret,

og dermed var det grejdt og klaret.

Vor gamle Doktor blev saa glad

at selv han ikke vidste hvad; –

saa holdt han Lag tre Døgn tillende

med Sang og Dans for mig og hende;

fra Foged, Skriver, Lensmand, Prest,

al voxen Ungdom kom som Gjest.

˹Gaarden˺ Fr{ <...> }a <...> brød vi opp inatt,

men derfor endtes Gildet ej;

med Flag paa Stang, med Løv om Hatt,

oppover Li, fremover Hej,

af Flokken fulgtes vi paavej.

˹

Agnes

˺

Vor Færd paa Vidden var en Dands;

\

snart to og to, og snart i Krans;

/

˹

Agnes

˺

2 ↕

I Sommernatten Sangen lød,

˹

Ejnar

˺

1 ↕

I Sølvstøp perled Vinen sød,

˹

Ejnar

˺

{o}Og Skodeen, som faldt tung fra Nord,

strøg lydig væk, hvor frem vi f{ <...> }oer.

Brand

.

Og nu gaar Vejen?

Ejnar

.

Lige frem,

till Byen.

Agnes

.

Der har jeg mit Hjem.

Ejnar

.

Men først forbi de sidste Toppe,

Faksimile

legg: 2, blad: [4]v

saa ned till Fjorden˹s˺ ˹Vik˺ dybt i Vest;

{ hvor }paa Egirs Hest med Dampen oppe –

˹vi rider hjem˺ staar sadlet till vor till Bryllupsfest –

og saa mod Sydens Land tillsammen

lig Svaner paa den første Flugt –

Brand

.

Og der? –

Ejnar

.

Et Brullupsliv med Gammen,

som Drømmen ˹stort,˺ vildt , som Sagnet smukt!

thi vid, at denne Søndagsmorgen,

skjønt midt paa Vidden, uden Prest,

vort Liv blev lyst i Fred for Sorgen

og viet till en { f }Lykkens Fest.

Brand

.

Af hvem?

Ejnar

.

Af al den glade Klynge;

ved Bægerklang hver Uvejrsky

blev sat i Ban, der turde tynge

det lette Løvværk om vort Ly.

Af Sproget ud hvert Ord de kyste,

˹der˺ som Varsel bar om Stormvejrs Drø{m}n;

med Løv i Haaret de os lyste

som Glædens Børn i Kuld og Kjøn.

B{a}rand

.

Far vel, I to!

(vil gaa.)

Ejnar

.
(studser og ser nærmere paa ham.)

Nej, stands og vent!

Faksimile

legg: 3, blad: [1]r

3.

21

Det tykkes mig som noget kjendt

i Deres Trækk –

Brand

.
(koldt.)

Jeg er Dem fremmed.

Ejnar

.

Og dog fra Skolen eller Hjemmet

jeg tror saa vist jeg mindes kan –

Brand

.

I Skolen; ja, da var vi Venner;

da var jeg Gut, – nu er jeg Mand.

Ejnar

.

Det skulde aldrig være –?

(skriger med engang)

Brand!

Ja, det er dig! Nu jeg dig kjender!

Brand

.

Jeg kjendte dig fra første Stund.

Ejnar

.

Vel mødt, vel mødt af Hjertens Grund.

Se paa mig! Ja, du er den {G}gamle,

som altid i dig selv var nok,

hvem Legen aldrig k{a}unde samle

i Kammeraters viltre Flok.

Brand

.

Jeg var jo hjemløs mellem jer.

Dig tror jeg dog jeg havde kjær,

skjønt alle I der sør i Landet,

Faksimile

legg: 3, blad: [1]v

Var af et andet Malm, end jeg,

der fødtes paa et Næs ved Vandet,

i Skyggen af en skogløs Hej.

Ejnar

.

Din Hjembyggd, ja, den er jo her?

Brand

.

Igjennem den min Vej nu bær.

Ejnar

.

Igjennem den? Saa; vidre frem?

Brand

.

Ja vidt; – og fort – forbi mit Hjem.

Ejnar

.

Du er jo Prest?

Brand

. ˹ (smiler.) ˺

Stiftskapelan.

Lig Haren under Holtets Gran

har jeg mit Ly snart her snart hist –

Ejnar

.

Og hvor gaar Rejsen nu tillsidst?

Brand

. ˹ (hurtigt og haardt.) ˺

Spørg ej om det{?}!

Ejnar

.

H{o}vorfor?

Brand

. (forandrer Tonen)

Aa˹,˺ jo {–}! –

Det Skib som venter eder To,

skal ogsaa føre mig herfra –

Ejnar

.

Min Brudgomshest? Hurra, Hurra!

Faksimile

legg: 3, blad: [2]r

23

Tænk, Agnes, Br han skal samme Vej!

Brand

.

Ja, men jeg skal till Gravøl, jeg.

Ejnar Agnes

.

Till Gravøl?

Ejnar

.

˹Du?˺ Brand; {h}Hvem skal begraves?

Brand

.

Den Gud, som ˹nys˺ før du kaldte din.

Agnes

.

Kom, Ejnar!

Ejnar

.

Brand!

Brand

.

I Lin og Skrin

hver Jordtræls Gud, hver Døgnværkslaves,

skal lægges ned ved højlys Dag.

Der maa en Ende paa den Sag!

Det er paa Tiden I forstaar,

han ˹skrantet har˺ alt laa Lig i tusind Aar.

Ejnar

.

Brand, du er syg!

Brand

.

Nej, sund og frisk

som Aasens Tall, ˹som˺ og Bakkens Brisk;

men det er Tidens syge Slægt,

˹der˺ som trænger till at vorde lægt.

I vil kun ˹ leve, lege˺ lege, vil kun le,

tro halvt om halvt, men ikke se,

Faksimile

legg: 3, blad: [2]v

vil læsse hele Vægtens Ve

paa en som man har sagt jer kom

og tog den store Straffedom.

Han lod for jer sig tornekranse,

og derfor har I Lov at danse; –

ja, dans, – {h}men hvor du danser hen,

det blir en anden Sag, min Ven!

Ejnar

.

Aa, jeg forstaar. Den Sang er ny

og yndet over Byggd og By.

Du hører till det unge Kuld

som kalder Livet Tant og Muld, –

som jage vil med Pølens Skræk

Alverden i en Askesæk.

Brand

.

Nej, jeg er ingen «Prækehest»;

jeg taler ej som Kirkens Prest;

knappt ved jeg om jeg er en Kristen;

men vist jeg ved jeg er en Mand,

og vist jeg ved jeg øjner Bristen,

der margstjal hele dette Land.

Ejnar

.

Da har jeg endnu aldrig hørt

vort gode Land i Rygte ført

for Overmaal af Livsenslyst.

Brand

.

Nej, Jublen sprænger intet Bryst.

Thi var det saa, da var det vel.

Lad gaa, hvis du er Glædens Træl –

men vær det da fra Kvel till Kveld –

Faksimile

legg: 3, blad: [3]r

25

Vær ikke et idag, igaar,

og noget andet om et Aar;

det, som du er, vær fuldt og helt,

og ikke stykkevis og delt.

˹Silenen˺ Bacchanten er en klar Ide,

en Drukkenbolt hans Ak og Ve, –

˹Bacchanten˺ en Satyr er en skjøn Figur,

en Dranker hans Karrikatur.

˹Gaa blot blot˺ Se dig omkring i dette Land,

og hør dig for hos alle Mand,

og du vil se enhver har lært

sig till at være lidt af hvert.

Lidt alvorsslørt till Brug i Helgen;

lidt trofast efter Fædres Sæd,

lidt lysten efter Nattverdssvælgen, –

thi det var ˹samme˺ og hans Fædre med, –

lidt varm om Hjertet, er der Gilde,

og Sangen runger ˹for˺ om det lille

men klippefaste Klippefolk,

som aldrig tog mod Stryg og Svolk, –

lidt ødsel naar det gjælder Løfter, –

lidt haarfin naar han siden drøfter

det Ord, som { sies }gaves i et Lag

till ˹Løsning˺ Forfald paa en Alvorsdag.

{Men}Dog alt, som sagt, kun ganske lidt;

hans Fejl, hans Fortrin, gaar ej vidt;

˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]

˹han er en˺ <...> Sjæl er Brøk i stort og smaat

en Brøk i ondt en Brøk i godt

˺

men værst det er, – hver Brøkens Del

slaar Brøkens hele Rest ihjæl!

Faksimile

legg: 3, blad: [3]v

lægg till, trækk fra men godt du kan, –

dit Facit blir dog ej en Mand!

Ejnar

.

Det er en lettvindt {Sa}Ting at haane,

˹dog˺ men vakkrere det var at skaane –

Brand

.

Kanhænde det; men ej <...> saa sundt.

Ejnar

.

Nu vel, till Folkets Syndebundt

jeg føjer baade ja og Amen,

men ser dog ej det hænger sammen

med ham du lægge vil i Skrin, –

den Gud, jeg endnu kalder min?

Brand

.

Min glade Ven, du er jo Maler; –

˹vis˺ mal mig den Gud, hvorom du taler.

Du har jo malt ham, har jeg hørt,

og Billedet har Godtfolk rørt.

Han er vel gammel, ikke saa?

Ejnar

.

Nu ja –?

Brand

.

Naturligvis. Og graa?

Tyndhaaret efter Gubbers Vis,

med Skjægg som Sølvtraad eller Is,

velvilligt stemt, men dog saa streng

at han kan skræmme Børn i Seng,

og saasom jo din Gud er gammel,

saa gjætter jeg han bruger Skammel,

Faksimile

legg: 3, blad: [4]r

27

og dertill er det i sin Orden

a{f}t han betjener sig af Jorden.

Hvorvidt han og har Tøfler paa,

se det lar ved sit Værd jeg staa;

men vist jeg tror det gjorde godt

om han { to }fik Briller og Kallot. –

Ejnar

.

Hvortill – alt det –!

Brand

.

Slig er Det er ej Spott{;}.

Just netop saadan ser han ud,

vort 2 { <...> }Folks, vort 1 Lands Familjegud.

Som Katoliken gjør en Rolling

af Frelserhelten, gjør I her

af Herren en affædig Olding <...>

˹der˺ som er sin Alders Barndom nær.,

˹Som Paven har paa Peters Stol˺ en ˹sløvsindt˺ <...> Bedstefaer i Himlen

˹tillovers snart kun Dobbeltdirken,˺ som muntrer sig ved Jordlivsvrimlen,

˹saa snevrer I fra Pol till Pol,˺ som glæder naar hans Sønnesøner

˹jer Guddoms Rige ind till Kirken.˺ hver Søndag pent kan lalle Bønner,

˹I ˹styrer kun mod˺ <...> kun Tro og Lære;˺ og som er rede med et Fy,

˹for ingen gjælder det at være ˺ hvis nogen ter sig altfor kry. –

˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]

Jer Kunst, jer Digtning knappes af

I gjør ej Fyldest noget Krav

Jer Stræben er jer Aand at hæve,

men ikke helt et Liv at leve.

I trænger till, for slig at slingre,

<...>n Gud som ser igjennem Fingre,

og derfor maa hans Billed graane

og males med Kallot og Maane.

˺

Men denne Gud er ikke min.

Min ˹er en Storm hvor din er Vind,˺ gaar sin Gang med Tordentrin,

˹ubøjelig hvor din er døv,˺ han er en evig Herkules,

alkjærlig der, hvor din er sløv; –

˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]

Og han er ung, som Herkules

˺

ej nogen Gudfaer ˹over paa de˺ paa de treds.

Hans Stemme ˹slog ˹lig˺ som Lyn og Skrækk˺ lytted Verden till,

da ˹han i som Ild i Tornehækk˺ gjennem tornebuskens Ild

for Moses stod paa Sinai Berg,

Faksimile

legg: 3, blad: [4]v

som Kjæmpen staar for Dverges Dverg;

han standsed Sol i Gideons Dal;

˹han˺ og gjorde Undre uden Tal

og ˹ejer Magt till˺ skulde gjøre dem endnu,

˹hvis Folkets Flok ej var som˺ ˹men gjør dem ej for Folk som˺ hvis Folk ej var, som hun og du.

Ejnar

. ˹ (med et usikkert Smil.) ˺

Og ˹nu skal˺ du vil skabe Folket ˹skabes˺ om?

Brand

.

Det ˹skal det˺ vil jeg , du, saa sandt og vist

jeg ved at jeg till Verden kom

som Læge for dets Sot og Brist.

Ejnar

.

Slukk ikke Stikken, skjønt den oser,

før Lygten ˹viser Vejens˺ lyser Folkets Spor;

stryg ikke Sprogets gamle Gloser,

før du har skabt de nye Ord!

Brand

.

Ej noget nytt jeg stunder till;

det eviges Rett jeg hævde vil.

Det er ej Tro, ej heller Kirke,

som jeg vil løfte med mit Virke;

thi begge saa sin første Dag,

og derfor var det muligt vel

de begge ser sin sidste Kvel{;}.

Alt skabt har jo et finis bag;

˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i høyre marg.]

˹det˺ og fanger Men af Møll og Orm,

˺

og maa ifølge Lov og Norm

afvejen for en ufødt Form.

Men der er noget till, som staar,

og det er de{t}n ˹Aand˺, som ej blev skabt,

Faksimile

legg: 4, blad: [1]r

<...>.

2{8}9

som løstes, da den var fortabt,

i Tidens første friske Vaar, –

˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]

da slog den kjække Mandetro

fra Kjød till Aandens Opphav Bro

˺

Nu er i smaat den ˹stykket˺ høkret ud, –

Tak være jer og eders Gud;

men frem af disse Sjælestumper,

af disse Aandens Torsoklumper,

af disse Hoder, disse Hænder,

et Helt skal gaa, saa Herren kjender

sin Mand igjen, sit bedste Værk,

sin Ættling, Adam, ung og stærk!

Ejnar

.

Farvel, jeg mener det er bedst

vi skilles her.

Brand

.

Gaar I mod Vest,

2 jeg 1 gaar mod Nord; to Veje bær

till Fjorden, begge lige nær.

Farvel!

Ejnar

.

Farvel!

Brand

.
(vender sig ved Ne{g}dgangen.)

Skill Lyst fra Dunst.

Husk, det at leve er en Kunst.

Ejnar

.
(vinker ham fra sig.)

Vend du kun Verden opp og ned;

min gamle Gud jeg holder ved!

Brand

.

Godt; mal du ham, ˹du,˺ med Krykkestav; –

jeg gaar og lægger ham i Grav!

(gaar ned over Stien.)

Ejnar

(gaar i Taushed hen og ser nedover efter Brand.)

Agnes

(staar et Øjeblik som aandsfraværende, derpaa farer hun op <...> ser
sig urolig om og spørger:)

Gik Solen { <...> }ned?

Ejnar

.

Nej kun en Sky

strøg for; nu lyser den paany.

Agnes

.

Her blæser koldt.

Ejnar

.

Det var et Pust,

som jog igjennem Skaret just.

Her skal vi ned.

Agnes

.

Saa

Saa sort mod Sør

stod Berget ej og stængte før!

Ejnar

.

Du saa det ej for Sang og Leg,

før han dig skræmte da han skreg.

Men lad ham gaa sin bratte Trapp;

vi knytter Legen hvor den glapp.

Agnes

.

Nej, ikke nu; – nu er jeg trætt –

Ejnar

.

Det er igrunden ogsaa jeg, –

og nedfor er ej Vejen lett,

som ˹bag os˺ borte ˹borte˺ paa den flade Hej.

Men har vi Højden bagfor os,

da skal vi lege just paa Trods,

ja tifold mere vildt og fort,

end ellers vi det havde gjort.

Se, Agnes, se{,} den Stribe blaa,

som Solens Guld nu glittrer paa;

snart kruser den sig, snart den ler,

snart er den Sølv, snart er den Rav;

det er det store, friske Hav,

som du der yderst ude ser!

Og kan du se den mørke Røg,

som længe langsmed Leden strøg?

Og kan du se den sorte Prik,

som nu just rundt om Næsset gik?

Se, det er Dampen, – din og min!

Nu staar den Fjorden lige ind!

Iaften staar den ud fra Fjord,

tillhavs, med dig og mig ombord! –

˹Der˺ {Der}Nu slører Taagen tung og graa.

Sig, Agnes, fik du Øje paa

hvor smukt sig Hav og Himmel malte?

Agnes

.
(ser aandsfraværende lige ud og siger:)

Ja vist. Men sig mig om du saa –?

Ejnar

.

Hvad?

Agnes

(uden at se paa ham og dæmpet som i en Kirke:)

Hvor han voxte mens han talte!

(hun gaar nedover Stien; Ejnar følger.)

Brand

(kommer oppe paa Stien, gaar nedover, standser
midtvejst paa en fremspringende Knart og ser sig om:)

Ja, jeg kjender mig igjen!

Hvert et Baadnøst, hver en Grænd,

Jordfaldsbakken, Osets Birke

og den gamle brune Kirke,

Elvekantens Olderbuske,

alting, kan fra Barn jeg huske.

Men ˹jeg tror˺ mig tykkes at mere graat

er det nu, – og mere smaat,

og paa Berget Skavlen hænger

mere yderligt end da,

har af Dalens blygraa Himmel

skaaret bort endnu end Strimmel,

luder, truer, skygger, stænger, –

stjæler mere Sol ifra.

Faksimile

legg: 4, blad: [3]r

33

Fjorden! – Var den og den Gang

lige stygg og lige trang?

Det er Bygevejr. Der staar

ind en Raasejlsjagt for Børen.

Sør, indunder Hamrens Skygge,

øjner jeg en Bod, en Brygge,

og derbag en rødmalt Gaard. –

Det er Enkens Gaard paa Øren! –

Enkens Gaard. Min Barndoms Hjem.

Minders Minder myldrer frem.

Der, imellem Strandens Stene,

blev min Barnesjæl alene. –

Over mig er Klemslens Vægt,

Tyngslen af at staa i Slægt,

med en Aand, som altid peged

jordvendt, udenfor mit eget.

Alt, hvad stort jeg vilde før,

vimrer nu som bag et Slør.

Modet, Magten har nig sveget,

2 Sjæl og 1 Hug blir slapp og sprød;

her, ved Nærmelsen af Hjemmet,

ser jeg paa mig selv, som fremmed, –

vaagner bunden, klippet, tæmmet,

Samson lig i Skjøgens Skjød.

(han ser en Stund nedad.)

Hvad er der for Færd og Virke?

Ud fra hver en Plads og Grænd

stævner Kvinder, Børn og Mænd;

snart i Urd og snart i Brækker

Faksimile

legg: 4, blad: [3]v

taber sig de lange Rækker,

dukker atter ˹opp˺ frem igjen –

˹fremme˺ ude ved den gamle Kirke!

<...> (rejser sig.)

O, jeg kan jer ud og ind,

slappe Sjæle, sløve Sind!

Hele eders Fadervor

har ej saapass Viljevinge,

ikke saapass Angstens Drøn,

at ˹deraf tillhimmels˺ till Herrens Øre naaer, –

klangfuldt, som en Røst skal klinge, –

andet end den fjerde Bøn!

Den er Landets Løsen jo,

den er Folkets Feltraab blevet.

Ud af Sammenhængen revet,

ind i alle Hjerter skrevet,

er den Vraget af jer Tro!

ligger den som stormfordrevet

Vrag af eders hele Tro! –

˹Væk fra˺ Ud af dette klumre Slug;

{ <...> }der er ˹ Livets Grubeluft herinde˺ ingen Luft stængt inde ;

her kan ingen Fanes Dug

flagre frit for friske Vinde!

(han vil gaa; en Sten kastes ovenfra og ruller
nedover Lien tætt ved ham.)

Brand

.
(raaber opp:)

Hej der! Hvem kaster Sten!

Gerd

(højt oppe paa Bergkammen truer med en Gren
i Haanden Stene i Forklædet – hun samler flere opp
eftersom hun gaar:)

Jeg traff ˹Han˺ Den skreg!

Jeg traff!

(kaster igjen.)

Brand

.

Hør, Barn, stands denne Leg!

Gerd

.

Der sidder ˹han˺ den foruden Men

og vipper paa en vi{l}ndfældt Gren!

(kaster igjen og skriger)

Der kommer han saa vild som før!

Hjælp!, ˹Hu˺ Faer ! Han hugger mig med Kløer!

Brand

.

I Herrens Navn –!

Gerd

.

Hyss! Hvem er du?

Staa stillt, staa stillt; han flyver nu!

Brand

.

Hvem flyver?

Gerd

.

Saa du ikke Høgen?

Brand

.

Her? Nej.

Gerd

.

Den store, stygge Fugl,

Faksimile

legg: 4, blad: [4]v

med Kammen fladt paa Panden strøgen,

med Øjeranden rød og gul!

Brand

.

Hvor gaar din Vej?

Gerd

.

Till Kirke.

Brand

.

Saa?

Da kan vi to jo Følge slaa.

Gerd

.

Vi to? Nej, jeg skal oppad her.

Brand

.
(peger nedover:)

Men der er Kirken jo!

Gerd

.
(ser hanligt smilende paa ham og peger ned:)

Den der?

Brand

.

Ja vist; kom med.

Gerd

.

Nej, der er styggt!

Brand

.

Styggt? Hvorfor?

Gerd

.

Jo, for der er smaat.

Brand

.

Hvor har du seet en større bygt?

Gerd

.

En større? Aa, det ved jeg godt.

Farvel!

(gaar oppover.)

Brand

.

Gaar der din Kirkevej?

Den bær jo till den vilde Hej.

Gerd

.

Følg med mig du, saa skal du se

en Kirke byggt af Is og Sne.

Brand

.

Af Is og Sne! Nu gaar det opp!

Derinde mellem Tind og Topp,

jeg komme r kan fra Gut ihug,

der findes skal et Dalstrøgs Slug,

˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]

Iskirken tror jeg det blev kaldt;

om den blev mange Slags fortalt;

˺

et ˹frossent Tjern er˺ Fjeldvands Is er Gulv og Toft,

paa Skavlen ligger Sneen kram

og spænder vidt sig som et Loft

udover søndre Væggens Kam.

Gerd

.

Ja, det ser ud som Is og Fjeld,

me{ <...> }n er nu Kirke lige vel.

Brand

.

Gaa aldrig did; et Vindstøds Kast

har tidtnok voldt at Bræen brast!

Gerd

.

et Skrig, et Rifleskud er nok.

Kom med og se en Rensdyrflok

som Skreden slog, saa opp den kom

Faksimile

legg: 5, blad: [1]v

ivaar først {i}med den store Flom{,}! –

de høje ˹sorte˺ brune Tagger staar

som Gravkors paa en Kirkegaard.

{G}Brand

.

Gaa aldrig di{g}d; der er ej tryggt!

Gerd

(peger ned.)

Gaa aldrig did, – for der er styggt!

Brand

.

Guds Fred; Farvel!

Gerd

.

Kom heller med!

Deroppe messer Foss og Skred;

der præker Vind paa Jøklens Vold,

saa du blir baade hed og kold.

Og Høgen ˹slipper˺ følger aldrig ind,

han slaar sig ned paa Svartetind, –

der sidder han, det Styggetøj,

{ <...> }som Hane paa min Kirkefløj.

Brand

.

Vild er din Vej og vild din Sjæl, –

en Langelek med sprukken Fjæl.

Af slett blir slett kun, slett og rett, –

men ondt till godt kan vendes lett.

Gerd

.

Der kommer han med Vingesus!

Nu faar jeg se at <...> naa ihus{;}!

Farvel; i Kirken er jeg trygg, –

hu, hvor han kommer sindt og stygg! –

Faksimile

legg: 5, blad: [2]r

39

(skriger:)

Kom ikke nær, – jeg kaster Sten!

Slaar du med Klo, 2 jeg 1 slaar med Gren!

(flygter oppover ˹Fjeldet˺ Hejen .)

Brand

.
(efter et Opphold.)

Se, det var og en Kirkegjest.

I Dal, – paa Hej, – hvem gjør det bedst?

Hvem ˹vimrer værst˺ rækker længst og v{id}ildest frem,

hvem ˹ ˹famler˺ <...> længst fra˺ vandrer først till Fred og Hjem, –

det Lettsind, som, med Krans af Løv,

lar Legen gaa langs brattest Slug, –

det Slappsind, som gaar Vejen sløv,

fordi det saa er Skik og Brug, –

det Vildsind, som har slig en Flugt,

at fast hvad ondt det ser, blir smukt? –

Till Kamp paa tvers, till Kamp paa langs

mod denne Trippelallians <...> !

Jeg ser mit Kald; det glittrer frem,

som Sol igjennem Glugg paaklem!

Jeg ved mit Hverv; de Hoder tre

i Faldet bøder Verdens Ve; –

faar ˹Slægten dem først˺ jeg dem baade lagt i Grav,

da ˹viftes˺ rystes Verdenspesten af{;}! –

Opp; rust dig Sjæl! Dit Sverd fra Lænd!

Till Kamp for Himlens Odelsmænd!

En Dag skal dømmes, hvem som veg,

og hvem som vandt i denne Leg!

(han ˹stiger ned i Byggden˺ gaar nedover Stien .)

En Kvinde

(bryder sig gjennem Frænslen.)

Af Vejen!

En Mand

.

Jeg kom først!

En Anden

(skubber ham tillside.)

Gaa væk!

(trænger sig frem till Fogden.)

Se her; fyld Gabet i min Sækk!

Fogden

.

Giv Tid!

Manden

.

Ugjørligt; – jeg maa hjem;

der sidder sultne fire – fem.

Fogden

.

Du ved ej Tallet paa en Prik?

Manden

.

En drog med Døden da jeg gik.

Fogden

.

Bi lidt. Du staar paa Listen vel?

(blader)

Nej, – jo, du staar; det var dit Held.

(till Kontoristen.)

Giv Nummer ni og tyve sit. –

Naa naa, I Godtfolk, vent dog lidt!

Nils Snemyr?

En Mand

.

Ja!

Fogden

.

Idag du faar

trekvart kun mod hvad du fik sidst.

I er jo færre nu.

Manden

.

Ja vist, –

hun Margit døde rett igaar –

Fogden

.
(noterer.)

Bien. En mindre; spart er spart.

Faksimile

legg: 5, blad: [3]v

(till Manden som gaar)

Men far nu ikke hen i Fart

og gift dig anden Gang!

Kontoristen

(fniser)

Hi, hi!

Fogden

.
(hvasst)

Hvad ler {d}De af?

Kontoristen

˹Jeg lo fordi˺ Hi, hi! hi – hi!

Jo, ˹Herr˺ Fogden er saa morsom –

Fogden

.

Ti!

Det Stævne her er ingen Spas; –

men bedste Raad mod Graad er Fjas.

Ejnar

(træder ud af Flokken med Agnes.)

Nu har jeg vrængt den sidste Lomme,

og Pung og Tegnebog er tomme; –

ombord jeg kommer som en Fant

og sætter Uhr og Stokk i <...> Pant.

Fogden

.

Ja I to kom i rette Stund;

hvad vi har samlet er kun lidt;

det slaar ej till, som hver kan vide,

naar fattig Haand og halvmætt Mund,

skal skifte Deles Del af sit

Manden

.

Ugjørligt, jeg maa hjem;

der ˹sidder˺ venter sultne fire, fem!

Fogden

.

Du ved ej Tallet paa en Prikk?

Manden

.

En drog med Døden da jeg gik.

Fogden

.

Bi lidt; du staar paa Listen vel?

Nej; – – jo, du staar – Det var dit Held.

(till Kontoristen.)

Giv Nummer ni og tyve sit. –

Naa, naa, I Godtfolk, vent dog lidt!

Nils Snemyr!

En Mand

.

{Her}Ja!

Fogden

.

Idag du faar

˹tre kvart kun –˺ kun halvt mod hvad du fik sidst;

I er jo færre nu.

Manden

.

Ja vist, –

hun Margit døde rett igaar.

Fogden

.
(noterende.)

Bien! En mindre; spart er spart.

med dem, som intet har at bide.

(blir Brand vaer og peger opp.)

En till! Velkommen; har De hørt

om Hungersnøden, Flommen, Tørken,

saa løs for Pungen, er den snørt.

Vi tar imod af alle Slags.

Vort Forraad er paa Bunden strax;

fem Fiske smaa i Armods Ørken

gjør intet Maaltid nutilldags.

Brand

.

Hvis i den rette Herres Navn

de deltes, dækkte de jert Savn.

Fogden

.

Det var ej Ord jeg bad {d}Dem om;

Ord er kun Sten, er Maven tom.

Brand

.

{Men}Nej, Brød i ˹disses˺ eders Mund blir Sten,

og Sultens Bod blir ˹dem˺ jer till Mén.

Fogden Ejnar

.

Det er umuligt at Du ved

hvorlænge disse Stakler led.

Et Uaar, Hungersnød og Sot;

der ligger Lig – –

Brand

.

Jeg ser det godt;

paa hvert et Øjes blygraa Ring

det kjendes hvem som holder Thing.

Fogden

.

{ <...> }Og endda staar De haard som Flint!

B{ <...> }rand

.

Hvis Livet her gik slappt og lindt

sin træge Gang med Hverdagsnød

da ynked jeg jert Skrig om Brød;

maa du paa fire krybe hjem,

da kommer Dyret i dig frem;

gaar Dag for Dag i lummer Ro

med evig Døs sit Dødnnigtog, –

da ligger det saa nær at tro

sig strøgen ud af Herrens Bog.

Men eder var han mere god;

han dryssed Rædsel i jert Blod;

{ <...> }med Dødsnøds ˹Svøber˺ han tillblods jer slog,

hvad dyrt han gav, han atter tog{;}!

Og endda kryber I, som før,

en Lazarus for Verdens Død,!

Nogle

.

Han sparker os i all vor Nød!

Andre

.

Han skjælder os, { <...> }som gav jer Brød!

Brand

.

O kunde alt mit Hjerteblod

jer læske som en Helsens Flod,

det skulde vælde frem i Flom

till Aarens Seng var tørr og tom.

Men her at hjælpe er en Synd;

se, Gud vil løfte jer af Dynd,

[HIS: I håndskriftet finnes det her en linje hvor Ibsen har laget en lang overstrykningsstrek. Et linjeskift er kodet inn. Forskjellen på pennestreken og blekket i teksten før og etter streken indikerer at tilføyelsen kan ha vært gjort i to omganger.]

hvert Samfund, ˹splidfuldt spredt og˺ mægtigt eller svagt

i Trængslens Tid faar Marg og Magt

det sløve Syn faar ˹Falke˺ Ørne flugt

og skuer vidt og skuer smukt,

den veke Vilje skyder Rygg

og ser bag Striden Sejren trygg,

men ˹avler˺ føder Nød ej Adelsfærd, –

da er du ej din Frelse værd.

˹En˺ Kvinder

.

Der slaar et Uvejr over Fjord,

som om det vaktes ved hans Ord!

En enkelt

.

Han ægger Gud! Min Spaadom mærk!

Brand

.

Jer Gud gjør intet Underværk.

Kvinderne

.

Se Vejret! Se!

Stemme i Mængden

.

Af Bygden driv

den haarde Sjæl med Sten og Kniv!

Kvinden

.
(skriger frem mod Flokken.)

Hvor faar jeg Hjælp i Jesu Navn!

Fogden

.

Hvad trænges? Nævn din Nød, dit Savn.

Kvinden

.

Ej Nød, ˹ej˺ og Savn det gjælder nu!

Det gjælder Verdens værste Gru!

Fogden

.

Hvad er det? Tal!

Kvinden

.

Jeg har ej Røst!

Hvor findes Præsten? – Hjælp og Trøst!

Fogden

.

Her er ej Præst –

Kvinden

.

Fortabt, fortabt!

Haard var du, Gud, at jeg blev skabt!

Brand

.
(nærmer sig Kvinden.)

Kanhænde dog her findes en.

Kvinden

.
(griber ham i Armen.)

Saa lad ham komme; vær ej sen!

Brand

.

Nævn mig din Nød, saa kommer han.

Kvinden

.

Tversover Fjorden –

Brand

.

Nu?

Kvinden

.

Min Mand –

tre sultne smaa, og Huset tømt – –

sig nej, sig nej, – han blir ej dømt?

Brand

.

Tal først.

Kvinden

.

Min Barm var tørket ud;

os hjalp ej Mennesker, ej Gud;

den {mind}yngste tungt med Døden drog;

det skar hans Sjæl, – han ˹Barnet˺ hende slog –

Brand

.

Han slog –!

Almuen

.

Sit Barn!

Kvinden

.

I samme Stund

han saa sin Gjerning Afgrundsbund;

hans Anger flommed som en Elv;

han lagde Voldshaand paa sig selv –;

kom, berg hans Sjæl, trods Vejr og Sjø!

Han kan ej leve, tør ej dø;

med Liget ligger han i Favn

og skriger paa ˹Vorherres˺ sin Frelsers Navn!

Brand

.

Ja; her er Nød.

Ejnar

. (bleg)

Er muligt sligt!

Fogden

.

˹Han˺ De hører ej till mitt Distrikt.

Brand

(kort till Almuen.)

Gjør loss en Baad og sætt mig over!

En Mand

.

I sligt et Vejr? Det ingen vover!

Fogden

Rundt Fjorden gaar en Sti –

Kvinden

.

Nej, nej –

der findes ingen farbar Vej;

jeg foer den, men et Elvebrudd

skar lige bag mig Kloppen ud!

En Brand

Saa Baaden loss!

En Mand

.

Ugjørligt nu!

Det bryder over Grund og Flu!

En anden

.

Se der; et Kast fra Højden strøg,

saa hele Fjorden staar i Røg.

En tredje

.

Er Vejret sligt med Slag og Skrald,

saa lyser Provsten Messefald.

Brand

.

En Syndersjæl, sin Domsstund nær,

ej venter efter Vind og Vejr.

(gaar ned i en Baad og løser Sejlet.)

I vover Baaden?

Ejeren

.

Ja; men bliv!

Brand

.

Godt, kom nu den, som vover Liv!

En Mand

.

Jeg gaar ej med!

En anden

Og ikke jeg!

Flere

.

Det var den lige Dødsens Vej!

Brand

.

Jer Gud hjalp ingen over Fjord;

Faksimile

legg: 6, blad: [3]v

men husk at min er med ombord!

Kvinde{rne}n

.
(vrider Hænderne.)

Han ufrelst dør!

Brand

.

En Mand er nok

till Hjælp med Øsekar og Fokk!

kom en af jer, som nylig gav;

˹øg Gaven indtill˺ Giv ogsaa nu trods Død og Grav!

En Mand

.

Kræv aldrig sligt.

En anden

.

Af Baaden ud!

det er for stærkt at friste Gud!

Flere

.

Se Vejret voxer!

Andre

.

Linen brast!

Brand

.
(raaber till Kvinden)

Godt; kom da du, men kom ihast!

Kvinden

.
(viger tillbage)

Jeg! – her { <...> }hvor ingen!

Brand

.

Lad dem staa!

{ <...> }Kvinden

Jeg kan ej –!

Brand

.

Kan ej!

Kvinden

.

Husk de smaa!

Brand

.
(leer.)

\

Dynd er den Grund I bygger paa

/

Agnes

.
(med { <...> }blussende Kinder till Ejnar.)

Har alt du hørt?

Ejnar

.

Ja! Han er stærk!

Agnes

.

Gud signe Dig! Du ved dit Værk!

(raaber till Brand.)

Se her er en, som vel er værd

at følge med paa ˹slig en˺ denne Færd!

Brand

.

Saa kom!

Ejnar

(bleg)

Jeg!

Agnes

.

Gaa; jeg har dig skjænkt!

{ <...> }Højt ser mit Syn, som før var sænkt!

Ejnar

.

Før dig jeg ˹traff˺ saa , jeg skulde ˹hyrt˺ styrt –

\

mig selv og villig med ham styrt –

/

Agnes

.

Men nu –!

Ejnar

.

Mit Liv er ˹ungt˺ lyst og dyrt; –

jeg kan det ej!

Agnes

.
(viger tillbage)

Hvad har du sagt!

Ejnar

.

Jeg tør det ej!

Agnes

.
(skriger ud.)

Nu blev der lagt,

med Storm ˹vejr˺ slag og med Strømnings Foss,

et Verdenshav imellem os!

(till Brand.)

Jeg gaar i Baaden!

(stiger ombord.)

Brand

.

Godt, saa kom!

Kvinderne

Hjælp, Jesus!

Ejnar

.

Agnes!

Mange Røster

Stands, vend om!

Brand

.

Hvor ligger Huset?

Kvinden

.
(peger ud)

Ende der

Faksimile

legg: 7, blad: [1]r

<...> .

53

paa Næsset bag det svarte Skjær!

Ejnar

<...> (skriger efter hende.)

Husk dine Søskend, husk din Moer!

Frels Livet!

Agnes

.

Her er tre ombord!

En Mand

.

Han klarer Odden.

En anden

.

Nej!

{En}Første

J{a}o se, –

han ˹har den agter alt˺ skar den tætt forbi i Læ.

Fogden Anden

.

En Kastevind! Den har dem fatt!

Fogden

.

Se, se, den stryger med hans Hatt!

En Kvinde

Saa svart som Korpens Vinge slaar

i Vejret vildt hans vaade Haar!

Første Mand

.

Alt staar i Kog og Røg.

Ejnar

.

Hvad var

det Skrig, som gjennem Stormen skar!

En Kvinde

.

Det kom fra Fjeldet.

En anden

(peger opp.)

Der staar Gerd

og ler og hujer ad hans Færd!

Kvinden

Hun blæser i et Bukkehorn

<...> kaster Sten ˹som˺ og Koglekorn

En anden

<...>er slang hun Hornet som en Vaand

<...> tuder i den hule Haand

En Mand

.

Ja ˹tud˺ le og skrig, du stygge Ting˹Trold˺, –

den Karl ˹har baade Vagt˺ en gjør du en og Skjold.

En anden

.

I værre Vejr med ham tillrors

staar tryggt jeg næste Gang tillfjords.

En tredje

.
(till Ejnar.)

Hvad var han?

Ejnar

.

Prest.

Manden

.

Ja, hvad han var, –

˹det kjendtes vel˺ saa vistes det , han var en Karl!

I ham var Mod og Magt og Trods.

Flere Røster En anden

Det var en rigtig Prest for os!

Flere Røster

Ja, det var rigtig Prest for os!

Fogden

.
(idet han samler sine Papirer og protokoller)

Det ˹formløst˺ taktløst er iallefald

Faksimile

legg: 7, blad: [2]r

55

at træde opp i fremmed Kald

og gribe ind og vove Liv

foruden ˹tvingende˺ rimeligt Motiv. –

Jeg gjør bestandig og min Pligt, –

men {aldrig}altid ˹altid˺ {u}indom mit Distrikt.

(gaar.)

Brand

.

Det var Døden. Af den tvætted

alle Rædslers Stænk og Skrækk;

nu med stille, store Trækk

ligger han saa lys og lettet.

Kan et svigtende Bedrag

gjøre Natt till slig en Dag?

Af sin vilde Helvedbrøde

saa han ydre Skorpen kun,

det som nævnes kan med Mund,

det som gribes kan med Hænder,

som hans Navn med Brandflekk skjender, –

Volden mod den lille døde.

Men de to, som sad forskræmt,

stirrende med store Øjne,

Faksimile

legg: 7, blad: [2]v

stilt, som Fugle sammenfløjne,

opp i Gruekrogen klemt.

De, som bare saa og saa, –

skjønte ikke selv hvorpaa, –

de, hvis Sjæle fik en Plett

ætset ind, s{aa}om ej de skrubber

af i Tidens Slid og T{ <...> }vætt,

selv som bøjde Sølvhaarsgubber, –

de, hvis Livsenselv skal rinde

ud fra dette mørke Minde –

de, som nu skal gro i Lys

af hans Nattegjernings Gys, –

dem, som ˹aldrig ud kan brænde˺ just i Kraft af dem

˹denne Tankes Aadselbaal˺ drager mod det <...> Baal , –

dem han mægted ej at kjende

som de to, der har ihænde

just det store Eftermaal.

Og fra dem gaar kanske ud

˹Led paa Led˺ Slægt for Slægt till ˹Synd og Brudd˺ Brudd med Gud .

Hvorfor? Hule Afgrundssvar:

De var Sønner af sin Faer!

Hvad skal stryges { <...> }ud i Stillhed,?

{h}Hvad skal jævnes ud med Mildhed{,}?

Naar begynder Ansvarsvægten

af ens Arvelod fra Slægten?

Hvilken Thingdag, hvilken Dommer,

naar det store Forhør kommer!

Hvem skal prove, hvem skal vidne,

hvor enhver er Delinkvent;

Faksimile

legg: 7, blad: [3]r

57

hvem tør lægge frem sit skidne

transporterte Dokument?

˹Tages da for godt˺ Frier ogsaa da det Svar:

Gjælden skriver sig fra Faer! –

Svimmeldybe Nattegaade,

˹ingen mægter dig at˺ ingen nægter dig raade.

Men paa Afgrundsbredden danser

˹Sværmen˺ Flokken uden Sind og Sanser; –

Sjæle r skulde skrige, bæve, –

men ej en ˹blandt˺ af tusind øjner

hvilket Skyldberg der sig højner

fra det lille Ord: at leve.

En Mand

.

Vi skal nok mødes anden Gang.

Brand

.

˹Han har till eders Hjælp ˺ Nu er till eders Hjælp ej Trang.

Manden

.

Selv er han løst og hjulpen; men

i Stuen sidder tre igjen.

Brand

.

Og saa?

Manden

.

Af Smulerne, vi fik,

vi bringer med en liden Slikk, –

Brand

.

Hvis alt du giver uden Livet, –

da husk at du har intet givet.

Manden

.

Det faar nu være som det vil;

vi gav fordi det trængtes till.

Brand

.

Farvel!

Manden

.

Hør, Prest, et Ord endnu.

Gaa gjennem Byggden Grænd for Grænd,

og du skal se du finder Mænd,

om just ej slige Folk, som du.

Følg med mig till vor Kirkegaard,

som neppe vi kan kalde vor;

og du skal se og undres paa

hvi alle Tuer er saa smaa.

Det er fordi at Børn og Kvinder

ej trænger store Sovekarm; –

læs selv og prøv hvor tidt du finder

et Mandsnavn malt paa Korsets Arm.

Brand

.

Og hvor er Byggdens Mænd?

Manden

.

Spørg Uren,

spørg Berget der, hvor Skreden foer,

spørg ˹Fossen˺ Tjernet og spørg Jordfaldsmuren,

men først og fremst spørg ˹Sjø˺ Foss og Fjord.

Brand

.

Og hvorfor siger du mig dette?

Manden

.

Jeg vil at du skal se det rette.

Hver Dag hver Stund er Timen nær,

hvorhelst du gjør din Gjerning her;

dog, ingen ser som noget stort,

hvad Hvermands Faer før ham har gjort

Hvis han, som her nu ligger død,

idag var stedt i Livsensnød

og sreg om Hjælp fra Baadens Hvælv,

jeg skulde vovet Livet selv, –

Brand

.

Men Sjælens Nød har ˹ingen˺ mindre Vægt?

Manden

.

Husk paa vi er en Slæbets Slægt.

Brand

.

Saa vend jert hele fulde Syn

fra Lyset over Aasens Bryn;

Skjel ej som nu med ene Øjet

tillhimmelst og det andet vendt

mod Muldet, hvor med Ryggen bøjet

I har jer selv for Aaget spændt.

{Br}Manden

.

Jeg havde tænkt du heller gav

det Raad at ryste Aaget af.

Brand

.

Ja, om I kan.

Manden

.

Du ejer Magt.

Brand

.

Gjør jeg?

Manden

.

Alt mangen har os sagt

og vist hvor Vejen var før nu; –

de pegte, men du gik den, du.

Brand

.

Du mener –?

Manden

.

Ikke tusind Ord

sig præger og i Mindet boer

saa varigt som en Gjernings Spor.

Vi søger dig i Byggdens Navn;

vi ser, en Mand er just vort Savn.

Brand

.

Hvad vil I mig?

Manden

.

Bliv du vor Prest.

Brand

.

Jeg? Her?

Manden

.

Du har vel hørt og læst

at Byggden vor er præsteløs?

Brand

Ja, nu jeg mindes –

Manden

.

Før i Tiden

var Byggden stor, nu er den liden.

Da Uaar kom, da Kornet frøs,

da Sot faldt over Folk og {f}Fæ

da Armod slog hver Mand iknæ,

da Nøden sang hver Sjæl i Døs,

da her blev dyrt paa Sul og Sæd, –

da blev her Prestedyrtid med.

Brand

.

Kræv hvad du vil, men aldrig sligt!

Paa mig er lagt en større Pligt;

jeg trænger Livets stærke Røre,

jeg trænger Verdens aabne Øre. –

Hvad skal jeg her? Hvor Fjeldet stænger,

har Mandemælet ingen Magt.

Manden

.

Hvor Fjeldet svarer, lyder længer

det Ord, som fuldt og stærkt blir sagt.

Brand

.

Hvem stænger sig i Gruven inde

naa Vidden vinker fri og flakk?

Hvem pløjer Ødemarken brakk,

naar der er odlet Land at finde?

Hvem vil af Kjærner høste Frugt,

˹naar˺ hvor Ungtrær ˹staar i˺ alt har Modningsaldren?

Hem sløver sig i Døgnværkskvaldren,

naar han har Syners Lys og Flugt?

Manden

.

Din Daad jeg skjønner[HIS: Diakritisk tegn mangler: «ø» i «skjønner».], – ej dit Ord.

Brand

Spørg ikke mer! Ombord, ombord!

(vil gaa.)

Manden

(træder ivejen for ham.)

Det Værk, som nu du stunder till,

det Kald, som ej du slippe vil, –

det er dig altsaa dyrt?

Brand

.

Mit Liv,

tifold mit Liv det er!

Brand {.} Manden

.

Saa bliv!

(med Vægt.)

Hvis alt du gav foruden Livet,

saa husk at du har intet givet.

Brand

.

Der gives Ting, {en}du ej kan skjænke;

det er {ens}dit eget indre selv;

du tør ej binde, tør ej lænke,

du tør ej stemme Kaldets Elv, –

den vil sin Vej till Havets Hvælv.

Manden

.

Blev den i Myr og { <...> }Tjern begravet, –

den naaer { <...> }som Dugg tillslutt dog Havet.

Brand

.
(ser vist paa ham.)

Hvo gav dig slige Ord i Mund?

Manden

.

Du gav mig dem i ˹Farens˺ samme Stund;

da Stormen skreg, da Sjøen slog,

da frem trods Storm og Sjø du drog,

da for er en raadløs Syndersjæl

du satte Livet paa en Fjæl, –

da strøg det gjennem mangt et Sind

snart koldt snart varmt som Sol og Vind;

da ringed det som Klokkeklemt, –

imorgen, kanske, er det glemt, –

da stryges vel det Løftningsflag,

du hejste over os idag.

Brand

.

Hvor Kraft ej er, der er ej Kald; –

kan ej du være hvad du skal,

saa vær alvorligt hvad du kan,

vær helt og holdent Muldets Mand.

Manden

(ser en Stund paa ham, griber ham om Armen og
siger:)

Guds Løn at du et Lys har tændt; –

{h}Held os, at vi det Lys har kjendt! –

˹

Brand

˺

Ve, ˹mig˺ dig , som slukte da ˹jeg˺ du gik; –

˹

Manden

˺

{v}Ve os, som saa et Øjeblik!

(han gaar˹;˺ med de øvrige{.)} følger
stille efter.)

Brand

(ser længe efter dem)

En for en med bøjde Nakker

gaar den stille Klynge hjem;

Sindet sturer, Foden sakker,

staver tungt og trætt sig frem.

Hver af dem med Tungsinds Lader

gaar som ˹tugtet˺ dreven af et Ris,

gaar som Menneskenes {f}Fader,

dreven ud af Paradis,

gaar, som han, med skyldslørt Tinding,

ser, som han, i Mørkets Gab,

bær, som han, sin Kundskabs Vinding,

bær, som han, ˹sin Blindheds˺ sit Edens Tab.

Mennesket jeg kjækkt har villet

skabe nyt og helt og rent; –

der er Værket; – Brødens Billed,

ikke Guds, som det var ment. –

Ud herfra, till større Vidder!

Her er Rum ej for en Ridder!

(bemærker Agnes.)

Se, hvor lyttende hun sidder,

som om her var Sang i Luften.

Lyttende hun sad i Baaden,

da den skar de rørte Vande,

lyttende hun holdt i Tuften,

lyttende hun ˹Havraaksfraaden˺ Stormslagsfraaden

rysted af sin klare Pande.

Faksimile

legg: 8, blad: [3]r

65

Det ser ud som Hørslen bytted

Plads og hun med Øjet lyttet.

(nærmer sig)

Unge Pige, er det Fjordens

krumme Vej <...> , som ˹Synet˺ du f{l}ølger –?

Agnes

(uden at vende sig)

˹Hverken Fjordens eller˺ Ikke Havets, ikke {Fj}Jordens;

begge sig for Synet dølger. –

Men en større Jord jeg skimter;

skarpt mod Luften staar dens Runding;

Have ser jeg, Floders Munding,

Solblink gjennem Taagen glimter.

Jeg ser Slaglys luerøde,

\

legende om skyslørt Tinde,

/

ser en umaalt Ørkens Øde;

store Palmer staar derborte,

\

svajer i de hvasse Vinde,

/

kaster bag sig Skygger sorte.

\

Intet Livstegn er at finde;

/

Det er ligt en Jord, der skabes;

og jeg hører Røster runge,

og jeg hører Stemmer tolke:

Nu du frelses eller tabes;

gjør dit Værk, det ansvarstunge, –

denne Jord skal du befolke!

Brand

.

Vis mig dette Syn!

Agnes

.

Herinde

kan jeg kjende Kræfter ulme,

kan jeg føle Floder svulme,

Faksimile

legg: 8, blad: [3]v

kan jeg se en Dagning rinde; –

Hjertet lig en Verden vider

ud sig stort till alle Sider,

og jeg hører Stemmer tolke:

denne Jord skal du befolke!

{ Her }Alle Tanker, som skal komme,

hver en Gjerning, som skal gjøres,

vaagner, hvisker, aander, røres

som om Fødslens Stund var ommer

og jeg aner mer end øjner

ham, som ovenom sig højner,

føler at han skuer ned

fuld af Sorg og Kjærlighed,

lys og mild ˹s˺o{g}m Morgenrøden

og bedrøvet dog till Døden,

og jeg hører Røsten runge:

Nu du skabe skal og skabes,

nu du frelses eller tabes, –

gjør dit Værk, det ansvarstunge!

Brand

.

Indad; indad! Det er Ordet; –

did gaar Vejen, – der er Sporet!

Eget Hjerte – det er Kloden,

nyskabt og for ˹Sjælsliv˺ Aandsliv moden;

der skal ˹Viljegribben˺ Sjælegribben dødes,

der den nye Adam fødes.

Lad saa Verden gaa sin Gang

Faksimile

legg: 8, blad: [4]r

67

under Trældom eller Sang;

men ifald vi fiendtligt mødes, –

hvis mit Værk den knuse vil, –

da, ved Himlen, slaar jeg till!

Plads for paa hele Jordens Hvælv

till at være helt sig selv, –

det er Lov og Rett for Manden,

og jeg kræver ingen anden!

(tænker stille en Stund og siger:)

Være helt sig selv? Men Vægten

af ens Arv og Gjæld fra Slægten?

(standser og ser nedover Bakken.)

Hvem er hun, som jordvendt kommer

klavrende oppover Bakken,

kroget, ludende med Nakken{,}?

For at puste maa hun staa, –

støtter sig for ej at slingre,

[HIS: Opprinnelig er også linjen foran endringen («støtter sig...») tatt med innenfor klammen som er nummerert med 2, men klammen er endret slik at linjen likevel ikke skal være med i endringen. Denne revisjonen av klammen er ikke tatt med i kodingen.] [Forfatternote: 2]

griber med de magre Fingre

hvasst i sine dybe Lommer,

som en Skatt hun slæbte paa, –

[Forfatternote: 1]

skotter sky till alle Sider,

˹lig˺ som en skamskudt Korp, der bider{, –}.

Om den visne Benrad slænger

Stakken som en Fjærhams Lægg; –

\

Haanden krummer sig som Tænger;

/

hun er Ørnen lig, der hænger

spigret paa en Stabbursvægg. –

Hvilket iskoldt Barneminde,

Faksimile

legg: 8, blad: [4]v

hvilket Gufs fra Hjem og Fjord,

drysser Rim om denne Kvinde, –

drysser værre Rim herinde? – – ? – –

Naadens Gud! Det er min Moer!

Brands Moder

(kommer oppover, standser halvvejs synlig i Bakken
holder Haanden s{y}kyggende over Øjnene og
ser sig om:)

Her har de sagt han var.

(kommer nærmere.)

Den Onde

ta'e Solen, – hun gjør halvt mig blind! –

Søn, er det dig?

Brand

.

Ja.

Moderen

.
(gnider Øjnene)

Hu; det Skin,

det brænder en i Synet ind;

en kan ej skille Prest fra Bonde.

Brand

.

Derhjemme saa jeg aldrig Sol

fra Løvet {G}faldt till Gjøgen gol.

Moderen

.
(smaaleer:)

Nej, der er godt; der blir en frossen,

som Istappkallen over Fossen; –

en blir saa stærk, at hvad som helst

en tør, – og tror sig endda frelst.

Brand

.

Goddag! Farvel! Min Tid er knapp.

Moderen

.

Ja, du har altid været rapp.

Som Gut du stu{ <...> }nded bort herfra –

Brand

.

At bort jeg foer dig tyktes bedst.

Moderen

.

Ja, det det var skjelligt nu som da; –

det maatte till at du blev Prest.

(betragter ham nærmere.)

Hm, ˹han˺ du er voxet stærk og stor.;

{m}Men agt nu bare paa mit Ord, –

vær vaer om Livet! –

Brand

.

Er det alt?

Moderen

.

Ja, Livet? Ja; hvad er der mere?

Brand

.

Jeg mener Raadet, som nu faldt,

er det det hele?

Moderen

.

Ved du flere,

da brug dem som du vil; – men Livet –

berg det for mig; jeg har det givet.

Det spørges vidt hvad du har øvet,

og det har gjort mig rædd og skræmt.

Faksimile

legg: 9, blad: [1]v

Tillfjords idag! Du kunde røvet

hvad du for min Skyld skulde gjemt.

Du er den eneste i Slægten,

du er min Søn, mit Kjød og Blod,

du slutter af, som Mønsaas{s}lægten,

det Hus jeg tømred Fod for Fod;

hold fast, staa stærk, bær lange Tider, –

vær vaer om Livet; aldrig svigt!

At leve er en Arvings Pligt, –

og du er min – engang – omsider – –

Brand

.

Og derfor er det at du kommer

og søger mig med fyldte Lommer –

Moderen

.

Søn, er du gal!

(viger tillbage.)

Kom ikke nær!

Jeg slaar med Staven! Rør mig ikke!

˹Bliv staaende!˺ Rør ikke! Staa! Jeg slaar med Staven!

(roligere.)

Hvad mente Du med det? – Hør her{;}! – –

Jeg ældes Aar for Aar; det bær

sent eller tidligt frem mod Graven;

saa faar du alt, hvad jeg har ejet;

det ligger tællet maalt og vejet – –

Jeg har ej paa mig! Hjemme ligger

det hele – det er ikke stort –

men den, som faar det er ej Tigger

Faksimile

legg: 9, blad: [2]r

71

Staa der du staar! Kom ej herbort! –

Jeg lover dig, jeg skal ej putte

i Sprækker eller grave ned

en Hvid paa noget ukjendt Sted, –

ej gjæmme noget under Stene,

i Muren, under Gulvets Fjæl, –

du, Sønnen min, faar Arven hel,

altsammen ˹gaar till dig˺ , løst og fast allene.

Brand

.

Paa visse Vilkaar?

Moderen

.

Paa det ene

at ˹ej˺ du skal ˹med˺ vare Livet ˹rutte˺ vel .

Hold Ætten oppe, Søn for Søn, –

jeg kræver ingen anden Løn;

og sørg saa for at intet spildes,

at intet deles eller skilles, –

øg eller ikke hvad du faar,

men gjem det, gjem det Aar for Aar! –

Brand

.
(efter et kort Opphold.)

En Sag faar klares mellem os.

Jeg har fra Gut af vist dig Trods, –

jeg var ej Søn, du var ej Moer,

till du blev graa og jeg blev stor.

Moderen

.

Jeg ˹kræver˺ liker ikke Klapp og Smek; –

vær som du vil, ˹vær˺ men blot ej vek,

Faksimile

legg: 9, blad: [2]v

vær { <...> }haard, vær strid, vær istappkold, –

det kløver ej mit Bringeskjold;

gjem blot din Arv, om død og gold,

naar kun den er i Slægtens Vold.

Brand

.

Og hvis jeg tvertom fik isinde

at strø den ud for alle Vinde?

Moderen

.
(tumler tillbage:)

Strø ud hvad gjennem Aar for Aar

har krøgt min Rygg og blegt mit Haar!

Brand

(nikker)

Strø ud{!}.

Moderen

.

Strø ud! Hvis det du gjør, –

for Vinden ud min Sjæl du strør!

Brand

.

Og hvis jeg gjør det lige vel?

Hvis ved din Seng jeg staar en Kveld,

naa Lys er foran Lejet satt,

naar du med Salmebog i Hænder

skal sove Dødens første Natt –

hvis da jeg gramser, famler, kjender –

hvis frem jeg finder Skatt for Skatt,

hvis jeg taer Lyset, hvis jeg tænder –

Moderen

.
(træder et Skridt nærmere)

Faksimile

legg: 9, blad: [3]r

73

Hvor har du denne Tanke fra?

Brand

Hvorfra? Skal jeg fortælle?

Moderen

Ja!

Brand

Ifra et Barndomseventyr,

som aldrig af mit Minde flyr.

Dig var det som i Sjælen skar

mig dette dybe stygge Ar.

Det var en Høstkveld. Død var Faer.

Og du laa syg. Jeg sneg mig ind

hvor han laa bleg i Voxlysskin.

Jeg stod og stirred fra en Krog

og saa han holdt en Salmebog;

mig undred mest den dybe Dvale

og hvi hans Haandled var saa smale;

jeg kjendte Lugt af kuldslaaet Lin –

da hørte jeg paa Gangen Trin –

ind kom en Kvinde, saa mig ej –

hun gik till Sengen rakt sin Vej –

hun gav sig till at gramse, rode;

først flytted hun den dødes Hode –

˹saa˺ først trak hun frem en Bundt, saa flere –

hun tælled hvisked: mere, mere!

1 ↕

Saa ˹ hitted ˺ grov hun ˹frem blandt˺ mellem Sengens Puder,

3 ↕

hun ˹greb hun hugg˺ fandt og greb med ilske Hænder

2 ↕

en Pakke bunden till med Knuder;

4 ↕

hun bed den opp med sine Tænder,

hun grov paany, hun hitted flere,

hun tælled, hvisked: mere, mere!

Faksimile

legg: 9, blad: [3]v

Hun græd, hun bad, hun ˹jamred˺ spotted , svor,

hun vejred ˹efter Gjemslers˺ som en Hund paa Spor, –

og fandt hun, – flux med Jublens Angst

hun skjød, som Falken, paa sin Fangst.

Tillslutt var hver ˹en Lønkrog˺ t et Gjemsel tømt;

hun gik af Stuen som en dømt;

hun svøbte ˹Fundet˺ Byttet i en Pjalt

og stønned ˹stillt˺ ud : Saa det var alt!

Moderen

.

Mit Krav var stort, mit Fund var skralt,

og det var mer end dyrt betalt.

Brand

.

Det blev dig dyrere endda;

mit Sønnesind det stjal dig fra.

Moderen

.

Lad gaa; det er jo gammel Brug

at kjøbe Gods for Sind og Hug.

Jeg gav fra først en større Pris,

jeg tror jeg gav mit Livs Forlis.

[Forfatternote: 2]

Jeg gav hvad knapt jeg længer ved, –

˹Folk˺ det kald{es}te ˹det˺ for <...> Kjærlighed.

[Forfatternote: 1]

Jeg noget gav, som nu er slukt;

det staar mig for som Lys og Flugt,

som noget baade dumt og smukt –

Jeg mindes godt, min Strid var svar,

jeg mindes godt det Raad fra Faer:

Glem Husmandsgutten, tag den Anden;

tænk ikke paa hans visne Kropp –

Faksimile

legg: 9, blad: [4]r

75

det er en Karl med Kløgt i Panden;

han øger Ejet dobbelt opp!

Jeg tog ham men fik Skam till Tak;

till dobbelt opp han aldrig rak;

men siden har jeg slæbt og slidt, –

saa nu der fattes ikkun lidt., –

Brand

.

Og mindes du, saa nær din Grav,

at Sjælen d{in}u paa Kjøbet gav?

Moderen

At de{n}t jeg mindes, vistes bedst

da jeg lod Sønnen min ˹blev satt till˺ blie Prest.

Naar Timen kommer, for min Tarv

du sørge skal till Takk for Arv.

Jeg ejer ba{de}ade fast og løst,

du ejer Ord og Magt og Trøst.

Brand

Saa klog du er, du saa dog fejl

da mig du saa i Hjemmets Spejl.

Der gives fler langs Li og Led

med slig Forældrekjærlighed;

I ser i Barnet en Forvalter

for Husets efterladte Pjalter;

af Evigheden strøg et Skjær

forbi jer Tanke hist og her;

{i}I griber efter den og mener

I Tingen er paa Livet nær,

naar Ætt og Arv I sammengrener, –

Faksimile

legg: 9, blad: [4]v

at Døden I med Livet ener,

at Evighed som Sum I faar

af sammenlagte Rækker Aar.

Moderen

.

Gransk ikke, Søn, din Moders Sind;

men tag din Arv, naar den blir din.

Brand

.

Og Gjælden?

Moderen

.

Gjælden? Hvilken Gjæld?

Der er ej nogen Gjeld!

Brand

.

Nu vel;

men hvis der var, – jeg maatte svare

till hvert et Skyldbrev, alting klare.

Søns Sag det er at ˹alle˺ hvert et Krav

sker Fyldest paa hans Moders Grav;

var Huset tomt naar jeg det tog,

min Arv blev dog din Skyldnerbog –

Moderen

.

Saa byder ingen Lov!

Brand

.

Ej den

som skreven er med Blækk og Pen,

men i hvert ærligt Sønnesind

den staar med Lovskraft ristet ind.

Og denne Lov skal Fyldest ske!

Forblindede, som ej kan se

Faksimile

legg: 10, blad: [1]r

<...>

77

Guds Bo paa Jord har du forringet,

dit Sjælelaan har du forødt;

det Billed, hvori du blev født,

\

har du med Dyndets Skimmel dækkt;

/

den Aand, som engang var bevinget,

har du i Myldret vingestækkt.

˹Det er din Gjæld˺ Slig staar den Sag ; hvor vil du hen,

naar Herren kræver sit igjen?

Moderen

.

Hvor jeg vil hen? Hvor hen?

Brand

.

Frygt ej;

din Søn taer al din Gjæld paa sig!

Gudsbilledet, som du har plettet,

˹i mig skal˺ den Aand rejses ˹rent og vilje-˺ uforkræn tvættet,

Guds Aand, som du med Muld har stænkt,

i mig skal oppstaa uforkrænkt. –

E<...> Sjæl er trygg og stort,

jeg <...> ˹ <...> Slægt, jeg vil <...> ˺ <...> vil mit hele Værk –

Gaa du kun trøstig till de døde;

gjældbunden sover ej min Moer –

jeg klarer Gjælden –

Moderen

Gjæld og Brøde?

Brand

.

Din Gjæld. Kun den; saa var mit Ord;

din Sjælegjæld din Søn skal klare –

men { til }for din Synd maa selv du svare.

Faksimile

legg: 10, blad: [1]v

Den Sum af Menneske som blev

˹forskingret bortødslet i ens ˺ forødt <...> paa dit Jord{ <...> }træls Stræv

kan indtill sidste Rest og Hvid

betales ved en andens Id;

men at du ødte er din Brøde; –

{og}for den kan ikkun selv du bøde!

Moderen

.

Det er nok bedst jeg kommer hjem

i Skyggen under Bræens Brem;

her skyder slig en Tankegrøde

i dette klumre Solskins Skjær

at en af Duften halvt blir svimmel –

Brand

.

Søg Skyggen du; jeg er dig nær;

og drages du mod Lys og Himmel,

\

og stunder du mod et Møde

/

da skikk mig Bud og jeg skal komme,

ej truende med Straffedomme,

nej ˹blød˺ mild som Søn og mild som Prest

jeg værger dig mod Rædslens Blæst;

med Sang jeg ved dit Lejes Fod

skal svale Svien i dit Blod –

Moderen

Det lover du med Haand og Mund?

Brand

.

Jeg kommer i din sidste Stund.

Men Vilkaar sætter jeg som du.

Alt, hvad till Jord dig binder nu,

˹det˺ skal du frivilligt kaste af

og skride nøgen mod din Grav.

Moderen

.

Byd Ilden skilles ˹fra˺ ved sin Hede,

Sne fra sin Frost, Sjø fra sin Væde!

\

Slaa af!

/

Brand

.

Kast midtfjords Barn af Baaden

og bed at Gud vil signe Daaden.

Moderen

.

Kræv anden Bod; kræv Sult og Tørst, –

kun {d}ikke den, som tykkes størst –

Brand

.

Gaar en det største udenom,

al Restnen mildner ej hans Dom.

Moderen

.

Jeg lægger Sølv i Kirkeblokk!

Brand

.

Alt?

Moderen

Søn, er noget ikke nok?

Brand

.

For dig er intet Bodsværk før,

som Hjob paa Askens Hob, du dør!

Moderen

Mit Liv forspildt, mi{t}n Sjæl forstødt,

om stakket Tid mit Gods forødt!

Saa hjem og kryste tætt i Favn

alt hvad af mit endnu bær Navn!

Mit Gods, mit Smertens Barn, mit Gods,

for dig jeg ˹rev˺ stred mit Bryst tillblods,

Faksimile

legg: 10, blad: [2]v

Nu hjem og græde, som en Moer

ved Vuggen for sit syge Noer! –

Hvi blev min Sjæl {i}da født i Kjød,

naa˹r˺ Kjødets Elsk er Sjælens Død?

Bliv nær mig, Prest; jeg ved ej nu

hvad Sind jeg faar i Timens Gru;

maa alting jeg ilive miste, –

jeg vil dog vente till det sidste!

(gaar.)

Brand

(ser efter hende:)

Ja din Søn skal nær sig holde,

bie paa di{t}n ˹Bodsstunds˺ sidste Bud,

varme opp din gamle kolde

Haand, saa ˹fort ˺ snart den rækkes ud.

(nærmer sig till Agnes:)

Kvelden blev ej Morgnen lig;

da stod Sind og Hug till Krig;

fjernt jeg hørte Slagsang klinge,

Vredens Sverd jeg vilde svinge,

knuse Løgnen, dræbe Trolde,

klemme Verden mellem Skjolde.

Agnes

.

Morgnen var mod Kvelden bleg;

da jeg vilde Løgn og Leg,

vilde vinde, vilde skabe

hvad min Vinding er at tabe.

Brand

.

Store Drømme fagre Drømme

kom i Flok, som hvide Svaner,

løfted mig paa brede Vinger;

ude saa jeg mine Baner;

Slægtens, Tidens Skyldbetvinger

stævned stor paa Støjens Strømme.

Kirkeprocessioners Pragt,

Hymner, Virak, Sikefaner,

Gyldne Skaaler, Sejerssange

Frelsens Jubel fra de mange,

saa jeg om mit Livsværk lagt;

alt laa lokkende og rigt, –

men det hele var et Digt,

kun et Viddens Glimmersyn,

halvt et Solblink, halvt et Lyn.

Nu {s}jeg staar hvor graat det kvelder

længe førend Dagen helder,

staar paa Hjemmets golde Grund

indeklemt af Urd og Sund,

udestængt fra Verdensvrimlen,

med en Strime kun af Himlen –

Sunget er mi{ <...> }t Søndagsdigt,

af maa Vingehesten sadles;

men jeg ser et større Maal

end en Strid med Ordets Staal, –

Slidets Dagværk, Yrkets Pligt

Faksimile

legg: 10, blad: [3]v

skal till Søndagsgjerning adles.

Agnes

.

Og hin Gud, som skulde falde?

Brand

.

Han skal falde ligefuldt, –

men i Løndom, dulgt og skjult,

ikke aabenlyst for alle.

Grant jeg ser at falsk jeg tolked

Frelsens Helsebod for Folket.

Ingen bramfuld Storværkshandling

løfter Slægten till Forvandling,

Vækkelsen af rige Evner

bøder ej dens Sjælerevner; –

det er Viljen som det gjælder;

Viljen frelser eller fælder,

Viljen, hel, i alt alt det spredte,

i det tunge, som det lette., –

Kom da, Mænd, som vandrer sløve

i min Hjembyggds lukte Dale;

Sjæl mod Sjæl i Tomandstale

vil ˹vort Luttringsværk˺ et Verdensværk vi prøve, –

Falskhed fælde, Løgnen døve,

vække Viljens unge Løve;

Haand om Hakken som om Sverdet

enes kan med Mandeværdet;

et er Maalet, – det at blive

Tavler hvorpaa Gud kan skrive.

(han vil gaa; Ejnar møder ham.)

Ejnar

.

Stands og giv mig hvad du tog!

Brand

.

Er det hende? Der hun sidder!

Ejnar

.
(till Agnes)

Vælg imellem lyse Vidder

og den skumle Sorgens Krog!

Agnes

.

Jeg har intet Valg at gjøre.

Ejnar

.

Agnes, Agnes, laan mig Øre.

Kom ihug den gamle Lære:

lett at løftes, tungt at bære.

Agnes

.

Gaa med Gud du fagre Frister;

jeg skal bære till det brister.

Ejnar

.

Tænk paa alle dine kjære!

Agnes

.

Hils till Syskend, hils till Moer;

Brev jeg skikker, faar jeg Ord!

Ejnar

.

Ude paa de blanke Vande

skjær de hvide Sejl fra Strand;

\

Længsler lig paa drømfyldt Pande,

/

høje perlestænkte Stavne,

jager, flygter, for at havne

Faksimile

legg: 10, blad: [4]v

fjernt ved et forgjættet Land!

Agnes

.

Sejl i Vester eller {ø}Øster; –

˹tænk paa mig som en begravet.˺ ham jeg følger som en Søster!

Ejnar

Agnes! følg mig som en Søster –

Agnes

.

Mellem os er Verdenshavet!

{Ag}Ejnar

O saa hjem da till din Moder!

Ag.

Her er Lærer, Ven og Broder!

Brand

Unge Kvinde, vogt dig vel;

klemt imellem Fjeld og Fjeld,

skygget om af Tagg og Tinde,

stængt i ˹Revnens˺ Dybets Halvnatt inde

skal mit Liv fra nu af rinde

som en stur Oktoberkveld.

Agnes

.

Mørket skræmmer ikke længer;

Stjernen gjennem Skyen trænger.

Brand

.

Husk at jeg er stræng i Kravet,

fordrer intet eller alt;

˹hvis˺ om paa Vejen fra du faldt,

var dit Liv som slængt i Havet;

in{tet}gen Prutningsmon i Nøden,

ingen Eftergift i Brøden, –

strækker ikke Livet till

maa du villigt gaa i Døden!

Ejnar

.

Flygt fra dette vilde Spil!

Slipp den mørke Lovens Mand;

lev det Liv du ved du kan!

Brand

.

Vælg; du staar ved Vejens Skille.

Ejnar

.

Vælg imellem Storm og Stille{;}!

Valget mellem gaa og bliv,

Valg er mellem Fryd og Sorgen,

Valg imellem Natt og {m}Morgen,

Valg imellem Død og Liv!

Agnes

. ˹ (rejser sig) ˺
(griber Brands Haand.)

Ind i Natten, ˹gjennem˺ ind i Døden; –

bagom dæmrer Morgenrøden!

(de gaar indover mellem Fjeldene, Ejnar
vender sig og skrider langsomt ind mod Fjorden)

Agnes

.

Min elskte Husbod, atter foer

dit Øje angstfuldt over Fjord; –

˹

Brand

.

˺

{du}Jeg venter Bud?.

˹

Agnes

˺

Du er urolig!

Brand

.

Jeg venter Bud {I}ifra min Moer. –

Tre Aar har nu jeg ventet trolig

det Bud, som aldrig ble{g}v mig { <...> }bragt;

imorges blev forvist mig sagt

at hendes Time snart er omme.

Agnes

.
(sagte og kjærligt.)

Brand, uden Bud du skulde komme.

Brand

.

Har hun ej Anger for sin Brøst,

jeg ved ej Ord, jeg har ej Trøst.

Agnes

.

Hun er din Moer.

Brand

Jeg har ej Rett

at dyrke Guder i min Ætt.

Agnes

.

Brand, du er haard!

Brand

.

Mod dig?

Agnes

.

O, nej!

Brand

.

Jeg spaaede dig en Trængselsvej.

Agnes

.

Det slog ej ind; du har ej holdt

dit Ord.

Brand

.

Jo, her er hvasst og koldt;

her bleges Skjæret paa din Kind,

det isner i dit vek{t}e Sind,

vort Hjem er ingen Trivsel ved,

det ligger midt i Urd og Skred{,}.

Agnes

.

Her ligger det desmere tryggt;

saa yderligt har Bræen byggt,

at naar ved Løvsprættstid den gaar,

den skrider udenover os,

og Prestehuset urørt staar

Faksimile

legg: 11, blad: [2]v

som inde i en Hulfaldsfoss.

Brand

.

Og Sol som aldrig rækker hid.

Agnes

.

Den danser jo saa varm og blid

paa Bergets Skulder bent imod –

Brand

.

Tre Uger ja, ved Sommertid, –

og rækker aldrig till dets Fod.

Agnes

.
(ser vist paa ham og siger)

Brand, der er et, som gjør dig rædd!

Brand

.

Nej, dig.

Agnes

.

Nej dig!

Brand

.

Du bær en Gru,

en løndomsfuld.

Agnes

.

Brand, ogsaa du!

Brand

.

Du svimler som ved Stupets Bredd; –

tal ud, nævn alt!

Agnes

.

Jeg stundom skalv –

\ (standser.) /

Brand

.

Du skalv? Hvem skalv du for?

Agnes

.

For Alf.

Brand

.

For Alf!

Agnes

.

Du ogsaa!

Brand

.

Stundom, ja!

Men nej, han tages os ej fra!

Gud er jo god; min lille Gut

sig voxer stor og stærk tillslut.

Hvor er han nu?

Agnes

.

Han sover.

Brand

(rejser sig og ser ind ad Døren.)

Se,

han drømmer ej om Sot og Ve;

den lille Haand er trind og rund –

Agnes

.

Dog bleg.

Brand

.

Ja bleg; dog det gaar over.

Agnes

.

Hvor sødt og kvægende han sover.

Brand

.

Gud signe dig, sov nu dig sund.

(lukker Døren.)

Faksimile

legg: 11, blad: [3]v

Med dig og ham blev Lys og Fred

om alt mit Kaldsværk sænket ned;

hver Sorgens Stund, hver Gjerning svær

blev lett at bære mellem jer;

hos dig mig aldrig Modet sveg,

mig Styrke gav hans Barneleg;

mit Kald jeg tog som Martyrdom,

men se hvor alt har vendt sig om,

hvor Held har fulgt mig paa min Færd.

Agnes

.

Ja, Brand, men du er Heldet værd;

o, du har kjæmpet, lidt og stridt,

har døjet ondt, har slæbt og slidt, –

jeg ved at stillt du Blod har grædt –

Brand

.

Ja vel, men alt mig tyktes lett;

med dig drog Kjærligheden ind

som solklar Vaardag i mit Sind.

Den havde før jeg aldrig kjendt,

ej Faer ej Moer den havde tændt,

de slukte før den Flyvegnist

som sprang af Asken her og hist.

Det var som al den Sum af mildt,

jeg havde baaret dulgt og stillt,

blev sparet till en Glorieglød

om ham og dig, min Hustru sød.

Agnes

.

Ej os allene; – alle dem

Faksimile

legg: 11, blad: [4]r

91

som nu er Lemmer af vort Hjem,

hver Sorgens Søn, hver Nødens Broer

hvert Barn som græd, hver Moer som led,

et kvægsomt Sæde finder ved

dit H{e}jertes fulde rige Bord.

Brand

.

Men gjennem dig og ham. I to

slog Mildhedsaandens Himmelbro.

Ej nogen Sjæl kan alle favne,

hvis ikke først han elsker en;

jeg maatte længte, maatte savne,

saa Hjertet hærded sig till Sten –

Agnes

.

Og dog – din Kjærlighed er haard;

den, som du klappe vil, du slaar.

Brand

.

Dig, Agnes?

Agnes

.

Mig? O, nej, du kjære;

lett var hvad mig du bød at bære;

men mangen Sjæl ifra dig faldt

ved Kravet: intet eller alt!

Brand

.

Hvad Verden kalder Kjærlighed

jeg ikke vil og ikke ved.

Guds Kjærlighed jeg kjender till

og den er ikke vek og mild,

den er till Dødsens Rædsel haard,

Faksimile

legg: 11, blad: [4]v

den byder klappe saa det slaar.

Hvad svarte Gud i Oljelunden

da Sønnen laa i Sved og Skrækk

og bad og bad: ta{ <...> }g Kalken væk?

Tog han ham Smertens Kalk fra Munden?

Nej, Barn, den maatte ud till Bunden!

Agnes

.

O, d<...> maalt med slig en Maalestokk,

er dømt al Jordens Sjæleflok.

Brand

.

Ej nogen ved hvem Dommen naaer;

men i en evig Ildskrift staar:

vær tro till Prøvens sidste Sluttning{!},

Livskronen ˹kjøbes˺ vindes ej {v}med Prutning!;

Ej nok i Angstens Sved at bades,

du maa igjennem Martrens Ild; –

at ej du kan, dig vist forlades, –

men aldrig at du ikke vil.

Agnes

.

Ja, det skal være som du siger.

O, løft mig, løft mig hvor du stiger,

˹led˺ ˹ bær ˺ bær mig {mod}mig mod dine høje Himle,

stærk er min Hug men sløvt mit Mod;

tidt Angst mig slaar, mig tykkes svimle,

og trætt og jordtung er min Fod.

Brand

.

Se, Agnes, for den hele Hjord

er Kravet: ingen fejg Akkord.

Faksimile

legg: 12, blad: [1]r

<...>

93

I alt sit Værk en Mand er dømt,

hvis halvt det øves og paa Skrømt.

Den Lære skal till Lovbud hæves,

ej gjennem Ord, men ved at leves.

Agnes

.
(kaster sig om hans Hals.)

Jeg gaar, hvor du har Foden satt!

Brand

.

For to er ingen Klev for bratt.

Doktoren

.

Ej, øves Leg af kjælne Duer

paa disse ørkenbrune Tuer!

Agnes

.

Min gamle Doktor, er du her!

O, kom dog indom!

Doktoren

.

Ej till jer!

Du ved jo godt at jeg er vred.

At knytte sig till sligt et Sted,

hvor Viddens Vejr og Vintrens Vind

skjær iskoldt gjennem Sjæl og Skind! –!

Brand

.

Ej gjennem Sjælen.

Doktoren

.

Ikke? Naa,

Faksimile

legg: 12, blad: [1]v

93a

nej-nej, det lader næsten saa.

Det synes som jer Hastværkspagt

staar lige fuldt og fast ved Magt, –

skjønt ellers efter gammel Skikk

en skulde tro at fort forgik

hvad skabt blev i et Øjeblik.

Agnes

.

Et Solskjærs ˹Kyss˺ Blink , et Klokkeslag,

kan vække for en Sommerdag.

Doktoren

.

Farvel. Jeg ventes hos en syg.

Brand

.

Min Moer?

Doktoren

.

Ja, skal {d}De samme Vej?

Brand

.

Nu ikke.

Doktoren

.

Var der kanske?

Brand

.

Nej.

Doktoren

.

Prest, De er haard. I Slud og Fyg

jeg sled mig over Vidden frem,

skjønt ˹sagtens˺ Gud ved hun er en af dem,

der lønner som et Fattiglem.

Brand

.

Gud signe deres Kløgt og Id;

lett, om De kan, den tunge Strid.

Doktoren

.

Min Vilje signe han; jeg kom

saa fort ˹i Nød˺ det <...> spurgtes om.

Brand

.

Dem har hun budsendt, jeg er glemt;

jeg ˹venter, –˺ gaar og venter hjerteklemt.

Doktoren

.

Kom uden Bud!

Brand

.

Før Bud hun sender –

jeg intet Hverv dernede kjender –

Doktoren

. (till Agnes.)

Du veke Stakkel, som blev lagt

i sli{ <...> }ge haarde Hænders Magt.

˹

Brand

.˺

Brand

˹

Agnes

.˺

Jeg er ej haard.

Agnes

.

Sit Blod han gav

hvis hendes Sjæl det tvætted af!

Brand

.

Som hendes Søn i Arv jeg tog

frivillig hendes Skyldnerbog.

Doktoren

.

Klar deres egen!

Brand

Manges Meen

for Gud kan klares gjennem en.

Doktoren

.

Men ej af en der ˹ <...> ˺ som som ˹selv som˺ Tigger

i ˹egen˺ Skyld till over Øret ligger.

Brand

.

Rig eller Tigger; – rent jeg vil, –

og dette ene strækker till!

Doktoren

.

Ja, Mandeviljens qvantum satis

staar ˹bogført˺ der som ˹din˺ Rigdoms Rad paa Rad; –

men, Prest, din { k }conto caritatis

er ˹Bogens hvide˺ <...> Jomfrublad!

(gaar.)

Brand

.
(ser en Stund efter ham.)

Ej noget Ord blev sølet ned

i ˹Løgn˺ Synd som Ordet Kjærlighed;

det lægger de med Satans List

som Slør udover Viljens Brist,

med det de dækker svigfuldt till

at Livet er et Leflespil.

Er ˹Stien˺ Vejen trang og brat og ˹skred˺ hed ,

de{ t } n ˹knappes˺ kortes af – i Kjærlighed, –

gaar en ad Synd{ evejen }gaden bred,

de har dog Haab – i Kjærlighed, –

ser en sit Maal og dog ej stred,

˹de˺ han haaber dog – i Kjærlighed,

gaar en sig vild, skjønt rett han ved,

der er et Ly – i Kjærlighed.

Agnes

.

Ja, det er falskt, og endda maa

jeg tidt mig spørge: er det saa?

Brand

.

Et springes over; Viljen først

maa læ˹d˺ske Lovens Rettfærdstørst.

Først maa du ville, ikke blot

hvad gjørligt er i stort og smaat,

ej blot hvor Daaden i sig bær

en Sum af Møje og Besvær,

nej ville maa du stærk og glad

igjennem alle Rædslers Rad;

det er ej Martyrskab i Ve

at dødes paa et Korsets Træ;

˹først˺ men det at ville Korsets Død,

at ville midt i Kjødets Nød,

at ville midt i Aandens Angst,

˹først˺ kun dette er din Frelses Fangst.

Agnes

.

Naar Kravet ˹skræmmer˺ truer med sin Gru,

min stærke Husbond, tal da du!

Brand

.

Vandt Viljen Sejr i slig en Strid,

da kommer Kjærlighedens Tid –

da daler den som Duen hvid

og bringer Livets grønne Blad, –

men her, mod Slægten slapp og lad,

Faksimile

legg: 12, blad: [3]v

ens bedste Kjærlighed er Had!

(i Angst.)

Had! Had! En Verdenskamp at ville

det enkle Ord, det lette, lille!

(gaar ilsomt ind i Huset.)

Agnes

.
(ser ind gjennem Døren.)

Han ˹knæler <...> hos sin søde Dreng˺ ligger ved den lille Seng

og vugger Hodet som i Graad,

han knuger sig till Barnets Seng,

som en der ej ved Hjælp og Raad.

O, hvilken Sum af Kjærlighed

i denne stærke Mandesjæl{;}!

Alf tør han elske; Barnets Hæl

endnu ej Verdensslangen bed.

˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.] (udbryder forfærdet.)

Opp spr{ <...> }inger han med Hænders Vrid!

<...>vad ser han! han er askehvid!

˺

Brand

( ˹ud paa Trappen˺ kommer ud igjen .)

Kom der ej Bud?

Agnes

.

Nej, intet Bud.

Brand

.
(ser ind.)

Det brænder i hans stramme { <...> }Hud –

hans Tinding ˹hamrer˺ brænder – Pulsen banker –

o, frygt ej, Agnes!

Agnes

.

Gud, hvad Tanker –!

Brand

.

Nej, frygt blot ei; – –

Faksimile

legg: 12, blad: [4]r

97

(raaber ˹udover Vejen˺ i Glæde .)

Der kommer Budet!

En Mand

(kommer.)

Nu faar du komme, Faer!

Brand

.

Ja strax!

Hvad Hilsning bær du? –

Manden

Ugrej Slags;

hun sad i Sengen, frem hun luded,

og sagde: gaa, faa Presten hentet;

mit halve Gods for Sakramentet.

Brand

.

Det halve! Nej; sig nej!

Manden

.

Da var

ej Budet ærligt {B}bragt dig, Fa{r}er.

Brand

.

Det halve, halve! Alt var ment!

Manden

.

Kanhænde det, men lydt og rent

blev Ordet sagt; jeg glemmer sent.

Brand

.
(griber ham om Armen.)

Paa Herrens Dag for Dommen stævnt

du vidne tør det Ord blev nævnt?

Manden

.

Ja.

Brand

(fast.)

Gaa og sig, det Svar blev sendt, –

ej kommer Prest, ej Sakrament.

Manden

.
(ser uvisst paa ham.)

Du ˹har˺ nok ikke skjønt mig da;

det er din Moer jeg kommer fra.

Brand

.

Jeg kjender ingen tvedelt Rett

for { f }Fremmedfolk og egen Ætt{,}.

˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg (senere strøket).]

<...> bruger ikke to slags Vægt

<...> Avindsmænd og elsket Slægt.

˺

Manden

.

˹ S<...>f ˺ Haart ˹Haardt˺ Ord er det!

Brand

.

Hun ved, det gjaldt

at byde intet eller alt.

Manden

.

Prest!

Brand

.

Sig, at mindste Guldkalvstump

er ligefuldt en Afgudsklump.

Manden

.

Med Svarets Svøbe skal jeg slaa

saa lett og lindt jeg kan og maa; –

for hende ˹gror˺ er den Trøst endnu:

Gud er ej fuldt saa haard som du!

(gaar.)

Brand

.

Ja, denne Trøst har tidtnok blæst

sin Aadselluft till Verdens Pest.

Lidt Løgn ˹trøsts˺ <...> Trøst ˹Løgn˺ i Dødens Stund,

blir kaldt for ˹Mad˺ Ord af Naadens Mund.

Naturligvis! Det saa sig bør!

De kjender jo sin Mand fra før; –

fra alt sit Værk de godt jo ved

at Gubben laer sig prutte med.

(hæver Hænderne mod Himlen)

Du Sandheds Gud som er fortrængt, –

{i}af ˹Slappheds Slægt˺ Mørket slængt, i Glemsel sænkt, –

du er min Arm; min Viljevej

skal ˹slaa en˺ gaa som Bro fra Mænd till dig;

dit Flag skal højt jeg holde hejst,

till du i Mennesket blir rejst!

Brand

.

Nyt Budskab!

Første Mand

.

Ja.

Brand

.

H{id}vad bringer du{!}?

Anden

.

Ni tiende Dele { <...> }lød det nu.

Brand

.

Ej alt?

Anden Mand

.

Ej alt.

Brand

.

Mit Svar er kjendt, –

ej kommer Prest ej Sakrament.

Anden Mand

.

Haardt har i Ve og Værk hun bødt.

Første Mand

.

Prest, kom ihug hun har dig født.

Brand

.

Jeg ˹tør ej bruge <...> ˺ kjender ikke to Slags Vægt

for Avindsmænd og elsket Slægt.

Anden Mand

.

Den Syges Nød er vild og stor;

kom, eller ˹send et Soningsord˺ sig dit sidste Ord .

Brand

.
(till første Mand)

Gaa; sig den Syge som jeg bød:

rent Bord for Naadens Vin og Brød.

(Mændene gaar.)

Agnes

(kly{g}nger sig opp till ham.)

Brand, tidt jeg ræddes for din Færd;

du flammer som et Herrens Sverd!

Brand

.

Staar Verden ej mod mig igjen

med sverdtom Slire ved sin Lænd?

Faksimile

legg: 13, blad: [2]r

101

Slaar ikke den min Sjæl tilblods

med al sin slappe Sejgheds Trods?

Agnes

.

Haardt er det Vilkaar du har stillt.

Brand

.

Byd, om du tør, et mere mildt.

Agnes

.

Lægg sligt et Maal paa hvem du vil,

og se om nogen strækker till.

Brand

.

Nej, der du har till Rædsel Rett.

Saa ˹vrangt˺ <...> , saa t{ ø }omt, saa fladt, saa slett

er hele Slægtens Livssyn blevet.

Det regnes højt faar en det drevet

till, som en { <...> }lovprist ubekjendt,

at offre sit ved Testament.

Byd Helten stryge ud sit Navn

og nøje sig med Sejrens Gavn;

giv Kejser, Konge, samme Kaar

og se ˹hvad stort du øvet˺ saa till hvad Svar du faar{,}.

{b}Byd Digteren i { <...> }Løndom smugle

af Buret sine Skjønhedsfugle,

saa ingen ˹aner˺ ved at det det var ham,

der gav dem Røst og Gul{ <...> }dfjærs Brand.

˹Frist frodig eller vindtørr˺ Saa svigter tørr og frodig Gren;

Hengivelsen er ej hos en {,}.

{i}Igjennem alt gaar Jordtræls{t}-Tanken;

Faksimile

legg: 13, blad: [2]v

udover Stupet vildt og hvasst

hver klamrer sig til Støvlivsranken, –

og svigter den, – i Trevl og Bast

han ˹klorer sig med˺ hugger Tand og Negler fast.

Agnes

.

Og ˹till˺ af en Slægt, ˹som raadløst˺ hvor Hvermand faldt,

du raaber: intet eller alt!

Brand

.

Hvo Sejr vil fange faar ej vige;

fra dybest Fald maa højst du stige.

Og dog, naar for den enkle Sjæl

jeg staar og stiller Rejsningskravet,

da er det som jeg svam i Havet

stormslagen paa en Vragstumps Fjæl.

I Kval og Graad jeg lønligt bed

den Tunge som jeg tugted med, –

og løfted Armen jeg till Slag,

jeg tørsted mod et Favnetag{; –}!

{g}Gaa, Agnes, – se till ham, som sover,

syng ham i lyse Drømme ind;

en Barnesjæl er klar og lind

som Tjern i Sommersolens Skind;

en Moder stryge kan derover

˹lig˺ som Fuglen, der sig spejler smukt

d i dybest Dyb paa lydløs Flugt.

Agnes

.

Hvad er det, Brand{;}? Hvorhelst du ˹sender˺ vender

din Tankes Pil, – ˹mod˺ till ham den vender!

Brand

.

O, intet. Vogt ham godt og stillt.

Agnes

.

Giv mig et Ord.

Brand

.

Et stærkt?

Agnes

.

Et mildt.

Brand

.
(favner hende.)

Den, der er uden Skyld, skal leve.

Agnes

.
(ser lyst opp paa ham og siger:)

Et ejes, som ej Gud ˹tør˺ ˹ <...> ˺ <...> kræve!

(gaar ind i Huset.)

Brand

,
(ser stille frem for sig.)

Men hvis han turde? ˹Herren˺ Alt han tør,

˹hvad <...> Isaachs Rædsel˺ og han har vist han turde før.

(ryster Tanken af.)

Nej, nej; mit Offer har jeg bragt;

min Livskald har jeg fra mig ˹sagt˺ rakt , –

at runge som en Herrens Torden

og vække sovende paa Jorden.

Løgn{,}! Intet Offer laa deri;

det glapp da Drømmen var forbi,

˹da Agnes˺ hun vakte mig, og hun mig fulgte

till samme Gjerning i det dulgte.

Faksimile

legg: 13, blad: [3]v

(ser udover Vejen.)

Hvi ˹nøler dog˺ skikkes ej det ˹sidste˺ tredje Bud,

som melde skal at hendes Bod

har rykket Brøden opp med Rod,

med dybest Trevl, ˹med˺ og vildest Skud! –

Se der –! Nej, det er Fogden kun,

velvillig, væver, rask og rund,

med Hænderne i begge Lommer,

lig Klammer om en Parenthes.

Fogden

( ˹træder˺ kommer ind gjennem Haveporten.)

Goddag; kun skjelden vi to sees,

og sagtens jeg i Utid kommer –

Brand

.

Træd indenfor.

Fogden

.

Takk, her er godt;

og fandt mit Ærind Indgang blot,

saa mener jeg for sandt og vist

˹det alles Baade blev˺ vi alle stod os bedst tillsidst.

Brand

.

Nævn Deres Ærind.

Fogden

.

Deres Moer

er haabløs syg saavidt jeg tror;

det ˹gjør mig ondt.˺ smerter mig.

Brand

.

Jeg tvivler ej.

Fogden

Det gjør mig meget ondt.

Brand

Tal ud!

Fogden

.

Dog, hun er gammel; Herregud,

vi skal jo alle samme Vej.

Og da jeg netopp foer forbi

saa tænkte jeg: det springes i

saa lett som krybes; ydermere

saa blev det mig fortalt af flere

at hun med Dem, fra De kom hid,

har levet i Familjesplid –

Brand

.

Familjesplid?

F{ <...> }ogden

.

Der siges jo

hun holder stærkt og sejgt paa sit.

De finder vel {f}det gaar for vidt.

En maa ej glemme eget Tarv.

Hun sidder i uskiftet Bo

med hele deres Fadersarv –

Brand

.

Uskiftet Bo, – ja det er sandt.

Fogden

.

Saa kommer Skyldfolk lett paa Kant.

Og saasom jeg med skjellig Grund

formoder De med kjølig Barm

forventer hendes ˹Afgangs˺stund Løsningsstund ,

saa haaber jeg, De uden Harm

vil høre mig, skjønt vistnok Tiden

er ilde valgt.

Brand

.

Nu eller siden

det kommer ud for mig paa et.

Fogden

.

Ja, saa till Sagen slett og rett.

˹Er vel˺ Saa snart hun ˹lagt˺ er i Jordens Skjød,

med andre Ord, naar hun er død,

som snart vel times, blir {d}De rig –

Brand

.

Det tror De.

Fogden

.

Tror? Nej, det er sikkert;

hun ejer Grund i hver en Vik,

saa langt De øjne kan med Kikkert.

Rig blir De, Prest!

Brand

.

˹Trods˺ Men Skifteretten? –

Fogden

.

Hvad skal den her? Den skiller Trætten,

hvor der er fler om Gjeld og Arv;

men her ej trues nogens Tarv;

du faar jo alting –

Brand

.

˹Og˺ Men dersom nu till ˹Gods˺ Arv og Gjeld –

˹Medarving mødte l ˺ Og dog kan tænkes lige vel

˹og sagde: jeg er rette Manden?˺ der kom og meldte sig en anden.

Fogden

.

Det maatte være selve Fanden!

Faksimile

legg: 14, blad: [1]r

<...>.

107

Ja, se kun paa mig; ingen { <...> }Anden

har her et Ord at sige med;

lid tryggt paa mig; jeg ved Besked.

Nu altsaa, {d}De blir Velstandsmand,

rig Mand endogsaa, ikke længer

till denne Afkrogs Kald de trænger,

Dem aabent staar det hele Land.

Brand

.

Hør, Foged, er ej, fattet kort,

{ T }al Talens Kjerne den: rejs bort?

Fogden

.

Omtrent. Till alle Parters Bedste

jeg tror det blev. Hvis De vil fæste

oppmærksomt Øje paa de Folk,

for h{ <...> }vem De nu er Ordets Tolk,

saa vil De se, saa lidt De passer

blandt ˹os˺ dem , som Ulv blandt Gjæs og Gasser.

Forstaa mig vel; De ejer Evner,

till større Samfunds Gavn og Brug,

men fast till Meen for den som nævner

sig Odelsmand till Klippens Revner

og Ættling af en Dalbunds Slug.

Brand

.

Ens Fædrebyggd for Mandens Fod

er, hvad {T}for Træet er dets Rod;

er der ej till hans Gjerning Trang,

hans Daad er dømt, og endt hans Sang.

Fogden

.

Det er al Idrætts første Lov

at lempes efter Lands Behov.

Brand

.

Et Lands Behov se{s}es bedst fra Højden,

ej fra en fjeldklemt Krog i Byggden.

Fogden

.

Det er de store Samfunds Tale,

ej Ord for Folk i fattige Dale.

Brand

.

O, I med eders Grænseskjell

imellem Sletteland og Fjeld;

I kræver Rett som Verdensriger,

mens hver en Samfundspligt I sviger;

I mener fejgt det skal jer fri,

det Nødskrig: vi er Smaafolk, vi!

˹Hvert Folk er Kvist paa samme˺ Er ej hvert Samfund som et Træ

i Aandens store Sjæleskog ,

et voxer aabent, et i Krog ,

et staar i Vejrdrag, et i Læ ,

et skygger vidt med hundred Grene ,

et grønnes som en allene ,

Fogden

.

Alt har sin Tid, hver Tid sit Hverv,

hver Slægt sin egen Dont at paasee;

˹vor˺ og denne Byggd har ˹ogsaa˺ lagt sin Skjerv

i {v}Verdens store Formaals Kasse;

forstaar sig, det er længe siden,

Faksimile

legg: 14, blad: [2]r

109

men Skjerven var ej ganske liden.

Nu er den folketom og snever;

dens Ry dog end i Sag{ a }net lever;

dens svundne Storheds Dage falder

samtidigt med {B}Kong Beles Alder;

der høres endnu mangt et Ord

om Brødreparret Ulf og Thor

og Snese gjæve Mænd, som foer

paa Herjetog till Bretlands Kyst

og plyndred saa det var en Lyst;

Sydboen skreg af Rædsel kold:

Gud fri os for de grummes Vold!

Og disse grumme var, tilltrods

for alle Tvivlsmaal, Mænd fra os.

Og som de Karle kunde hævne

og slaa ihjæl i Brandværksstevne!

Ja, Sagnet ved endnu at nævne

en Herrens Helt, som Korset tog, –

dog meldes ej at ud han drog –

Brand

.

Der stammed vist en Sønneflok

fra denne Løftets Mand?

Fogden

.

Sandt{Ja} nok;

men hvoraf ˹ved˺ gjetter De –?

Brand

.

Aa fordi

Faksimile

legg: 14, blad: [2]v

mig tykkes Ætten kjendes i

de ˹Løftets˺ Korsets Helte nutilldags,

hvis Korstog er af samme Slags.

Fogden

.

˹Ja, Slægten rækker lige˺ Den Yttring hører ikke hid{;}. –

˹Men vi var i Kong˺ tillbage till Kong Beles Tid!

Først slog vi altsaa udenlands,

saa gjæsted vi vor Grandemands,

{ <...> }vor Nabos Gr{ æ }und med Øxeegg,

i Knas vi tramped Akren hans,

sved Kirkespir og Stuevægg

og fletted os en Stordaads Krans{;}.

{ <...> }Af alt det Blod, som ˹slig˺ der er flydt,

˹er {maa}kanske lidt formeget˺ har Sagnet talt men ˹ neppe ˺ ikke skrydt;

dog, efter hvad jeg her har sagt,

jeg { <...> }tror jeg vover, fuldt beskeden,

at pege bagud paa vor Magt,

{i}paa Storhedstiden, længst forleden,

og paastaa, denne Byggd har lagt

sin Skjerv med baade Ild og Staal

till Verdens Fremgangs store {m}Maal

Brand

.

Dog tykkes mig som om I svigter

det Ord at Adelskab forpligter, –

som om med Hakke, Plog og Harv

I mulder ned Kong Beles Arv.

Fogden

.

Paa ingen Maade; gaa blot ud

i Sognefolkets Gjestebud

Faksimile

legg: 14, blad: [3]r

111

hvor jeg og Lensmand, Klokker, Dommer,

˹som˺ og andre { G }Hædersgjæster er at finde,

saa skal de se, naar Punchen kommer,

at dødt ej er Kong Beles Minde;

i Skaaler, Bægerklang og Sang,

i Tale baade kort og lang

han ihukommes, lades leve;

4 tidt 3 har 1 jeg 2 selv ˹en˺ af dybtfølt Trang

fornummet till om ham at væve

mi{n}t Tankes˹pind˺ Spind till blomstret Dug,

og løftet mangen indfødts Hug.

Jeg liker godt lidt Poesi,

det gjør igrunden alle vi

fra denne Byggd; ˹dog˺ men alt med Maade;

i Livet ˹bør˺ skal den aldrig raade,

˹kun˺ men højst imellem ˹Klokken˺ syv og ti

om Aftningen naar Folk er fri,

naar en, af Dagens Gjerning trætt,

kan trænge till en Løftningstvætt.

Den Forskjel er der mellem os

og Dem, at De med Vold og Trods

paa engang pløje vil og slaaes.

Saavidt jeg ser, er Deres Mening

vort Livs og dets Idees Forening, –

Guds Krig med Dyrkning af Poteter

i Enhed stillet frem tillslutt

saa inderligt, som af Salpeter

med Kull og Svovel vorder Krudt.

Brand

.

Omtrent.

Fogden

.

Men sligt er her ugjørligt.

I store Samfund lød det hørligt;

gaa did med {d}Deres st{o}ær{ e }ke Krav;

lad os saa pløje Myr og Hav.

Brand

.

Pløj allerførst i Havet ned

jer Pral om Fædres Herlighed;

ej Dverg blir mandshøj skjønt han har

en Goliath till ˹Oldefaer˺ Bedstefaer .

Fogden

.

Der ligger Væxt i store Minder.

Brand

.

Hvis Mindet sig till Livet binder;

men I af Mindets Gravhoug hul

har byggt jer Sløvheds Skalkeskjul.

Fogden

.

Mit første blir mit sidste Ord;

bedst var det om herfra De foer;

Her vil ej Deres Gjerning grønnes,

her vil ej {d}Deres Livssyn skjønnes.

Den Smule Flugt som er fornøden,

den Løftning, som behøves kan,

fra Tid till Tid for Slæbets Mand,

skal jeg besørge ufortrøden.

Faksimile

legg: 14, blad: [4]r

11{2}3

Alt fra min korte Embedstid

staar vakkre {M<...> }Vidner om min ˹Id˺ <...> ,

˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]

ved mig er Folkets Tall fordobblet –

˺

Br.

Se, se,

˹ [HIS: Tilføyelsene er skrevet i venstre marg.]

Fogden

idet jeg har til Stedet kobblet

snart en snart anden Næringsgren

˺

mod trodsende Natur i Kamp

er frem vi skredet, som med Damp,

her brydes Vej, her lægges Bro –

Brand

.

Men ej imellem Liv og Tro.

Fogden

Imellem Fjord og Viddens Sne.

Brand

Ej mellem Gjerning og Ide.

Fogden

.

Først farbart mellem ˹Grænd og Grænd˺ Mænd og Mænd ,

først Fremkomst mellem Mænd og Mænd,

det var der kun en Mening om

{F}før De, som Prest, till Byggden kom;

men De har blandet alt i et,

vort Gru{ <...> }bebluss med Nordlysflammen;

hver kan i sligt et Tveskjær se

hvad der er vrangt og hvad er rett,

hvad der er Bod og hvad er Ve,

hvert Forhold har De filtret sammen,

De splittet har i ˹ <...> ˺ fiendske Lejre –

den Flok, som enigt skulde {S}sejre.

Brand

.

Her blir jeg dog tilltrods for Dem.

En vælger ej sit Virkes Hjem.

Den Mand, som Maalet ved og vil,

˹fornummet˺ for ham er har i Skrift af Ild

det Gudsraab her Du hører till!

Fogden

.

Saa bliv, men inden egne Grænser;

Faksimile

legg: 14, blad: [4]v

jeg gjerne se {d}De Folket renser

for ˹Synd og˺ hver en Last, som gaar isvang;

Gud ved, det trænges mangen Gang.

Me{ d }n gjør blot ingen Helligdag

af Yrkets sex; ˹og˺ ton ˹ej˺ ikke Flag,

som om Vorherre var ombord

paa hver en ˹Jægt˺ Baad , der skar vor Fjord.

Brand

.

Hvis Deres Raad {je} mig skulde nytte,

jeg maatte Sjæl og Sjælssyn bytte;

men Kaldet er, sig selv at være,

sin egen Sag till Sejr at bære,

og jeg skal bære Sagen frem,

saa det skal lyse om mit Hjem.

Det Folk, den hele Styrertropp

har dysset ind, skal vækkes opp.

I længe nok i ˹Trangheds ˺ Slap<...> Bur

har pint dets friske Fjeldnatur;

fra eders Smaaheds Sultekur

hver ˹Mand˺ Sjæl gaar ud forstemt og stur, –

I tappet har ˹hans˺ dets bedste Blod,

har hulet Margen af hans Mod, –

I pukket har i Stumper smaa,

hv{ad}er ˹Sjæl, som malmstøbt˺ fuldt og helstøbt skulde staa; –

men endnu kan et Rejsningsskrig

i eders Øre tordne: Krig!

Fogden

.

Krig?

Brand

.

Krig!

Fogden

.

Hvis De till Vaaben kalder,

De blir den første Mand, der falder.

Brand

.

Med Klarsyn skjønnes skal en Dag

at største Sejr er Nederlag!

Fogden

.

Betænk Dem, Brand, De staar paa Skillet;

sætt alt ej paa det ene Kort!

Brand

.

Og ˹dog˺ hvis jeg gjør det˹!˺ ?

Fogden

.

Tabes Spillet,

er deres Jordliv ˹ødslet˺ spillet bort.

De { <...> }ejer alle Verdens Goder,

er Arving af en grundrig Moder,

{d}De har et Barn at leve for,

en elsket Hustru; Lykkens Kaar

blir rakkt {d}Dem som af milde Hænder.

Brand

.

Og hvis jeg endda Ryggen vender

till hvad De Lykkens Kaar har kaldt{,}?

Ifald jeg maa?

Fogden

.

Forta{ <...> }bt er alt,

hvis her, i Verdens Udmarks Vi{ <...> } k

De aabner Deres Verdenskrig!

Drag sørpaa, mod de ˹rige˺ ˹aab˺ aabne Strande,

hvor ˹Mænd˺ Folk tør staa med løftet Pande;

der kan med Rett De lyse Møde

og byde Menigheden bløde;

vort Offer er ej Blod men Sved

i Kamp for Liv blandt Klippeskred.

Brand

.

Her blir jeg dog; her er mit Hjem,

og i mit Hjem min Krig skal frem.

Fogden

.

Husk hvad {d}De taber, hvis det glipper;

og først[HIS: Diakritisk tegn mangler: «ø» i «først».] og fremst, husk hvad De slipper!

Brand

.

Mig selv jeg taber hvis jeg viger.

Fogden

.

Brand, haabløs er en ensom Kriger.

Brand

.

Min ˹Flok˺ Hær er stærk; jeg har de bedste.

Fogden

.
(smiler.)

Ja muligt det, – men jeg de fleste!

(gaar.)

Brand

.
(ser efter ham.)

Der gaar { <...> }en fuldblods Folkets Mand,

rettsindigt tænkende, velvillig,

paa sin Vis ˹virksom, varm˺ hjertevarm og billig, –

og dog en Svøbe for sit Land.

Ej Jordfald, Flom og Vinterblæst,

ej Hungersnød, ej ˹Frost˺ Krig og Pest

forvolder ˹halvt˺ sligt ˹d˺et Nederlag,

som ˹han˺ ˹ <...> ˺ han imellem Aar og Dag!

Af Landeplagen Liv kun røves; –

men han –! Hvor mange ˹Tanker˺ Sjæle kløves,

hvor mange friske Viljer sløves,

hvor mange stærke Sange døves,

af slig forklemt trangbrystig Sjæl;

hvor mangt et Smil paa Folkemunde,

hvor mangt et Lyn i Folkebarm,

hvor mangen Løftnings Lyst og Harm, –

der frem till Daad sig voxe kunde, –

slog ikke blodløst han ihjæl!

(pludselig i Angst.)

Men Budet, Budet! Ingen kommer!

Jo, Doktoren!

(iler ham imøde.)

Tal, tal! Min Moer –?

Doktoren

.

Nu er hun stedet for sin Dommer.

Brand

.

Død! Men i Bod?

Doktoren

.

Det knappt jeg tror;

hun hang ved sit paa denne Jord

till Timen kom, da de blev skillt.

Brand

.
(ser stille frem for sig.)

En mægtig Sjæl er her forspildt.

Doktoren

.

Kanhænde dog hun dømmes mildt,

ej efter Lov men efter Skjøn.

Brand

.

Hvad talte hun?

Doktoren

.

Hun mumled stillt,

Gud er ej haardhændt som min Søn.

Brand

. (synker i Smerte ned paa Bænken.)

I Brødens Kvalm, paa Dødens Fjæl,

den samme Løgn, som slaar hver Sjæl!

Doktoren

. (ryster paa Hovedet)

De vil en gjennemlevet Tid

i et og alting flytte hid;

de tror endnu hin Lovens Pagt

for Gud og Godtfolk staar ved Magt;

hver Slægt har dog sin egen Vis,

vor ˹skræmmes ej med Tamp˺ er till <...>baand og Ris,

med Ammesnak om Sjælens Ran, –

Faksimile

legg: 15, blad: [3]r

119

dens første Bud er: vær human!

Brand

. (ser opp.)

Human! Ja, dette slappe Ord

er Feltraab for den hele Jord.

Med det hver Stymper hyller till

at ingen Daad han tør og vil;

med det hver Skrælling dækker over

at ej han alt for Sejren vover;

i Ly af det blir lettvindt brudt

˹hver˺ en Uslings Løfte, fejgt fortrudt; –

I Puslingsjæle gjør tillsidst

af Mennesket en Humanist! –

Var Gud human mod Jesus Krist?

Hvis eders Gud fik dengang raade,

han ved Skafottet raabte: Naade{ ! }, –

og ˹Soningsværket˺ ˹Rejsningsværket˺ hele Løftningen <...> ˹sagtens˺ blev,

˹et diplomatisk˺ <...>, et Himmelbrev!

(han sidder i stum S{ <...> }org og dækker Ansigtet till med Hænderne)

Doktoren

(sagte.)

Ras ud, ras ud, du Sjæl i Storm, –

bedst om du kunde Taarer fange –

Agnes

(er under det foregaaende kommen ud paa Trappen;
bleg og forvildet hvisker hun till Doktoren.)

Her ind! Følg med!

Doktoren

.

Du gjør mig bange;

Faksimile

legg: 15, blad: [3]v

Hvad er det, Barn?

Agnes

.

En Angstens Orm

har koldt sig om mit Hjerte lagt!

Doktoren

.

Hvad er det!

Agnes

(drager ham med sig.)

Kom! – Guds hellige Magt!

(de gaar ind i Huset.)

Brand

.
(stille hen for sig.)

Død uden Bod; død, som hun leved!

E{ n }r ikke der Guds Fingerpeg?

Igjennem mig skal vorde hævet

den Skatt, som hun har fra sig skrevet; –

nu tifold ve mig, om jeg sveg!

(rejser sig.)

Med Sønnens Pligt, paa Hjemmets Grund,

uryggelig fra denne Stund,

som kaaret Korsmand slaa jeg skal

for Aandens Sejr ˹i˺ for Kjødets Fald.

Gud, ˹har mig rakkt sin˺ rækk mig nu din Tunges Staal,

˹har tændt i mig sin˺ tænd i mit Bryst din Vredes Baal, –

nu staar jeg i min Viljes Vælde,

nu tør, nu kan jeg ˹knuse˺ flytte Fjelde!

Doktoren

(kommer hurtigt ud paa Trappen og raaber:)

Beskikk dit Hus og drag herfra!

Brand

.

Om Jorden skalv, jeg blev endda!

Doktoren

.

Saa er dit Barn till Døden dømt!

Brand

.
(forvildet.)

Alf! Barnet,! – Alf! Hvad Rædsels Skrømt

er dette her! Mit Barn –!

(vil ile ind i Huset.)

Doktoren

(holder ham tillbage.)

Nej, bliv! –

Her er ej Lys, her er ej Sol,

her skjær en Luft som Pust fra Pol,

her sænker Skodden klamt sig ned;

en Vinter till paa dette Sted

vil visne bort hans spæde Liv.

Rejs, Brand, og Deres Barn er frelst, –

men gjør det snart, imorgen helst.

Brand

.

Ikveld, idag, i denne Stund!

O, han skal voxe stærk og sund.

Ej Gufs fra Bræ, ej Sno fra Kyst

skal isne mer hans lille Bryst;

Faksimile

legg: 15, blad: [4]v

Kom, Agnes, løft ham lindt i Blund!

Paa Flugt, paa Flugt ˹langs alle˺ udover Sund!

O, Agnes, ved du Dødens Garn

sig sp{undet}inder ˹om˺ har vort lille Barn!

Agnes

Jeg lønligt aned, lønligt[HIS: Diakritisk tegn mangler: «ø» i «lønligt».] skalv, –

og dog jeg saa kun Faren halv.

Brand

(til Doktoren)

Men Flugt ham frelser! Saa De lover!

Doktoren

.

Det Liv, en Fader vaager over

ved Natt og Dag, er sejerstryggt.

Vær alt for ham og sundhedssmykkt

{d}D snart skal se ham; nær ej Frygt.

Brand

.

Takk, Takk!

(till Agnes.)

Hyll ˹tætt˺ i Dun ham ind; –

langs Fjorden stryger Aftnens Vind!

Doktoren

(betragter i Taushed Brand, der ubevægelig ser ind gjennem
Døren, gaar derpaa hen till ham, lægger Haanden paa
hans Skulder og siger:)

Mod Verdens Flok saa ubønhørlig, –

og mod sig selv saa lett medgjørlig;

for de{m}n ej gjælder lidt, ej meget, –

Faksimile

legg: 16, blad: [1]r

<...>

12{ 1 }3

kun Lovens intet eller alt, –

men fra en selv er Modet veget,

i samme Stund som Loddet faldt

og Offerlammet er ens eget.

Brand

.

Hvad mener De?

Doktoren

.

Till Deres Moer

De tordned Lovens ˹haarde˺ kolde Ord:

Fortabt, hvis alt ej lægges af

og ej du nøgen gaar i Grav!

Og samme Raab har runget tidt

{ <...> }naar Folket har som tungest lidt.

Nu er De Havsnødsmandens selv

i Skjæbnens Storm paa Baadens Hvælv,

nu kaster {d}De fra krænget Kjøl

tillhavs hvert Brev om Straffens Pøl,

tillhavs, tilhavs den tunge Bog,

hvormed De Brødres Bringer slog,

nu gjælder det i Kuling stiv

at berge egen Afkoms Liv. –

Paa Flugt, paa Flugt langs Fjord og Vig

Nu tænker jeg De taer med Tak, –

skjønt over der De Staven brakk,

hvad Gods og Arv der er at finde,

og strør knappt alt for alle Vinde

{F}Paa Flugt, paa Flugt langs Fjord og Vik, –

paa Flugt fra egen Moders Lig, –

Faksimile

legg: 16, blad: [1]v

paa Flugt fra ˹Sjælehjord˺ Menighed og Kald; –

nu lyser Presten Messefald!

Brand

(griber sig forvildet om Hovedet som for at samle Tankerne.)

E{ <...> }r nu jeg blind! Var jeg det før!

{B}Doktoren

.

De handler som en Fader bør; –

tro ej jeg laster hvad de gjør.

De boder nu hvad før er fejlet.

For mig {d}De er i stækket Stand

mer stor, end før som Styrkens Mand.

Nu ser De Vejen var forfejlet.

Farvel; nu har jeg rakkt Dem Spe{l}jlet;

˹brug˺ <...> det, og sukk ˹saa˺ at : Herregud,

˹slig˺ saa ser en Himmelstormer ud!

(gaar.)

Brand

(staar en Stund stirrende frem for sig, pludselig
udbryder han:)

Nu eller før, – naar er her fejlet!

Manden

.

Hør, Prest, Du har en Avindsmand!

Brand

.
(knuger Haanden mod Brystet.)

Ja, her!

Manden

.

Vær paa din Post mod Fogden;

din Sæd skjød frodigt over Land

till han med Rygtets Brandpest slog den.

Alt ofte har han ymtet om

at Prestegaarden snart staar tom, –

har sagt, at os du Ryggen vender

saa ˹fort˺ sna din rige Moer e{j}r død.

Brand

.

Og hvis saa var?

Manden

Prest, jeg dig kjender

og ved hvi slige Giftord lød;

du staar jo ham og hans imod,

han aldrig fik din Vilje bøjet, –

se, det er Rygtets rette Rod –

Brand

.

At sandt er sagt sig tænke lod.

Manden

.

Da har du styggt for alle løjet.

Brand

.

Har jeg?

Manden

.

Hvor tidt har ej du sagt,

at Gud har selv till Strid dig vakt,

Faksimile

legg: 16, blad: [2]v

at mellem os du har dit Hjem,

at her din Krig skal føres frem,

at Aandens Lejr i Kjødets Fald

gav Herren dig till Livsenskald, –

at ingen Mand tør Kaldet svige, –

at slaa han skal, men aldrig vige.

Og Kaldet har du; stærkt og lyst

din Ild har fængt i mangt et Bryst.

Men lettest brækkes Træet yngst,

fra højest Topp er Taldet tyngst.,

Brand

.

Mand, her er Mængdens Øre døvt,

fast hvert et Sind er slukkt og sløvt.

Manden

.

Du bedre ved; i mangt et Sind

nu glittrer Himlens Solskin ind.

Brand

.

I tifold flere er der Natt.

Manden

.

Som Lys i Natten er du satt.

Men lad det være som det vil, –

at tælle trænges her ej till.

Thi her staar jeg, den ene Mand,

og siger rejs ifald du kan.

Jeg har en Sjæl, saa fuldt som nogen,

jeg kan ej hjælpe mig med Bogen;

du har mig opp af Dybet draget, –

prøv om du nu tør slippe Taget

Faksimile

legg: 16, blad: [3]r

12{3}7

du kan det ej; jeg holder fast;

min Sjæl var tabt, hvis Taget brast! –

Farvel! Jeg venter tryggt det Bud,

min Prest ej slipper mig og Gud!

(gaar.)

Agnes

.
(sky.)

Din Kind er hvid, din Mund er bleg;

det er som du i Hjertet skreg!

Brand

.

Hvert klangfuldt Ord, mod Bergvægg sagt,

2 slaar 1 mig med tifold Gjenlyds Magt.

Agnes

. (gjør et Skridt frem.)

Jeg er beredt.

Brand

.

Beredt? Hvortill?

Agnes

.

Til hvad en Moder maa og vil!

Gerd

.
(raaber ind med forvildet Glæde.)

Har I hørt det, – bort fløj Presten!

Ud af Bakken, opp af Houg

myldrer baade Trold og Draug, –

svarte, stygge, store smaa, –

hu, hvor hvasst de kunde slaa, –

Faksimile

legg: 16, blad: [3]v

Øjet rev de af mig næsten, –

halve Sjælen har de taget, –

aa, jeg hjælper mig med Resten,

der er nok igjen af Vraget!

Brand

.

Pige, vildt din Tanke gaar, –

her du ser jeg for dig staar.

Gerd

.

Du{;}? Ja du, men ikke Presten.

Ned fra Svartetind min Høg

˹rapp˺ hv bortover Lien strøg,

bidslet, sadlet, ˹vild˺ a<...> og vred

hvæste han i Mørkningsblæsten, –

og en Mand paa Ryggen red, –

det var Presten, det var Presten!

Nu staar Byggdens Kirke tom,

stængt med baade Laas og Bom;

˹Styggekirkens˺ Byggdens Kirke Tid er ommen,

nu skal min till Ære komme.

Der staar Presten stærk og stor;

i sit hvide Messeklæde,

vævt af Vintrens Dryp og Væde; –

Vil du være med, saa kom;

nu staar Byggdens Kirke ˹staar jo˺ tom;

Presten min har slige Ord,

at det runger over Jord.

Brand

.

Brudte Sjæl, hv{e}o bød dig fange

˹vildsomt˺ mig med vilde Afgudssange!

Gerd

.

Afgud? Hvad er det for noget?

Afgud? Aa, jeg ved det godt,

stundom stort og stundom s{t}maat,

altid gyldent, altid broget.

Afgud; hør Du – ser Du hende?

Kan du under Klædet kjende

˹Barnehænder, Barneben˺ noget der er ligt et Ben ;

kan du se hvor fint og broget

Svøbet folder sig om noget, –

˹ <...> ˺ de{t}r er ˹ligt˺ ligt et Barn, som sover; –

rædd hun viger, – dækker over, –˹!˺–

Afgud{!}? Mand, der ser du en!

Agnes

(till Brand.)

Har du Taarer, har du Bønner?

Ud har Ræddslen mine brændt!

Brand

.

Agnes, Hustru, – ve, jeg skjønner,

hende har en større sendt!

Gerd

.

Hør, nu ringer alle Klokker

sammen paa den vilde Hej!

Se, hvad Menighed der flokker

sig till Færd paa Kirkevej!

Kan du se de Tusind Trolde

Byggdens Prest har sænkt i Havet?

Faksimile

legg: 16, blad: [4]v

Kan du se de tusind Dverge?

{som}Indtill nu ˹de˺ laa dybt begravet

med et Segl som Gravbrudds Værge?

Hav og Grav dem kan ej holde,

frem de myldrer vaade, kolde;

skindødt Troldbarn ser jeg grine,

vælte af sig Bergskredsblokken;

hør, de skriger Moer og Faer, –

Mænd og Kvinder giver Svar;

Byggdens M{ <...> }and gaar mellem sine,

som en Faer i Sønneflokken,

Byggdens Kvinde taer sin døde,

rækker ham sit Bryst till Føde;

aldrig før saa stout hun knejste

naar hun Barn till Daaben bar; –

Her blev Liv da Presten rejste!

Brand

.

Vig ifra {d}mig, fast jeg ser

værre Syner –

Gerd

.

Hør han ler{!},

han, som sidder langsmed Vejen,

der den svinger opp mod Hejen;

se han skriver i sin Bog

hver en Sjæl som oppad drog, –

hej, han har dem alle næsten –

Byggdens Kirke staar jo tom,

stængt med baade Laas og Bom, –

Faksimile

legg: 17, blad: [1]r

<...>

131

og paa Høgens Rygg fløj Presten!

(gaar.)

Agnes

(nærmer sig og siger dæmpet:)

Lad os gaa; nu er det Tid.

Brand

.
(stirrer paa hende.)

Hvilken Vej?

(peger først mod Haveporten, siden mod Husdøren)

Did? – eller did?

Agnes

(viger.)

Brand, ˹dit˺ vort Barn, ˹dit˺ vort Barn –!

Brand

.

Giv Svar;

var jeg Prest før jeg blev Faer?

Agnes

(viger længere tillbage.)

Blev end spurgt med Tordnens Brag, –

intet Svar i denne Sag!

Brand

.
(følger efter.)

Svare skal du; du er Moer;

du har her det sidste Ord.

Agnes

.

Jeg Hustru er ˹jeg˺, – hvor du tør ˹du˺ byde,

˹skal jeg˺ jeg ved at bøje mig og lyde!

Brand

(følger atter)

Valgets Kalk mig tag ifra!

Agnes

.
(viger bagom Træet)

Aldrig var jeg Moder da!

Brand

.

Der er Dom i dette Svar!

Agnes

.

Spørg dig selv om Valg du har!

Brand

.

Styrket Dommen atter lød!

Agnes

.

Tror du fuldt paa Herrens Kald?

B{a}rand

.

Ja!

(griber hende om Armen.)

Og nu du ˹sige˺ skrifte { <...> }skal

Dommen over Liv og {d}Død!

Agnes

.

Gaa den Vej, som Herren bød!

Brand

.

Brand

.

Lad os gaa; nu er det Tid.

Agnes

(toneløst)

Hvor gaar Vejen?

Brand

(tier.)

Agnes

(peger mod Haveporten og spørger:)

Did?

Brand

(peger mod Huset.)

Nej, – did!

Agnes

(løfter Barnet højt paa sine Arme.)

Gud, det Offer du tør kræve,

tør jeg mod din Himmel hæve!

˹Led˺ styrk mig ˹gjennem˺ nu till Livets Gys!

(gaar ind i Huset.)

Brand

.
(stirrer en Stund frem for sig, brister i Graad, slaar
Hænderne sammen over Hovedet, kaster sig ned paa
Trappen og raaber:)

Jesus, Jesus, giv mig Lys!

Agnes

.

Endnu ikke, endnu ikke!

O, hvor tungt det er at vente,

Længsels ˹Raab˺ Bud paa ˹Raab˺ Bud at skikke, –

˹aldrig noget˺ Gud – og intet Svar at hente! –

Sneen falder blødt og tætt,

har, som med et Linskaut, klædt

Taget paa den gamle Kirke.

(lytter.)

Hyss! Jeg hører Grinden knirke!

Fodtrind! Faste Mandetrin!

(iler till Døren og lukker opp.)

Er det dig! Kom ind, kom ind!

Agnes

(klynger sig opp till ham)

Faksimile

legg: 17, blad: [3]r

135

O, hvor du blev længe borte!

Gaa ej fra mig, gaa ej fra mig;

ensom kan jeg ej de sorte

Natteskygger ryste af mig!

Hvilken Natt og hvilke Dage,

disse to og denne Natt!

Brand

.

Barn, nu har du mig tillbage.

Du er bleg.

Agnes

.

Og trætt og matt.

Jeg har længtet, spejdet, stundet, –

og saa har lidt grønt jeg bundet, –

lidt; men det var hvad jeg ejed,

alt ifra isommer plejet

till at pyntet Juletræet.

Busken kaldte jeg for hans;

ja, han fik den og – som Krans –

(brister i Graad.)

Se, nu er den halvvejs sneet

ned – o Gud – paa Kirkegaarden!

Brand

.
(sagte.)

Se tillvejrs; tørr af dig Taaren.

Agnes

.

Ja jeg skal, men vær taalmodig;

endnu er min Sjæl som blodig

Faksimile

legg: 17, blad: [3]v

Saaret er saa friskt og nyt,

ud min Styrkes Væld er flydt.

O, men det skal ˹snart˺ blive bedre;

2 ↕

3 aldrig 1 skal 2 du se mig klage,

1 ↕

er ˹jeg˺ først over disse Dage;

Brand

.

Er det Herrens Helg at hædre?

Agnes

.

Nej, jeg ved –; me{ d }n vær taalmodig!

Husk, – ifjor saa sund og frodig,

og iaar ifra mig baaren,

baaren ud –

(gyser tillbage for Ordet.)

Brand

(stærkt.)

Paa Kirkegaarden!

Agnes

.
(skriger.)

Nævn det ej!

Brand

.

Med fulde Lunger

maa det nævnes, er du rædd{!}; –

nævnes maa det, saa det runger,

lig en Bølge mod en Bredd!

Agnes

.

Selv du lider under Ordet,

mer end du vil kjendes ved;

˹paa din Pande˺ i dit Øje ser jeg Sporet

af den Sved det kjøbtes med.

Brand

.

Duggens Draaber paa min Pande

er kun Sprøjt fra Fjordens Vande.

Agnes

.

Er og Draaben i dit Øje

smeltet Sneflok fra det høje?

Nej; o nej; den er for varm;

Kilden er din egen Barm!

Brand

.

Agnes, Hustru, lad os begge

være stærke, staa imod,

sammen vore Kræfter lægge,

vinde fremad Fod for Fod.

O, jeg var en Mand derude!

Sjøen skylled over Fluen,

{ H }Maagen taug i Uvejrsgruen,

˹Hagglen˺ Vejret slog min skrale Skude;

midtfjords laa vi, Vandet fræste,

Mast og Takkel ˹hugg˺ slog og hvæste

Sejlet, <...> slidt i Pjalter, blæste

langt i Læ for Havraaksfraaden,

hv{ <...> }er en Nagle skreg i Baaden,

{ <...> }Udfor Stup og udfor Lider

3 Skred 2 der 1 gik fra ˹begge˺ ˹ alle ˺ begge Sider,

otte Mænd med hvilte Aarer

sad som otte Lig paa Baarer.

O, da ˹voxte˺ var jeg Mand ved Roret;

jeg var den, som førte Ordet,

Faksimile

legg: 17, blad: [4]v

kjendte godt, en stor mig døbte

till mit Kald, det dyrekjøbte.

Agnes

.

Lett at staa i Stormen stiv,

Lett at ˹leve˺ bære Kampens Liv;

o, men tænk paa mig, som sidder

stillt i Sorgens Fuglekvidder;

[Forfatternote: 3]

tænk paa mig, hvem kun en liden

snever Gjerning hører till;

[Forfatternote: 2]

tænk paa mig, som, stæn{ <...> }gt fra Striden,

ej faar Glimt af Daadens Ild,

[Forfatternote: 1]

mig som ej kan døve Tiden

o{g}m jeg nok saa gjerne vil; –

tænk paa mig; jeg sidder hjemme,

tør ej mindes, kan ej glemme!

Brand

.

Har du liden Gjerning{,}, – du?

Aldrig var den stor som nu.

Hør, jeg vil dig sige noget,

som i Sorgen er mig mødt.

Ofte blir mit Øje taaget,

Tanken ydmyg, Sindet blødt;

det er som der laa en Glæde

i at kunne græde, græde.

Agnes, tænk, da ser jeg Gud

nær, som aldrig før jeg saa ham,

o, saa nær at det ser ud

som om det var lett at naa ham.

Faksimile

legg: 18, blad: [1]r

<...>

139

Og jeg tørster mod at kaste

mig som funden till hans Barm,

mod at trykkes af hans faste

stærke varme Faderarm.

Agnes

.

Brand, o, se ham altid saa, –

som den Gud du mægter naa,

mere Fader, mindre Herre!

Brand

.

Tør ej, Agnes, tør ej spærre

Vejen for mit eget Værk;

jeg maa se ham stor og stærk,

himmelstor, – saa kræver Tiden,

just fordi den selv er liden.

O, men du kan se ham nær,

se ham som en Fader kjær,

i hans Favn dit Hoved bøje,

hvile, hvile, er du trætt,

gaa ifra ham, sund og lett,

med hans Afglans i dit Øje,

bære Glansens Glorie med

ned till mig som led og stred.

Ser du, Agnes, slig at dele,

er just Ægteskabets Kjærne;

˹han˺ en skal stride, storme, værne,

˹hun˺ en skal alle Dødshugg hele;

da først kan med Sandheds Rett

siges at de to er et.

Faksimile

legg: 18, blad: [1]v

Alt ifra du Verdens Liv

vendte Ryggen, blev min Viv,

kasted kjækkt din Skjæbnes Terning,

hviler paa dig dette Kald;

jeg skal slaa till Sejr og Fald,

slaa i Dagens hede Straaler,

staa paa Vagt i Nattens Kulde,

du skal bringe mig de fulde

Kjærlighedens Læskningsskaaler,

slynge Mildheds Kappefold

varmt indunder Bringens Skjold; –

liden er ej denne Gjerning!

Agnes

.

Hver en Gjerning, spejdet efter,

er for tung for mine Kræfter;

mine Tankers tusind Grene

slynges sammen i den ene.

Alt er endnu som et Digt.

Lad mig klage, lad mig græde,

hjælp mig saa at finde Rede

paa mig selv og paa min Pligt.

Brand, inatt, mens du var borte,

kom han i mit Kammer ind;

sundhedssmykket var hans Kind,

tyndklædt i sin lille Skjorte

stavred han med Barnetrin

frem till Sengen, hvor jeg hvilte,

rakte mod mig sine Arme

kaldte paa sin Moer og smilte, –

Faksimile

legg: 18, blad: [2]r

141

men som om han bad om Varme.

Ja, jeg saa det – o, jeg gøs, –!

Brand

.

Agnes!

Agnes

.

Jo, du, – Barnet frøs!

O, det maa han jo derude

paa de kolde Spaaners Pude!

Brand

.

Liget ligger under Sneen;

Barnet er till Himlen baaret.

Agnes

.
(vige{t}r fra ham)

O, hvi river du i Saaret,

grusomt, midt i Ræddselsveen!

Det, som haardt du Liget kalder,

Barnet er for mig endnu.

Sjæl og Legem sammen falder;

end ej mægter jeg, som du,

mellem disse to at dele,

begge er for mig det hele;

Alf, som under Sneen sover,

er min Alf hist ovenover!

Brand

.

Mangt et Saar maa blodigt rives,

før du heles for din Sot.

Agnes

.

Ja, men vær taalmodig blot;

jeg kan ledes, ikke drives.

Faksimile

legg: 18, blad: [2]v

Staa mig nær og styrk mig, Brand;

tal det mildeste du kan.

Du, som ejer Stormens Toner

i det store Øjeblikke,

naar en Sjæl skal drage Brikke

o{g}m sin egen Livsenskrone, –

har du ikke Sangens Mildhed

till at døve Smertens Vildhed,?

{h}Har du ej et Ord, som læger,

et, som ud i Dagen peger?

Gud, som du mig lærte kjende,

er en Konge paa sin Borg; –

hvor tør jeg till ham mig vende

med min lille Modersorg?

Brand

.

Tror du bedre du dig vendte

till den Gud, som før du kjendte?

Agnes

.

Aldrig, aldrig did igjen;

og dog er det tidt, som drages

jeg af Længsel ud, derhen,

hvor det lysner, hvor det dages.

Lett at løftes, tungt at bære;

lød ej saa den gamle Lære?

Dine Riger er for store,

alt er her for stort for mig,

du, dit Kald, din Daad, din Fore,

al din Vilje, hver din Vej,

Faksimile

legg: 18, blad: [3]r

143

Fjeldet, som udover hænger,

Fjorden, som for Foden stænger,

Sorgen, Mindet, Mørket, Striden, –

ikkun Kirken er for liden!

Brand

.

Kirken? Atter denne Tanke!

Ligger den i ˹Landets˺ Dalens Luft?

Hvi for liden?

Agnes

. (ryster sørgmodig paa Hovedet)

Kan jeg sanke

Grunde sammen med Fornuft?

Kommer ikke Tankestrømmen,

som, med Vindens Strøm, en Duft{;}?

{h}Hvorfra k{j<...> }om den, ˹hvorhen˺ hvorfra gaar den{,}?

{m}Mig er nok at jeg forstaar den,

og jeg ˹ved˺ ser foruden Viden –

Kirken er for mig forliden.

Brand

.

Der er Syn i Folkedrømmen.

Hundred Sjæle, som jeg mødte,

af sig samme Tanke fødte,

selv hos hin, som, vildt forreven,

skreg paa Vidden, stod den skreven.

«Der er styggt; for der er smaat»

lød det; hun ej heller kunde

rede Tanken ud med Grunde;

hundred Kvinder sagde siden˹ <...> ˺:

Byggdens Kirke er forliden!

Faksimile

legg: 18, blad: [3]v

Dette Raab fra Kvindemunde

˹tolker˺ tyder Trangen till et Slot.

Agnes, – o, jeg ser det godt,

du er Kvinden, Herren kaared

till sin Engel paa min Sti;

trygg og sikker, skjønt iblinde,

ved du Vejen rett at finde,

hvor jeg ˹Skillet˺ Sporet gaar forbi.

˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]

Aldrig Blaalysblink dig daared

˺

Første Dag du pegte lige

paa det sande Skabningsrige, –

standsed mig, som vilde stige

paa min Flugt mod Himlens Hvælv,

retted Synet paa mig selv,

indad mod det inderlige.

Indad, indad, det var Ordet,

du var den, som hitted Sporet.

Hustru, atter har du sagt

Ord, som slog med Lysets Magt, –

ført mig, hvor jeg uvis foer,

kastet Dagskjær paa mit Virke; –

liden er Vorherres Kirke;

godt; saa skal den tømres stor!

Aldrig saa jeg grant, som nu,

hvad i dig min Skaber gav mig;

derfor tryggler jeg, som du:

gaa ej fra mig, gaa ej fra mig!

Agnes

.

Jeg skal ryste af mig Sorgen,

Faksimile

legg: 18, blad: [4]r

145

jeg skal tørre Taaren af,

jeg skal stænge Mindeborgen,

som det sømmer sig en Grav;

jeg skal lægge Glemsels Hav

aabent mellem den og mig;

jeg skal viske Lykkefærden

af min lille Billedverden,

være Hustru helt for dig!

Brand

.

Vejen gaar imod det store.

Agnes

.

O, – men brug ej Strengheds Spore.

Brand

.

Gjennem mig en større byder.

Agnes

.

En, om hvem du selv har sagt

at han Viljen ej forskyder,

skjønt den savner Evnens Magt.

(vil gaa.)

Brand

.

Hvorhen, Agnes?

Agnes

.

Husets Skjøttsel

˹faar˺ maa ej glemmes, mindst ikveld;

forrige Jul du husker vel

at du sagde jeg var ødsel.

Lys var tændt i alle Stager,

her var grønt og smukke Sager,

Faksimile

legg: 18, blad: [4]v

Legetøj paa Juletræet,

her blev sunget, her blev leet.

Brand, iaar skal atter tændes

alle Lys, saa ˹Helgen˺ Kvel kjendes,

her skal pyntes opp som bedst

till den stille store Fest.

Titter Gud i Stuen ind,

skal han se en straffet Datter,

refset Søn, med ydmygt Sind,

Børn, som lydigt ved og fatter

at de ej for Fadervreden

tvært tør skyde fra sig Glæden.

{ <...> }Ser du nu vel Spor af Taaren?

Brand

.
(trykker hende till sig og slipper hende atter.)

Barn, tænd Lys; det er dit Virke!

Agnes

.
<...> (smiler sørgmodigt.)

Bygg saa du din store Kirke;

o, men faa den rejst før Vaaren!

(gaar.)

Brand

.
(ser efter hende.)

Villig, villig midt i Vaanden,

villig midt i Martrens Ild;

svigter Evnen, segner Aanden,

sker det skjønt hun Offret vil.

Herre, lægg din Styrke till;

Faksimile

legg: 19, blad: [1]r

<...> 9.

147

og fra mig tag Hvervets Kalk,

bittrest Kalk, at maatte skikke

Lovens grumme Høg og Falk

over hende for at drikke

Hjertets fulde, varme Flod.

Jeg har Kræfter, jeg har Mod,

˹læss˺ lægg paa mig din Vægt for tvende, –

vær barmhjertig blot mod hende!

Fogden

.

Her gjæster Dem en slagen Mand.

Brand

.

En slagen Mand?

Fogden

.

Som slig jeg kommer.

De husker sagtens da isommer

jeg vilde drive Dem fra Land,

jeg spaade Dem just ej det bedste

af Krigens Udfald mellem os, –

Brand

.

Nu ja?

Fogden

.

Men al min Rett tilltrods

jeg vil je{g}j længer med Dem slaas.

Brand

.

Hvorfor?

Fogden

.

Fordi De har de fleste.

Brand

.

Har jeg?

Fogden

.

Det tænker jeg {d}De ved;

Dem søger Folk jo langt af Led;

her er, især paa sidste Tiden,

en Aand i Byggden kommen ind,

som Gud skal vide, ej er min,

og deraf tør jeg slutte da

at det er Dem den kommer fra.

Her er min Haand; vi ender Striden.

Brand

.

En Strid, som vor, ˹faar˺ er ikke Slutt,

er end den enes Modstand brudt.

Fogden

.

Hvad skal der mer till Slutt paa Krig,

end Fred og mindeligt Forlig?

Jeg er ej den, som staar mod Brodden;

˹man˺ jeg er, som Folk er flest, jo skabt;

naar for ˹sit˺ mit Bryst ˹man˺ jeg kjender Odden

af Fiendens Vaaben, gier man tabt;

har man kun Kjæpp mod Landsespids,

bør Marken rømmes i betids,

og staar man som en ensom Kriger,

saa er det tryggest at man viger.

Brand

.

To Ting jeg tror er her at mærke;

først at {d}De kalder mig den stærke;

jeg har de fleste –

Fogden

.

Ganske vist{,}!

Brand

.

Ja muligt endnu, men tillsidst,

paa Offrets store Alvorsdag, –

hvem har da Magten for sin Sag,?

Fogden

.

Paa Offrets Dag? Men Herregud,

det er jo den, som ikke kommer!

[Forfatternote: 2]

Human er Tiden, vil ej Offer

af mere dyrebare Stoffer,

[Forfatternote: 1]

{i}I værste Fald gaar Offret ud

paa Løssning[HIS: Diakritisk tegn mangler: «ø» i «Løssning».] af de {g}Godtfolks Lommer;

og ærgerligst det er ved Sagen

at selv jeg hører mellem dem

som bragte det humane frem

og derved hindred Offerdagen;

saa det kan siges paa en Vis

jeg givet har mig selv till Pris, –

iallefald at jeg bandt Ris

till ˹ Ra Rapp paa eget˺ alt mit bedste Livsværks Ende.

{F}Brand

.

At Rett {d}De har, kan muligt hænde.

Men for det andet kan jeg knappt

forstaa at De tør give tabt.

Om rises eller ikke riset,

en Mand er for sin Gjerning skabt;

Mands ˹Maal˺ Værk for ham er Paradiset,

om mellem ham og det sig hvælved

Faksimile

legg: 19, blad: [2]v

et Hav ˹mens˺ og Satans Land ˹laa˺ er nær,

tør ˹derfor raabes˺ da han sige : væk, Besvær, –

˹ <...> her er˺ jeg har jo ˹kortere˺ nærmere till Helved?

Fogden

.

Jeg hertill svarer ja og nej,

etsteds maa Mennesket jo havne,

og ved man Møjen ej kan gavne,

hvem vil ˹vel˺ da gaa en faafængt Vej?

Det er nu saa, vi vil Erstattning

for liden eller stor Befattning;

kan Sejr ej vindes ved at kjæmpe,

saa faar man fare frem med Lempe.

Brand

.

Men aldrig sort dog vorder hvidt.

Fogden

.

Min kjære Ven, det det hjælper lidt

at kalde noget hvidt som ˹Bræen˺ Sneen ,

˹hvis˺ naar ˹naar˺ Mængden raaber sort som Sneen!

Brand

,

De raaber kanske med?

Fogden

˹Naa, naa!˺ <...>

Jeg raaber ikke sort men graat.

Human er Tiden, Folk maa mødes,

ej bums imod hinanden stødes.

Husk paa at dette Land er frit,

her ˹skal˺ maa jo alles Mening gjælde,

hvor tør da en mod alle fælde

sin Særdom over sort og hvidt.

Faksimile

legg: 19, blad: [3]r

1{ <...> }51

Kort sagt, da {d}De har Fleretallet,

saa er De første Mand i Kaldet,

jeg slutter mig, som alle andre,

till Dem saagodt jeg kan og ved,

og haaber ingen der vil klandre

at ej jeg till det sidste stred.

Folk ˹dømmer˺ mener nu, det ˹s˺er jeg godt,

mit Virke kun som spredt og smaat,

de kalder en Ting mer fornøden

end aarligaars at øge Grøden,

man er ej <...> villig nu ˹som˺ sig før

at yde Skjærven, hvor sig bør,

og er ej Viljen med i Legen,

da er en Gjerning sejersvegen.

Det falder tungt, det maa De tro,

at slippe Plan om Vej og Bro,

om Tappning ud af Myr og Fjære,

med meget mer, som var igjære.

Men Herregud, hvad skal man sige;

kan ej man sejre, faar man vige,

taalmodigt haabe alt af Tiden

og bøje klogeligt till Siden.

Nu, Folkets Yndest har jeg tabt

˹paa samme Vej, hvor˺ langt fortere end den blev skabt;

ja, ja; saa maa paa andre Veje

jeg komme till mit fordums Eje.

Brand

.

Men var det da for Folkegunst

Faksimile

legg: 19, blad: [3]v

De øved Deres Kløgt og Kunst?

Fogden

.

Nej, det ved Gud det ikke var;

det alment bedste har jeg villet,

till Byggdens Nytte blot og bar;

dog nægtes ej at med i Spillet

kom Haabet om et Vederlag

for velgjort Værk paa Yrkets Dag.

Det er nu saa, en virksom Mand

med Evner og med god Forstand

vil Frugten af sin Gjerning se,

ej stønne gjennem Slidets Ve

till Fromme for en bar Ide.

Jeg kan ej, selv med bedste Vilje,

forsømme egen Velfærds Røgt,

og offre andre al min Kløgt.

Jeg sidder jo med stor Familje,

jeg har en Kone, mange Døttre,

som skal forsørges allerførst;

Ideen læsker ingens Tørst,

Ideen slukker ingens Sult,

hvor man, som jeg, har Huset fuldt;

og dersom nogen skulde yttre

Forundring, har jeg blot det Svar,

han er en slet Familjefaer.

Brand

.

Og nu er Deres Agt?

Fogden

.

At bygge.

Brand

.

At bygge, siger De?

Fogden

.

Ja vel;

till eget som till Bygdens Held.

Først vil jeg bygge opp det Ry,

jeg stod i for ej længe siden;

det lakker stærkt mod Thingvalgstiden;

thi maa till noget stort jeg ty,

og bringe Foretag paa Bane,

saa jeg blir Kurvens første Hane

og ej der stemmes paa en ny.

Nu har jeg tænkt, som saa, – man kan

fornuftigvis ej ro mod Flommen.

Folk vil, som nu det heder, hæves,

den Gjerning er for mig forgjæves;

jeg kunde hjælpe Folk paafode,

men sligt maa gjøres med det Gode,

og her staar mod mig alle Mand.

Se derfor er jeg modent kommen

till Forsætt om, hvis ˹det˺ sli gaar an,

at søge Bod mod Fattigdommen.

Brand

.

Den vil De rydde ud?

Fogden

.

Nej vist;

den er jo en nødvendig Brist

i alle Samfund; den maa døjes,

Faksimile

legg: 19, blad: [4]v

men med lidt Klogskab kan den bøjes,

i visse Former, strængt begrænses,

saafremt itide blot den ændses.

Vi ved jo Armod er de{n}t Dynd,

som gjød{ er }sler bedst ˹al Landsens˺ den neste Synd; –

˹for Dyndet˺ se herfor vil jeg Dæmning sætte.

Brand

.

Paa hvilken Vis?

Fogden

.

Ja, kan De gjætte?

Afhjælpes skal et dybtfølt Savn

idet jeg till Distriktets Gavn

faar byggt et Armodsdommens Pesthus;

ja, Pesthus siger jeg, fordi

det skal for Brødens Smitte fri.

Og denne Byggning, har jeg tænkt,

forbindes nemt med et Arresthus,

saa { A }Virkning blir med Aarsag stængt

bag samme ˹Bom og˺ Væg, bag samme Laas,

med Vægg kun mellem Baas og Baas.

Og da jeg engang er paa Gled,

saa er min Aagt at bygge med

en Fløj indunder samme Tag,

som bruges kan till Valg og Lag,

till Alvorshandling som till Fester,

med Talerstol og Rum till Gjester;

kort sagt, et pent politisk Festhus.

Brand

.

Sligt trænges haardt; især det sidste;

dog ved jeg et som trænges mere.

Fogden

.

De tænker paa en Daarekiste?

Ja, ganske vist; den trænges haardt;

den ogsaa var min første Tanke,

men efter Overlægg med flere

jeg ganske kom fra Tanken bort;

thi hvorfra skal vi Midler sanke

till noget overvættes stort?

Og tro De mig, en saadan Kiste,

vil kræve en alvorlig Sum,

hvis hver og en skal der faa Rum,

som Trang og Værdighed beviste;

man tænke maa paa Tidens Elv

og ej blot bygge for sig selv.

Alt gaar jo frem med Kjæmpeskridt;

ifjor tillpass, iaar for lidt,

hver Afhjælp af et Nutidssavn

maa ske till Efterslægtens Gaard

De ser i hvilke Dimensioner

hvert folkeligt Behov har Væxt,

med Syvmilss{ko}tøvler ˹rent˺ lig en forhext,

udvikles Kraft og ˹alslags˺ ˹als<...> ˺ aandig Evne

i hvilket Fag {d}De saa vil nævne;

det altsaa b{e}lev for dyr en Spas

at skaffe Efterslægten Plads

Faksimile

legg: 20, blad: [1]v

for sig og sine Børn og Koner.

Jeg ˹siger derfor˺ altsaa siger : Herregud;

den Tand, den faar vi nok slaa ud!

Brand

.

Og teer sig nogen altfor gal,

saa har De jo den store Sal.

Fogden

. (fornøjet.)

Ja, Rummet staar som oftest ledigt!

Det Indfald, Brand, var ganske snedigt!

Vil Byggeplanen blot ej briste,

saa har vi gratis Daarekiste,

har samlet under fælles Tag,

besky{gg}tte{s}t af det samme Flag,

de væsentligste Elementer,

hvorfra vor Byggd sin Farve henter,

vi har vor hele Armodsdom,

samt alle Kjæltring ˹flokkens Syndeflom˺ ernes M<...>e ,

og Daarerne som før gik om

foruden Røgt og uden Tugt, –

og saa har vi vor Friheds Frugt

med Valgkamp og med Talers Flugt,

vi har vor Raadssal, hvor vi drøfter

hvad gjøres skal till Byggdens Tarv,

vor Festsal, hvor vi giver Løfter

o{g}m Skjøttsel af vor Fortids Arv.

Hvis altsaa blot ej Sagen faldt,

saa faar jo Klippesønnen alt

hvad han med Billighed kan kræve

Faksimile

legg: 20, blad: [2]r

157

for rett sit eget Liv at leve.

Gud ved, vort Strøg er ikke rigt;

˹dog, staar˺ men faar først Fællesgaarden byggt,

saa tror jeg det kan kaldes tryggt

et vel organisert Distrikt.

Brand

.

Men Midlerne?

Fogden

.

Ja, det er Knuden

i denne som i hver en Sag;

till Ydelser er Viljen svag,

og staar jeg Deres Hjælp foruden,

jeg ved at jeg maa stryge Flag.

Men støtter De med Ordets M{g}agt

min Tanke, vil den lettvindt fremmes, –

og faar jeg den till Modning bragt,

skal Deres gode Hjælp ej glemmes.

Brand

.

Det sige vil, De gad mig kjøbe?

Fogden

.

Med andet Navn jeg vilde døbe

min Plan, till fælles Gavn og Brug

at fylde ud det Splidens Slug,

som hidtill mellem os har gabt,

og hvorved ˹begge to har˺ vi har begge tabt.

Brand

.

Da har De ilde Tiden kaaret –

Fogden

.

Ak ja, jeg ved den store Sorg –

Faksimile

legg: 20, blad: [2]v

som nys har Dem og Deres saaret;

men Deres Mandighed mig daared,

og Trangen till Distriktets Borg, –

Brand

.

I Sorgens som i Glædens Stund

jeg staar tillrede naar det kræves, –

˹saa˺ men det er af en anden Grund

at dennegang {d}De gaar forgjæves.

Fogden

.

Og hvilken Grund –?

Brand

.

Jeg selv vil bygge.

Fogden

.

Hvad? Bygge? Tage min Ide?

Brand

.

Ej ganske.

(peger ud af Vinduet.)

Foged, kan {d}De se –?

Fogden

.

Der?

Brand

.

Ja!

Fogden

.

Det store stygge Træhus?

Det er jo Prestegaardens Fæhus!

Brand

.

Nej, ikke det; det lille stygge –

Fogden

.

Hvad, Kirken!

Brand

(nikker.)

Den vil stor jeg bygge.

Fogden

.

Nej, det skal Fanden ikke ske!

Ved Kirken skal ej nogen rygge, –

det var at krydse min Ide;

min Plan er færdig og den haster,

men Deres mig af Sadlen kaster.

To Ting paa engang er formeget,

vig altsaa –

Brand

.

Jeg har aldrig veget.

Fogden

.

Her maa De ˹, Mand˺ vige ! Bygg mit ˹Arresthus˺ Pesthus

med Pesthus og politisk Festhus,

altsammen, kortsagt – Daarekisten, –

saa spørges ej om Kirkebristen.

Og hvorfor skal den nu i Muld?

Den var dog god nok før i Tiden.

Brand

.

Ja, muligt; nu er den for liden.

Fogden

.

Da har jeg {d}aldrig seet den fuld!

Brand

.

Selv for en enkelt Sjæl derinde

er ikke Løftningsrum at finde.

Fogden

(ryster forundret paa Hovedet.)

Ved sligt den enkle Sjæl beviste

{n}Nødvendigheden af min Kiste.

Lad Kirken staa, det vil jeg raade;

den kan jo kaldes paa en Maade

et Stykke ædelt Arveguld.

Den er et ædelt Arvestykke;

den skal ej falde for en Nykke.

Ja, gaar min Byggeplan i Vasken,

jeg som en Fønixfugl af Asken

skal rejse mig i Folkets Naade!

Jeg træder opp som Riddersmand

for Mindesmærket ved vor Strand!

Her stod engang et Gudehov, –

det var nok i Kong Beles Tider;

saa rejste Kirken sig omsider

ved fromme Heltes Ran og Rov.

Ærværdig ved sin simple Pragt,

højhellig i sin Oldtidsdragt

den knejste indtill vore Dage –

Brand

.

Men hine Tegn paa fordums Magt

er vist forlængst i Graven lagt, –

nu staar igjen ej mindste Flage.

Fogden

.

Just netopp det! Saa gammel er den,

at ej den mer er till i Verden;

Faksimile

legg: 20, blad: [4]r

161

men i min Bedstefaders Dage

et Hul i ˹Væggen˺ Døren stod tillbage!

Brand

.

Et Hul?

Fogden

.

Vidt, som en Tøndesækk!

Brand

.

Men ˹Væggen˺ Døren selv?

Fogden

.

Ja, den var væk. –

Se, derfor maa jeg rentud sige

at Kirkens Rivning er umulig, –

det var en skammelig en grulig

barbarisk Handling uden Lige!

Og Midlerne, – hvor faar vi dem?

Tror De, at her man er saa ødsel

at lokke Udgiftsposter frem

ved ufuldbaarne Forslags Fødsel,

naar med en liden Smule Skjøttsel

man saavidt støtte kan det gamle

at det i vor Tid ej vil ramle?

Men gaa De ud og spejd i Lejren, –

jeg blir dog den, som vinder Sejren!

Brand

.

Jeg agter ej at presse ud

en Hvid till ˹Husly˺ Ære for min Gud.

Af egne Midler vil jeg bygge;

Min Arv, alt mit till sidste Skjærv

Faksimile

legg: 20, blad: [4]v

skal gives ud till dette Hverv.

Nu, Foged, er {d}De end saa djerv

at mene De kan Tanken rygge?

Fogden

(med foldede Hænder.)

Jeg staar som falden ned fra Skyerne!

Sligt spørges knappt engang fra Byerne; –

og her i Byggden, – her hos os,

hvor Pungens Lukkning længst var Lov

mod hvert et trængende Behov, –

her aabner De en Rundheds Foss,

som risler, blinker, sprøjter skummer, –

nej, Brand, som sagt, jeg rent forstummer.

Brand

.

Jeg længst i Tanken fra mig skrev

min Arv { t }–

Fogden

.

Ja her er ymtet meget,

som hen paa noget sligt har peget,

men jeg har tænkt at det var Væv.

Hvem plejer vel at offre alt,

naar ej det egen Fordel gjaldt?

˹Dog˺ ˹,˺ Men det blir Deres egen Sag;

gaa foran De, saa gaar jeg bag.

De er i Skuddet; De kan virke,

og jeg kan skridtvis frem mig lirke.

Brand, sammen vil vi bygge Kirke.

Brand

.

Hvad? Vil De Deres eget slippe?

Fogden

.

Det ved den søde Gud jeg vil.

Jeg var jo gal om ej jeg gjorde.

Hvem tror {d}De Mængden flokkes till, –

naar en vil gjøde, mæske, fore,

en anden malke, flaa og klippe?

Jo, Død og Pine er jeg med!

Jeg er af Tanken ganske hed,

bevæget, greben, synlig rørt;

en heldig Skjæbne har mig ført

i denne Kveld till Prestegaarden;

thi jeg tør tro at uden min

var Deres Plan knappt faldt Dem ind, –

ialfald ej till Verden baaren.

Det altsaa er mit eget Virke

at bygge Byggdens nye Kirke!

Brand

.

Men kom ihug vi kan ej skaane

hin Oldtids knejsende Ruin!

Fogden

(ser ud.)

Betragtet her i Dobbeltskin

af Nyfaldssne og Nyets Maane

den taer sig ud som noget Skrammel.

Brand

.

Hvad, Foged?

Fogden

.

Brand, den er for gammel!

˹Det er mig˺ Det er <...> B ganske uforklarligt

at ej jeg saa det før ikveld,

men Hanebjælken staar paaheld; –

at bruge den var uforsvarligt.

Og hvor er Stil, Architektur,

naar rett man gransker Laft og Mur{;}?

Hvad skal man kalde slige Buer?

En Fagmand vil dem kalde fæle; –

˹ja,˺ og jeg maa samme Mening dele{;}! –

{o}Og Tagets mosbeklædte Tuer, –

de er min { <...> }Sæl ej fra Kong Bele.

Nej, Pietet kan gaa forvidt!

Det maa dog Hvermand se og skjønne,

at ˹denne gamle ˹raadne˺ morkne ˺ Kirken er en gammel Rønne,

i et og alt ˹er˺ ing noget Skidt.

Brand

.

Men dersom ˹Mængdens˺ Bygd<...> Røst sig hæved

till Vægring ved at faa den revet?

Fogden

.

Vil ingen anden, saa vil jeg.

I Helgen skal, jo før jo heller,

jeg ordne alt hvad Formen gjælder,

og sætte Sagen ˹glatt˺ godt ivej;

jeg ivre skal og virke, skrive,

jo, jo, De kjender Fogden nok;

og kan jeg Hjælp ej sammen drive

Faksimile

legg: 21, blad: [2]r

165

till Rivning blandt den dumme Flok,

skal jeg med egne Hænder rive

den ned till Grunden, Stokk for S{k}tokk.

Ja om jeg saa skal ta'e min Kone

og alle mine Døttre med,

saa skal den Død og Plage ned!

Brand

.

Det er en ganske anden Tone,

end den, som blev fra først af brugt.

Fogden

.

Det er Humanitetens Frugt

at faa med alt ensidigt Bugt; –

og dersom Digteren ej lyver,

saa er det netopp noget smukt

at Mandens Tanke ejer Flugt, –

med andre Ord, – at Tanken flyver. –

Farvel!

(begynder at tage Ydertøjet paa.)

Nu faar jeg se till Banden.

Brand

.

Till hvad?

Fogden

.

Aa tænk {d}Dem, ˹jeg selvanden˺ blot, jeg kneb

idag paa Byggdegrænsen kneb

et Fantefølge, styggt som Fanden;

jeg fik da Hjælp med Toug og Reb;

nu sidder de forvart hos Granden

her nærmest ˹nord˺ ved ; men Pokker ta'e mig

Faksimile

legg: 21, blad: [2]v

om ikke to–tre løb ifra mig!

Brand

.

Nys ringtes ind dog Fredens Tid.

Fogden

.

Hvi kom det Djævelskab da hid?

Dog det forstaar sig, paa en Maade

de hører sagtens Sognet till –

(leende)

ja endog Dem! ˹Det er en˺ Løs denne Gaade;

løs den, ifald De kan og vil:

Folk findes, som er till i Kraft

af den, De har till Udspring havt,

og dog de till er, slett og rett,

fordi de er af anden Ætt!

Brand

(ryster paa Hovedet.)

O Gud, der er saa mangen Gaade

en stirrer paa, men ej kan raade.

{B}Fogden

.

Da er dog denne lettvindt gjættet.

Det har vel tidtnok hørt berettet

i Byggden et og andet Ord

om Fattiggutten, han her vester,

der var saa lært som fire Prester, –

han var forresten Skolemester,

han friede till Deres Moer.

Brand

.

Hvad han?

Fogden

.

Tænk, till en grundrig Jente!

˹Dog˺ Men hun naturligvis ham sendte

till Helved, som han maatte vente.

Men ˹ved˺ tænk {d}Dem saa ˹hvad˺ gaar Fyren hen gjør?

˹Han˺ og sørger halvt sig fra Forstanden,

og ægter sluttelig en anden

af Taterslægt; og før han dør

han med en Afkom øger Banden,

som stryger om i Nord og Sør.

Ja, en af disse Slegfredtrolde

fik Byg Sognet rigtignok beholde

till Minde om hans vakkre Færd{,}–

Brand

Og det er –?

˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]

Fogden

˺

og det ˹er˺ Taterungen Gerd.

Brand

.
(dæmpet.).

Ja saa!

Fogden

.

Hvad? Gaaden er e{r}j slett!

Hans Afkom er jo till i Kraft

af den, De har till Udspring havt;

thi Ynglens ˹indre˺ for Opphav var

at Elsk till Deres Moer han bar.

Brand

.

Sig, Foged, kan De nævne et,

som rummed Hjælp for disse Sjæle?

Fogden

.

\

˹Pytt˺ Nej, de maa ind bag Tugthusdørene;

/

˹de˺ De er i Synd till over Ørene{;}.

Faksimile

legg: 21, blad: [3]v

at frelse dem, det var at stjæle

fra Fanden, som maa gaa fallit,

hvis ej han faar af Verden sit.

Men Ynglens Faer, hvem Ynglen skylder

al Syndesmittens Sjælebylder,

han sagtens alt dernede sveder

i Svovelgryden, som det heder.

Brand

De tænkte jo at bygge stort

et Hus till Bod for Nød og Klage?

Fogden

.

Det Forslag, – fort, som det blev gjort, –

tog Forslagstilleren tillbage.

Brand

.

Men hvis det dog –; det var dog smukt –

Fogden

.
(smilende.)

Nu taler De i anden Tone,

end den, som blev fra først af brugt.

Nej,{l}Lad det ˹dødt kun˺ være dødt og glemt;

en Mand bør ˹handle˺ være fast bestemt.

Farvel, jeg tør ej længer tøve;

nu maa jeg ud igjen og prøve

at finde Rømlingernes Skjul.

Vi mødes snart. Fornøjet Jul!

Farvel, farvel; hils Deres Kone!

(gaar.)

Brand

(efter en tankefuld Taushed.)

O, endeløst er her at sone. –

Saa vildt, saa broget filtres ind

de tusind Sjæletraades Spind, –

saa ligger Skyld med Skyldværk blandet,

det ene krydsende det andet,

at den, som ser derind, ser Rett

og blodigst Urett vorde et.

Men hvem tør komme frem med Kra{t}v

paa Eftergivt, naar selv han gav,

naar selv han døded Sjæle med

den <...> Gift, som slog hans egen ned.

Thi hvor er den, som ensom staar,

usmittet af sin Samtids Saar, –

af Fortids Sot, af Slægtens Kræft,

urørt, om ikkun med en Tæft? –

Se, deri ligger Løgnen skjult,

som ud har dette Samfund hult.

De gnager paa den gamle Text,

som hemmer baade Flugt og Vext;

de klager paa en haard Natur,

som holder Tanken trangt i Bur;

de skylder paa den Fristermagt,

som er i Kraftløsheden lagt;

de vil sig væk fra Offret vride

ved Gavnløsheden af at lide.

Her ligger Løgnen. Ingen Sjæl

Faksimile

legg: 21, blad: [4]v

gik fri for ˹Budets˺ Faldets Arvedel.

˹Er Landet˺ I Samfund , lidet eller stort,

hver enkelt Sjæl skal ˹ <...> fuldt ud˺ Maalet ville;

i Verdens Brag, ved Stranden stille,

skal samme Gjerning prøves gjort;

dømt er den Mand, som rømmer Lejren

og ej i Faldet selv ser Sejren.

(gaar till Vinduet og ser længe ud.)

Mit lille Barn, skydløse Lam,

du fældtes for min Moders Gjerning;

en brusten Sjæl bar Bud fra ham,

som troner over Skyens Kam,

og bød mig kaste Valgets Terning.

Og denne brustne Sjæl blev till,

fordi min Moders Sjæl foer vild.

Saa bruger Herren Skyldens Grøde

till Ligevægts og Rettfærds Føde;

saa slynger han, lig Bergskred, ned

Hjemsøgelsen i Tredje Led!

(viger forfærdet fra Vinduet.)

Ja, Lovens Gud er over Slægten.

Det første Maal er Ligevægten.

I Offervillighedens Magt

er Rejsningsmuligheden lagt;

men Ordet ˹lyves˺ stryges ud af Tiden;

thi Slægten ræddes ˹for˺ ved sin Viden!

(han gaar opp og ned i Stuen.)

At bede? Bede? Hm, et Ord,

som lettvindt over Læben foer, –

Faksimile

legg: 22, blad: [1]r

<...>

171

som ruttes med i alle Stænder.

Bøn er for dem at skrige Naade

i Vind og Vejr till Gaaders Gaade;

at ˹tigge Plads˺ pukke tamt paa Kristi Læss,

at strække oppad begge Hænder –

og staa i Tvivlens Pøl tillknæs.

Haha, var dermed Sagen gjort,

da turde jeg, som Hvermand, vove

at ˹hamre˺ banke paa den Herres Port,

som er «forfærdelig at love»!

(standser og tænker stille)

Og dog – i Angstens værste Dage,

i Sorgens store Rædselsstund,

da Barnet sov den sidste Blund,

da intet Kyss af Modermund

bar Smilet paa hans Kind tillbage, –

hvad var det –? Bad jeg ikke da?

Hvad kom den søde Svimlen fra,

den Sangens Strøm, den Melodi,

som langvejs ˹lød˺ kom og jog forbi,

og bar mig højt, og bar mig fri?

Bad jeg? Blev jeg i Bønnen svalt?

Har jeg med Gud herinde talt?

Har han mig hørt? Og saa han ned

i Sørgehuset, hvor jeg græd?

Hvad ved jeg! Nu er ˹lukkt˺ mør og stængt,

og Mørket atter om mig sænkt; –

og intet, intet Lys at finde –

Faksimile

legg: 22, blad: [1]v

Jo, Agnes, – hun som ser iblinde –

(raaber som i Angst.)

Lys, Agnes, Lys, ifald Du kan!

Brand

.

Lys!

Agnes

.

Ser du Julelyset, Brand?

Brand

.
(sagte.)

Ha, Julelyset!

Agnes

.

Blev jeg længe?

Brand

.

Nej, nej!

Agnes

.

O, hvor du har det koldt;

du maa jo isne –

Brand

.
(stærkt.)

Nej!

Agnes

.
(smilende.)

Hvor stolt!

Du vil ej Lys og Varme trænge.

(hun lægger Ved i Ovnen{;}.Brand gaar opp og ned.)

Brand

.

Hm, vil ej!

(han gaar opp og ned paa Gulvet.)

Agnes

(stillt for sig selv idet hun pynter opp i Stuen.)

Her skal Stagen staa.

Ifjor han greb med Fingre smaa

mod Julelysets klare Blink.

Han var saa glad og frisk og flink;

Han strakk sig fra sin lille Stol

og spurgte om det var en Sol.

(flytter lidt paa Stagen.)

Nu falder Lysets fulde Skjær

ud over – over Stedet der.

Nu kan han gjennem Rudens Glass

se ˹Blinket˺ Skinnet fra sin Soveplads,

nu kan han glytte stillt herind

i Julestuens Glands og Skin.

Men Ruden staar som taareslørt,

vent lidt, vent lidt, snart skal den smile –

(tørrer Vinduet af.)

Brand

.
(sagte.)

Naar lægger sig till Fred og Hvile

det Sorgens Hav, fra Bunden rørt!

Det maa till Hvile.

Agnes

.

Se, hvor kla{ <...> }r!

Faksimile

legg: 22, blad: [2]v

Det er som om den borte var,

som Stuen vider ud sig stor,

som om den stygge kolde Jord

forvandles till en lun Alkove,

hvor Barnet sødt og godt kan sove˹.˺ ,

Brand

.

Hvad gjør du, Agnes?

Agnes

.

Stille, hyss!

Brand

.

Hvi trakk Gardinet fra du nyss?

Agnes

.

O, kun en Drøm; nu er jeg vakt.

Brand

.

I Drømmen er der Snarer lagt.

Stæng atter!

Agnes

.
(bønligt.)

Brand!

Brand

.

Stæng tætt, stæng tætt!

Agnes

.

O, vær ej haard; det er ej Rett!

Brand

.

Stæng, stæng!

Agnes

.
(trækker Skodderne for.)

Nu har jeg lukkt og stængt –

Faksimile

legg: 22, blad: [3]r

175

Men tryggt jeg tror, Gud er ej krænkt,

om end i Drømmens korte Frist

jeg drak af Trøstens Væld –

Brand

.

Nej vist!

Han er en mild medgjørlig Dommer;

du rager ej med ham paa Kant,

om ˹end˺ i din Dyrkelse˹n˺ der kommer

lidt Afgud hist og her iblandt.

Agnes

.
(brister i Graad.)

O, sig mig da, hvor langt gaar Kravet;

min Fod er ˹dødstrætt˺ trætt , min Vinge˹n˺ faldt –

Brand

.

Jeg har dig sagt, at slængt i Havet

hvert Offer er, som ej er alt.

{B}Agnes

.

Men mit var alt; jeg har ej mere!

Brand

.
(ryster paa Hovedet.)

Dit Offer følges maa af flere.

Agnes

.
(smiler)

Kræv! Jeg har Fattigdommens Mod.

Brand

.

Giv!

Agnes

.

Tag! Ak, Brand, du intet finder!

Brand

.

Du har din Sorg og dine Minder,

du har din Længsels hede Flod, –

Agnes

(fortvivlet.)

Jeg har mit pinte Hjertes Rod!

Riv ud, riv ud!

Brand

.

I Afgrundsgabet

unyttigt du dit Offer slang,

ifald du hyler over Tabet.

Agnes

(gyser.)

Hu; Vejen den er bratt og trang.

Brand

.

For Viljen er der kun den ene.

Agnes

.

Men Naadens –?

Brand

. ˹ (afvisende.) ˺

˹Byggt˺ Rækkes du af Offerstene.

Agnes

.
(stirrer frem for sig og siger rystet.)

Nu ˹aabnes, lig˺ ser jeg som en Afgrund stor,

˹

det Skriftens Ord, som aldrig før

˺

till Bunden i et Skriftens Ord –

jeg kom tillbunds i.

Brand

.

˹Hvilket˺ Nævn det Ord!

Agnes

.

Hver den, som ser Jehova, dør!

Brand

(slaar Armene om hende og trykker hende tætt opp till sig.<...>

O, skjul dig, skjul dig! Se ham ej!

Lukk dine Øjne!

Agnes

.

Skal jeg?

Brand

(slipper hende.)

Nej!

Agnes

.

Du lider, Brand.

Brand

.

Jeg elsker dig!

Agnes

.

Haard er din Kjærlighed.

Brand

.

For haard?

Agnes

.

Ej spørg; jeg følger, hvor du gaar.

Brand

.

Tror du at meningsløst jeg drog dig

af Dansen og af Legen { <...> }ud, –

at for en Halvheds Skyld jeg slog dig

med Offerlydighedens Bud?

Ve dig og mig; for dyrt og stort

var da det Offer, her blev gjort.

Du er min Hustru; jeg tør kræve

dig helt, for Kaldets Liv at leve.

Agnes

.

Ja kræv; men gaa ej fra mig!

Brand

.

Jo;

jeg trænger Stillhed, trænger Ro.

Snart skal den store Kirke bygges.

Agnes

.

Min lille Kirke sank i Grus.

Brand

.

Var den dit Hjertes Afgudshus,

saa maatte den i Stormen rygges.

(favner hende som i Angst.)

Al Fred om dig, – og gjennem dig –

till mig till mit, den lige Vej.

(gaar mod Døren.)

Agnes

.

Brand, maa jeg flytte ganske stille

paa Vindueslugens ˹stygge˺ haarde Skille?

Kun lidt? Paa Klem? Brand, maa jeg?

Brand

.
( ˹i Døren˺ efter et kort Opphold .)

Nej.

(gaar ind i sit Kammer.)

Agnes

.

Lukket, lukket, – alting lukket!

Selve Glemslen lukket af!

Bom for Klagen, Segl for Sukket,

Laas for Himmel og for Grav!

Faksimile

legg: 23, blad: [1]r

<...>

179

Jeg vil ud; jeg kan ej aande

her i Ensomhedens Vaande!

Ud? Hvorhen? Ser ej fra Højden

strenge Øjne paa mig ned!

Kan jeg vel paa Flugt fra Byggden

føre Hjertets Eje med!

Kan jeg flygte, om jeg vilde,

fra min Ræddsels tomme Stille! –

˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.] (Opphold; som greben af en
Tanke skotter hun till
Vinduet og siger sagte:)

˹Den som˺ Om jeg turde! Hvis jeg turde,

ej jeg spørger om jeg turde!

˺ (lytter ved Døren till Brands Stue.)

Lydt han læser; till hans Øre

rækker ikke frem min Røst.

Julens Gud har nok at gjøre

med at lytte till de riges,

børneriges, lykkeliges

Takk og Sang og Leg og Dans.

Jul er Jublens Tid og hans.

Ej han ser mig; ej han agter

paa en ensom Moders Fagter.

(nærmer sig varsomt till Vinduet.)

Skal jeg aabne Skillets Rammer,

˹saa˺ for det klare fulde Lys

jager Nattens Skrækk og Gys

fra hans Ssorte Sovekammer{!}? –

Nej, dernede er han ikke!

Julen er jo Barnets Tid;

han faar Lov at komme hid;

kanske nu han staar derude,

strækker Armen for at pikke

Faksimile

legg: 23, blad: [1]v

paa sin Moders stængte Rude.

Lød der ikke Barnegraad?

˹Alf˺ Barn , jeg ved ej Hjælp og Raad!

Her er stængt; din Fader stængte;

\

Alf, jeg tør ej aabne nu;

/

lydigt lidet Barn er du;

aldrig du og jeg ham krænkte.

O, flyv hjem igjen till Himlen;

der er Lys og der er Glæde,

der er Leg i Børnevrimlen;

men lad ingen se dig græde,

sig ej at din Fader lukked

da du kom og banked paa;

lidet Barn kan ej forstaa

hvad vi store voxne maa.

Sig han sørged, sig han sukked;

sig dem, det var ham som plukked

smukke Blade till en Krans.

Kan du se den? Den er hans!

(lytter, tænker sig om og ryster paa Hovedet.)

O, jeg drømmer! Mer end Rammen

staar som Skille mellem os;

først i Glød af Luttringsflammen

falder Skillevæggen sammen,

revner Hvælv og brister Stængsler,

hviner Fængselsdørens Hængsler,

springer opp den store La { s }as!

Meget meget her maa gjøres,

før vi to kan sammen føres.

Faksimile

legg: 23, blad: [2]r

181

Jeg skal virke, <...> virke stille,

for at fylde ˹Kravets˺ Tiden Svælg;

jeg skal hærdes, jeg skal ville {;}. –

{m}Men iaften er det Helg.

Fra ifjor hvor vidt forskjellig{!}–!

Hyss, den højt skal holdes hellig;

frem jeg henter mine Skatte,

dem, hvis endeleøse Pris,

fra min Lykkes Livsforli{g}s,

kun en Moders Sjæl kan fatte.

(hun knæler ned ved Komoden, aabner en Skuffe og
tager forskjellige Ting frem. {)}I samme Øjeblik aa-
ner Brand Døren og vil tale till hende, men da
han bemærker hvad hun foretager sig, bliver han
staaende; Agnes ser ham ikke.)

Brand

.
(sagte.)

Evig samme Flugt om Graven,

samme Leg i Dødninghaven.

Agnes

.

Her er Sløret., {h}Her er Kaaben,

han blev baaren i till Daaben. –

Her i Knyttet har jeg Kjolen –

(holder den i Vejret, ser paa den og leer)

Herre Gud, hvor sød og butt!

Dejlig var min lille Gut,

da han sad i Kirkestolen. –

Her er Skjærfet; her er Kuften,

Faksimile

legg: 23, blad: [2]v

han var klædt i første Gang

han fik komme ud i Luften.

Dengang var den altfor lang;

me{d}n ˹den blev ham snart forliden˺ han voxte fra den siden ; – –

den skal lægges her ved Siden. –

Vanter, Strømper, – hvilke Ben{!}, –

og hans nye Silkekyse,

som han fik for ej at fryse, –

den er ubrugt, ren og pen.

O, der ligger Langfærdsdragten,

han blev svøbt i lunt og tætt, –

for at rejse lindt og lett; –

da jeg havde atter lagt den

˹bort˺ af , jeg var till Døden trætt.

Brand

(i vild Smerte.)

˹ <...> par mig˺ <...>ud! Jeg kan jeg ˹vil˺ kan ej knuse

<...>ndes sidste Afgudshuse;

<...>kikk en anden, er det Rett

\

Agnes

/

Den er plettet; – har jeg grædt?

Hvilken Rigdom! Perlestuk˹k˺en,

smertekrammet, taaredrukken,

\

glansomstraalt af Valgets Gru,

/

hellig! Den er Kroningskaaben,

som han bar i Offerdaaben!

O, hvor jeg er rig endnu!

Kvinden

(raaber till Agnes.)

Del med mig, du rige Moer!

Agnes

.

Du er tifold mere rig!

Kvinden

.

Haa, du er de andre lig;

altid Munden fuld af Ord!

Brand

.

Nævn mig hvad du søger her!

Kvinden

.

Ikke dig, for du er Presten!

Heller ud igjen i Blæsten,

end at høre Præk om Brøde;

heller flygte sig tilldøde,

drukne, raadne paa et Skjær,

end at staa for Svartemanden,

˹som ved˺ viser Vej ˹helt˺ der ned till Branden.

Kan jeg hjælpe, jeg, for Fanden,

at jeg blev till den jeg er?

Brand

.
(sagte.)

Denne Røst og disse Trækk

isner mig med Aningsskrækk!

Agnes

.

Hvil dig, varm dig, hvis du fryser;

sulter Barnet, skal det mættes.

Kvinden

.

Taterungen tør ej sættes,

hvor det luner, hvor det lyser.

Vore Folk har Landevejen,

Urden, Skogen, Fjeldet, Hejen, –

de skal færdes, de skal vandre;

Faksimile

legg: 23, blad: [3]v

Hus og {h}Hjem er for jer andre.

Lynsnar maa jeg ud igjen;

de er efter mig som Hunde!

Foged, Lensmand, Lovens Mænd,

gad mig binde, hvis de kunde.

Brand

.

Her du skal ej røres.

Kvinden

.

Her?

Under Tag og mellem Vægge?

Nej, du; Vinternatten bær

bedre Luftning till os begge.

Men et Plagg till Svøb for Barnet{,}!

{æ}Ældste ˹Broder˺ Søster hans, det Skarnet,

er som Tyv ifra mig strøgen

med den Klud han svøbtes i.

Ser du, han er halvvejs nøgen,

blaa, forfrossen, gjennemføgen

af den Rim, som ˹røg˺ skar forbi.

Brand

.

Kvinde, gjør din spæde fri

for din vilde Dødsfærds Sti;

du ˹han˺ skal løftes, du ˹han˺ skal l{ <...> }ettes;

af kan Brændemærket tvættes –

Kvinden

.

Jo du kjender godt till Tingen.

Sligt et Under mægter ingen, –

skal ej mægte det engang!

Krig med jer, som har forstødt ham!

Ved du hvor hans Moer har født ham!

Jo, paa Grøftekantens Hælding!

under Drik og Spil og Sang.

Han blev døbt i Sluddets Vælling,

korset med et Kul af Asken,

læsket med et Klukk af Flasken;

samme Stund han slapp sin Moer,

stod der ˹om os Folk˺ <...> en , som svor; –

ved du hvem det var? Gudbedre; –

{ <...> }Ungens Faer – og Ungens Fædre!

Brand

.

Agnes?

Agnes

.

Ja.

Brand

.

Du ˹ser˺ ved din Pligt.

Agnes

.

Brand; till hende! Aldrig sligt!

Kvinden

.

Giv mig, giv mig! Giv mig alt!

Silkevæv og vraget Pjalt;

intet er for slett, for godt,

kan det svøbes om ham blot.

Snart hans Aande slipper opp;

han skal dø med tøet Kropp!

Brand

.
(till Agnes.)

Nu du hører Valget runger!

Kvinden

.

Du har nok till egen Unge;

Sig mig, – har du ej till min

Livets Plagg og Dødens Lin?

Brand

.

Lyder ej fra denne Tunge

maningsfulde Varslers Hvin?

Kvinden

.

Giv mig!

Agnes

.

Det er Helligbrøde!

Blodskyld mod den lille { D }døde!

Brand

.

Gavnløst han i Døden sendtes,

hvis paa Tærsklen Vejen endtes.

Agnes

.

Viljen ske! Mit Hjertes Rødder

skal jeg træde under Fødder;

Varm hans Haand og varm hans Fod,

Kvinde, kom og tag imod; –

deles skal min Overflod.

Kvinden

Giv mig!

Brand

.

Deles{;}? Agnes; deles?

Agnes

.
(med vild Styrke.)

Heller dræbes jeg end stjæles

alt ifra! Se, jeg har veget

Fod for Fod; jeg kan ej læn{ <...> }ger;

halvt er nok; ej mer hun trænger.

Brand

.

Var det hele da for meget

da det kjøbtes till dit eget?

Agnes

.

Kvinde, kom; se her, tag Kaaben

som mit eget bar i Daaben.

Her er Kjolen, Skjærfet, Kuften;

den er god mod Natteluften;

her den lille Silkekyse;

under den han skal ej fryse;

tag det, tag, till sidste Pjalt –

Kvinden

.

Giv mig!

Brand

.

Agnes, { <...> }gav du alt?

Agnes

.

Kvinde, her er Kroningskaaben,

som han bar i Offerdaaben!

Kvinden

.

Saa! Nu ser jeg der er tømt.

Den som nu var langvejs rømt –!

(vil gaar.)

Faksimile

legg: 24, blad: [1]v

Jeg vil svøbe ham paa Trappen; –

saa paa Flugt med hele Lappen!

(gaar.)

Agnes

.
(staar i stærk indre Kamp; endelig spørger hun)

Sig mig, Brand, om det er billigt

at der kræves mer endnu?

Brand

.

Svar mig først; var det frivilligt

at du gik till Gavens Gru?

Agnes

.

Nej.

Brand

.

Din Skjænk er slængt i Havet, –

over dig er endnu Kravet.

(vil gaa.)

Agnes

(venter till han er kommen till Døren, da raaber hun)

Brand!

Brand

.

Hvad vil Du?

Agnes

.

Jeg har løjet;

se jeg angrer; jeg er bøjet;

ej du aned, ej du vidste

andet end jeg gav det sidste –

Brand

.

Nu?

Agnes

.

Se, et er i Behold,.

Brand

.

Kappen?

Agnes

.

Ja, med Taarer vædet,

fugtet af hans Dødssved kold,

si{g}den ved mit Hjerte fredet.

Brand

.

Bliv i dine Guders Vold.

(vil gaa.)

BrandAgnes

Stands!

Brand

.

Hvad vil du?

Agnes

.

O, du ved det!

(rækker Kappen mod ham.)

Brand

(str{ <...> }ængt, uden at tage den)

Villigt?

Agnes

.

Villigt! Her er Kappen!

Brand

. (tager den)

G

\

Rækk mig Kappen!

/

Kvinden sidder end paa Trappen{!}.

(gaar.)

Agnes

˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]

Røvet, røvet,[HIS: Diakritisk tegn mangler: «ø» i «røvet».] alting røvet; –

sidste Baand, som bandt till Støvet!

˺ (staar en Stund ubevægelig stille; lidt efter lidt gaar

Faksimile

legg: 24, blad: [2]v

Udtrykket i hendes Ansigt over till høj straa-
lende Glæde. Brand kommer tillbge; hun
flyver ham jublende imøde, kaster sig om hans
Hals og raaber:)

Jeg er fri! Brand, jeg er fri!

Brand

.

Agnes!

Agnes

.

Mørket er forbi!

Alle Ræddsler, som har tynget

lig en Mare paa mit Bryt,

ligger nu i Sluget slynget; –

der er Sejr i Viljens Dyst!

Af er alle Taager strøget,

bort er alle Skyer føget,

gjennem Natten, over Døden,

ser jeg Skimt af Morgenrøden!

Kirkegaarden, Kirkegaarden!

Ordet aabner ej for Taaren.

Navnet river ej i Saaret;

Barnet er till Himlen baaret!

Brand

.

Agnes! Ja, nu har du sejret!

Agnes

.

Ja, tillvisse sejret nu, –

sejret over Grav og Gru!

O, se oppad, se ivejret.

Ser du Alf for Tronens Fod,

lysglad som i Livets Dage,

Faksimile

legg: 24, blad: [3]r

191

strække Armen os imod?

Om jeg ejed tusind Munde,

om jeg evned, om jeg kunde,

ikke en jeg dog opplod

for at kræve ham tillbage.

O hvor stor, hvor rig er Gud

till at finde Midler ud.

Barnets Offer, ˹Offerbrøden˺ Offerdøden ,

˹baaret har˺ bar min min Sjæl fra Døden;

han mig fødtes for at mistes,

frem till Sejr jeg maatte fristes!

Takk, at du min Haand har ledet,

du har trofast for mig stredet,

o, jeg saa din Hjertekval.

Nu staar du i Valgets Dal;

over dig nu Vægten faldt

af dets intet eller alt!

Brand

.

Agnes, gaadefuldt du taler;

endt er alle Stridens Kvaler!

Agnes

.

˹Glemmer˺ Husker du det Ord fra før:

Den, som ser Jehova, dør!

Brand

. (viger tillbage.)

Ve mig, hvilket Lys du tænder!

Nej! Og tusind Gange nej!

Jeg har kjæmpestærke Hænder;

gaa ifra mig skal du ej!

Faksimile

legg: 24, blad: [3]v

Lad kun alt paa Jorden glippe,

hver en Vinding kan jeg slippe,

o, men aldrig, aldrig dig.

Agnes

.

Vælg; du staar paa Vejens Skille!

Slukk det Lys, som i mig brænder,

stæng for Juletankens Kilde;

giv mig mine Afgudsklude, –

Kvinden sidder end derude, –

lad mig atter gaa tillbage

till de vingebundne Dage,

sænk mig atter ned i Dyndet

hvor jeg indtil nu har syndet –

alt du kan, d{u}et staar di{ t }g frit, –

jeg mod dig kun mægter lidt –

stækk min Vinge, stæng for Sjælen,

Døgnets Blylodd hæng om Hælen,

bind mig, trækk mig atter ned,

did, hvorfra du selv mig hæved,

lad mig leve som jeg leved,

da i Mørket jeg mig vred.

Hvis du dette vil og tør,

jeg din Hustru er som før; –

vælg; du staar paa Vejens Skille!

Brand

.

Ve mig, ve mig, hvis jeg vilde!

˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg. Ingen innføyningstegn viser hvor tilføyelsen skal inn, følger derfor førstetrykket.]

O, men langt fra dette Sted,

langt fra alle Sorgens Minder

Liv og Lys som et du finder.

˺

Agnes

Glemmer du, at her dig binder

Kaldets Daab – og Offrets med!

Glemmer du de tusend Sjæle

som dit Hverv er her at helle –

˹ d ˺ den { <...> }Gud Herren bød dig føre

frelste frem till Lysets Kilde?

Vælg, du staar paa Vejens Skile

Brand

Jeg har intet Valg at gjøre

Agnes

.
(kaster sig om hans Hals.)

Takk for alt, – og Takk for dette!

Faksimile

legg: 24, blad: [4]r

193

Du har ledet tro den trætte!

Over mig er Tungheds Taage, –

du vil tro ved Lejet vaage!

Brand

.

Sov! Nu er dit Dagværk endt!

Agnes

.

Endt, og Nattelyset tændt.

Sejren tog min Styrkes Skatt,

jeg er mødig, jeg er matt;

o, men Gud er lett at love!

Brand, Godnatt!

Brand

Godnatt!

Agnes

.

Godnatt!

Takk for alt! Lad nu mig sove!

(gaar.)

Brand

(knuger Haanden mod Brystet.)

Sjæl, vær trofast till det sidste!

Sejrens Sejr er alt at miste.

Tabets alt din { d }Vinding skabte; –

evigt ejes kun det tabte!

Skolemesteren

(kommer)

Se, alt paa Pletten?

Klokkeren

.

Det kan trænges;

tag Haand i med; her Løv skal hænges

fra Stav till Stav som Hegn for Toge{ s }t.

Skolemesteren

.

Ved Prestegaarden rejses noget

som slutter med en Aabning rund,–

Klokkeren

.

Javis{t}st, javisst!

Skolemesteren

.

Hvad skal det være?

Klokkeren

.

Et saakaldt Skildt till Prestens Ære

med Prestens Navn paa gylden Grund.

Skolemesteren

.

Jo, der blir Stads idag i Sognet!

Helt langvejs fra de strømmer hid;

af Sejl er hele Fjorden næsten hvid.

Klokkeren

.

Ja, nu er Menigheden vaagnet;

i Prestens salig Formands Tid

der spurgtes aldrig Splid og Strid;

da sov man selv, da sov ens næste; –

jeg ved ej hvad der er det bedste.

Skolemesteren

.

Liv, Klokker, Liv{?}!

Klokkeren

.

Men jeg og I

gaar urørt Rørelsen forbi;

hvad kan det komme af?

Skolemesteren

.

Fordi

vi virked, saa de andre sov;

da de blev vakte, sovned vi,

thi da var ej for os Behov.

Klokkeren

.

Men dog I sagde Liv var bedst?

Skolemesteren

.

Ja Gud, det siger Provst og Prest,

jeg selv ej siger andet heller,

men vel at mærke naar det gjælder

den hele store Folkets Rest.

Faksimile

legg: 25, blad: [1]v

men vi to har en anden Lov

end den som læses rundt i Lierne;

vi er Distriktets Embedsmænd,

se vi skal holde stramt igjen,

skal skjøtte Kirketugt og Videnskaber,

og ej befatte os med Lidenskaber,

kort sagt, staa udenfor Partierne.

Klokkeren

.

Men Presten selv staar midt i Sagen{?}!

Skolemesteren

.

Det er just det, han ikke burde.

Jeg ved hans Foresattes Kreds

er med hans Gjerning utillfreds

og der{f}som de for Folket turde,

de havde længst alt vendt ham Bagen.

Men han er fin, han lugter Lunten,

han ved nok hvad som binder Bundten,

han bygger Kirke{ ; }n; alle smøres

˹med Blindhed her˺ hos os om Mund , naar noget gjøres.

Hvad der blir gjort, det rager ingen,

at der blir gjort, se, det er Tingen;

vi allesammen, Flok og Førere,

kan kaldes en Nation af Gjørere.

Klokkeren

I har jo været Storthingsmand,

saa I maa kjende F{ lo }olk og Land,

men en, som rejste gjennem Sognet

kort efter at man her var vagnet,

har sagt at fordum var vi S{ <...> } overe,

Faksimile

legg: 25, blad: [2]r

197

saa vaktes vi – og blev till Lovere.

Skolemesteren

.

Ja lovende er dette Tolk,

et Folk, som lover saare meget,

et Folk, som er i kort Tid steget,

saa Hvermand ˹snart er˺ er en Løftets Tolk.

Klokkeren

.

Paa et jeg tidt har spekuleret;

hør sig mig, I, som har studeret, –

hvad er et ˹saakaldt˺ rigtigt Folkeløfte?

{K}Skolemesteren

Et Folkeløfte, kjære Klokker?

Det blev langvarigt ˹helt˺ her at drøfte,

men det er noget alle flokker

sig om i Kraft af en Idé;

det noget stort er, som ˹skal˺ ske, –

i Folkets Fremtid notabene.

Klokkeren

.

Saa Takk; nu skjønner jeg det ene;

men der er en Ting till jeg maa

i Hastighed faa Rede paa?

Skolemesteren

Tal frit.

Klokkeren

.

Sig mig, hvad Aarstal kommer

den Tid som kaldes Fremtid?

Skolemesteren

Ej!

Faksimile

legg: 25, blad: [2]v

Den kommer aldrig!

Klokkeren

Aldrig?

Skolemesteren

Nej,

det er naturligt i sin Orden;

thi naar den kommer, er den vorden

{ <...> }till {n}Nuti{ <...> }d, er ej Fremtid mer!

Klokkeren

.

Ja, det er rigtigt, som jeg s{ <...> }er; –

\

om den Ting kan ej Ordstrid voldes{;}.

/

Men naar skal saa et Løfte holdes?

Skolemesteren

Nu har jeg jo fornylig sagt

et Løfte er en Fremtidspagt;

i Fremtid skal det holdes.

{ S }Klokkeren

Ja,

men ˹sig˺ sig, naar ˹ begy ˺ kommer Fremtid da?

Skolemesteren

(sagte)

Det er en Klokker!

(højt.)

Kjære Ven,

skal nu jeg rippe opp igjen,

at Fremtid kan umuligt komme;

thi naar den kommer, er den omme.

Klokkeren

.

Takk!

Skolemesteren

.

Bagom alle Tings Begreb

der noget staar, som ligner Kneb,

men som er ganske ligefrem, –

at sige da for alle dem,

som tælle kan till mer end fem.

At love er tillsidst at lyve{;},

skjønt Løgneren er lige ærlig;

al Holden kaldtes før besværlig,

men den kan kaldes rent umulig,

hvis i Logiken man er duelig;. –

Naa, lad saa Løftefuglen flyve,.

Hør, sig mig –

Klokkeren

.

Hyss!

Skolemesteren

.

Hvad er det?

Klokkeren

.

Stille!

Skolemesteren

.

Min Tro, jeg hører nogen spille

paa Orgelværket.

Klokkeren

.

Det er ham.

Skolemesteren

.

Hvad, Presten?

Klokkeren

.

Netopp.

Skolemesteren

.

Faa mig Skam;

[Forfatternote: NB hertill gaar anden Forsending Renskrift till Hegel.]

saa har han været tidligt ude!

Klokkeren

.

Knappt tror jeg han i denne Natt

har krammet Prestesengens Pude.

Skolemesteren

.

Hvad?

Klokkeren

.

Det er aldrig rigtig fatt.

Han gnages af en lønlig Tand

alt siden han blev Enkemand;

han gjemmer Sorgen, det er vist;

men ud den bryder her og hist;

det er som om hans Hjerte var

et overfyldt og utætt Kar;

saa spiller han; hør hver en Tone

er som han græd for Barn og Kone.

{ <...> }Skolemesteren

Det er som om de taltes ved, –

\

Klokkeren

/

som en der trøsted, en der ˹led˺ gred .

Skolemesteren

.

Hm; den, som turde blive rørt!

Klokkeren

.

Ja; den, som ej var Embedsmand!

Skolemesteren

Ja, den, som ej var klemt og snørt

af allslags Hensyn till sin Stand.

Klokkeren

.

Ja, den, som turde give Pokker

og Fanden baade Pen og Bog!

Skolemesteren

Og den, som slapp at være klog;

Og den, som turde føle, – Klokker!

Klokkeren

.

Ven, ingen ser os, – lad os føle!

Skolemesteren

Det var usømmeligt at søle

sig ned i Menneskenes Sfære.

En Mand skal, efter Prestens Lære,

paa engang ikke to Ting være,

selv den som vil, ej være kan

et Menneske og Embedsmand,

man være bør i alt som noget

en Efterligning af vor Foged.

Klokkeren

.

Hvi just som han?

Skolemesteren

.

I mindes vel

den store Brand i Fogedgaarden

da ud {a}Arkivets Skatt blev baaren

og reddet?

Klokkeren

Ja, det var en Kveld –

Skolemesteren

En Uvejrskveld, og Fogden stræved;

det var som om han tifold leved –

Faksimile

legg: 25, blad: [4]v

men Fanden stod og lo i Stuen;

og ˹flux˺ da hun saa ham, ˹hylte˺ raabte Fruen

O, frels din Sjæl, min ˹kjære˺ dyre Ven,

den Onde staar dig efter Livet;

˹da <...> ˺ men 2 Fogden 1 ˹raabte˺ svared gjennem Luen:

Min Sjæl? Till Helvede med den,

˹hjælp˺ naar blot ˹at bære ud˺ jeg frelse kan Arkivet!

Se, han er Foged ud og ind,

med Hud og Haar, i Sind og Skind,

og derfor ˹ved˺ tror jeg vist han vinder

derhen, hvor han si{t}n ˹Livsløn˺ Livsmod finder.

Klokkeren

Og hvor er det?

Skolemesteren

Naturligvis, –

i gode Fogders Paradis!

Klokkeren

.

Min lærde Ven!

Skolemesteren

.

Hvad godt?

Klokkeren

.

Jeg tror

jeg bagom hvert af jeres Ord

formærker Tegn paa Tidens Gjæring;

thi Gjæring er her, det er visst;

den kjendes gjennem alles Brist

paa Agt for gammel hævdet Sed.

Skolemesteren

.

Det muggne maa i Muldet ned;

det raadne er det ˹færskes˺ friskes Næring.

her hultes Slægtens Bryst af Tæring,

og kan ej Ondet hostes opp, –

saa ned i Kisten med dens Kropp.

Ja, Gjæring er her, det er sikkert;

den ˹observeres˺ obsalveres uden Kikkert.

˹Hin˺ Den Dag, den gamle Kirke faldt

det var, som tog den med sig alt

hvori vort Liv till samme Stund

slog Rod og Trevl og fandt sin Grund.

Klokkeren

.

Der kom en Stillhed over Mængden.

De havde raabt, riv ned, riv ned!

Men Skriget holdt ej ud i Længden

og mangen blev om Øret hed

og skotted sky og ˹stod˺ blev betænkelig

da Byggdens gamle Gudehus

for {a}Alvor skulde ned i Grus,

og mange fandt den var ukrænkelig.

Skolemesteren

.

Men Mængden mente tusind Baand

dem knytted till det gamles Aand

saalænge ej det nye Slott

var viet ind solid og godt,

og derfor under Angst og Spænding

de agtede paa Tingens Vending

Faksimile

legg: 26, blad: [1]v

og blinked mod den store Dag

d{e} a t stryges skal det slidte Flag,

da nye Farver frit skal {k}flomme,

og alt som Spiret oppad steg

blev Flokken mere taus og bleg, –

og nu, ja nu er Tiden omme.

Klokkeren

.
(peger ud till Siden.)

Se Myldret! de er ved at samle

sig sammen!

Skolemesteren

Ja i tusendvis.

Hvor stillt det er˹!˺ , og

Klokkeren

Og dog det dønner,

som Havet dønner før en Bris.

Skolemesteren

.

Det Folkehjertet er, som stønner;

det er som om der gik den Viden

igjennem dem, at stor er Tiden;

det er som om de stævntes ud

till Thing og skulde bytte Gud.

Hør, hvor er Presten? Jeg er klemt;

jeg skulde ønske jeg var gjemt!

Klokkeren

Jeg med, jeg med!

Skolemesteren

I slig en Stund

Faksimile

legg: 26, blad: [2]r

205

en lodder ej sin egen Bund;

{ <...> }hvert Dyb et dybere ˹har˺ er under;

en vil, en viger og en stunder!

Klokkeren

.

Ven!

Skolemesteren

.

Ven igjen!

Klokkeren

.

Hm!

Skolemesteren

Tal! I nøler!

Klokkeren

.

Jeg tror ˹ Gud hjælpe bogstaveligt˺ isandhed mig vi føler!

Skolemesteren

Hvad! Ikke jeg!

Klokkeren

.

Jeg ikke heller;

et Vidnesbyrd ej nogen fælder –

Skolemesteren

.

Vi to er Mænd, ej dumme Jenter.

Godmorgen˹!˺ , Skolens Ungdom venter!

(gaar.)

Klokkeren

.

Nyss saa jeg Syner som et Fjog;

\

nu er jeg atter kjølig, klog

/

˹og lukket˺ nu er jeg som en Spændebog.

Till Arbejd hist, – her er det ude

og Lediggang er Fandens Pude.

(gaar till den anden Side.)

Brand

.

Nej, jeg kan ej Tonen tvinge

saa den høres fuldt at klinge.

Orgelsangen blir till Skrig,

Loftets Buer, Hvælv og Vægge

tykkes knugende sig lægge,

tykkes trangt og træhaardt møde,

l{ <...> }ukke rundt om Sangen, lig

Kistelaaget om den døde!

Jeg har prøvet, jeg har fristet;

Orglet har sit Mæle mistet.

Røsten hæved jeg till Bøn;

men den ˹drev˺ slog tillbage, brusten,

som en Klokke, sprukken, rusten,

i et {h}d dumpt, hulbrystet Støn;

det var som Gud {h}Herren stod

øverst tronende i Koret,

slog med Haanden vredt imod,

visende ifra sig Ordet! –

Herrens Hus skal bygges stort,

saa det var jeg ˹trøstig˺ frejdig loved;

2 ↕

rive <...> ned jeg frejdig voved,

1 ↕

rydde, jævne, feje bort;

nu staar Værket færdiggjort.

Faksimile

legg: 26, blad: [3]r

207

Alle korser sig i Kor,

skriger, nej hvor stor, hvor stor!

Er det dem, som bedre ved det –

eller mig, som ej kan se det?

Er den stor? Er dette { her }Hus

fuldt og helt hvad jeg har ville?

Er i den hin Anings Sus {,}Brus,

som har født den af sig, stillet?

Ligner den det Tempelbilled,

som jeg skimted stort i Aanden

hvælvet over Verdensvaanden? –

Hm, hvis Agnes havde levet,

var det anderledes blevet;

stort i smaat hun kunde se,

lyse fra mig Tvivlens Ve,

favne Jord og Himmel sammen,

lig et Løvtag over Stammen.

(bemærker Anstalterne till Festen.)

Grønne Kranse, Flag paa Stang;

Skolen øver ind sin Sang;

Prestegaarden snart er fuld;

alle Folk vil hilse paa mig, –

de har rejst mit Navn i Guld{,}!

Gud, giv Lys, – hvis ej, saa slaa mig

tusind Alen under Muld! –

Om en Time aabnes Festen;

alle Tanker gjælder Presten,

Presten er i alles Munde,

Faksimile

legg: 26, blad: [3]v

alle Tanker kan jeg kjende,

alle Ord jeg føler {B<...> }brænde,

Lov og Pris gaar trolddomsbaaret,

som en Isstrøm, gjennem Haaret;

den som kunde, den som kunde

kaste Glemsel om sig, skjule

˹Hodet˺ dybt sig i et Vilddyrs Hule!

Fogden

(hilser straalende fornøjet.)

Nu har vi da den store Dag,

Sabbaten efter Ugens sex,

nu firer vi vort Sejl tilldækks,

og hejser højt vort Søndagsflag

og ˹gaar˺ træder for Strømmen lunt og smaat –

og ser at alt er saare godt.

Tilly Lykke, ædle, store Mand,

hvis Ry snart bæres vidt om Land!

Till Lykke, jeg er synlig rørt

˹og˺ ˹ men ˺ og dog uhyre glad tillige{!}; –

Men De –?

Brand

.

Jeg er som strubesnørt.

Fogden

.

Ej, den Fornemmelse maa vige.

Nu maa De præke saa det dundrer;

maal Hjorden Skjæppen fuld tillrands.

Der er jo slig en Resonants,

Faksimile

legg: 26, blad: [4]r

209

at alle, jeg har talt med, undrer

sig højlig –

Brand

.

Saa?

Fogden

Ja selve Provsten

har undret sig og højlig rost den.

Og hvilken ædel Stil i Værket!

Og hvilken Mægtighed der boer

i Formerne –

Brand

.

Det har De mærket?

Fogden

.

Hvad, mærket?

Brand

.

At den tykkes stor!

Fogden

.

Ej blot den tykkes; nej den er,

{s}i Frastand seet saavel som nær.

Brand

.

Den er det? Virkelig? De tror –?

Fogden

.

Ja Død og Pine er den stor –

for stor for Folk saa langt mod Nord.

I andre Lande ved jeg nok

man bruger større Maalestokk,

men her hos os, som knebent boer

paa Strimlen mellem Fjeld og Fjord

Faksimile

legg: 26, blad: [4]v

paa Brakkmark og paa golde Hauser, –

her er den stor, saa den forbauser!

Brand

.

Ja saa det er; og vi har byttet

en gammel Løgn kun for en ny.

Fogden

.

Hvad nu?

Brand

.

Vi Folkets Hug har flyttet

fra {m}Mindesmærkets muggne Ly

till Nutidsspiret under Sky.

Før skraalte Koret: hvor ærværdig!

Nu brøler Koret: se, hvor {S}stor;

dens Mage findes ej paa Jord!

Fogden

.

Min kjære Ven, jeg maa ihærdig

betegne hver som lovlig grov,

der till en større har Beho{ <...> }v.

Brand

.

Men hver skal eje klart den Viden

at Kirken, som den staar, er liden;

at dølge dette var at lyve.

Fogden

.

Nej hør, lad slige Griller flyve!

Hvad skal det til at ˹kalde˺ gjøre styggt,

hvad selv en har med Møje byggt?

Folk er saa inderlig tillfredse,

de tykkes alt er stort og rigt,

at aldrig før de øjned sligt.,

Faksimile

legg: 27, blad: [1]r

<...>.

211

O, lad dem tænke saa for stedse!

Hvi skal vi pirke ved de Stakler,

og pine dem med tændte Fakkler,

hvis Lysning ingen skjøtter om?

Alt kommer an paa Troens Dom.

Det gjør ej till, ej fra, en Snus,

om Kirken er et Hundehus,

naar Folk kun uforstyrret tror

at den er overmaade stor.

Brand

.

I alle Forhold samme Lære!

Fogden

.

Idag er her desuden Fest;

hver Sjæl er paa en Vis vor Gjæst;

det vilde utillbørligt være

om ej vi stelled alt som bedst.

Og selv for {d}Deres egen Skyld

det var urimeligt at røre

ved Lidenhedens Sandhedsbyld.

Brand

.

Hvorledes det?

Fogden

.

Nu skal De høre.

Først har vort Formandskab besluttet

at skjænke Dem en Sølvpokal,

hvis Indskrift vilde blive gal,

˹om˺ hvis Kirkens Storhed af blev pruttet;

og Sangen som er skreven till,

Faksimile

legg: 27, blad: [1]v

og Talen som jeg holde vil,

blev ogsaa begge lige gale,

hvis Værkets Storhed skulde dale.

De altsaa ser De maa Dem give

og holde begge Ører stive.

Brand

.

Jeg ser, hvad tidt ˹mig˺ skar ˹i˺ mine Øjne, –

en Løgnerfest till Pris for Løgne!

Fogden

.

Men Gudbevares, kjære Ven; –

saa stærke Ord; hvor vil {den}De hen!

Dog, for at faa den Smagssag endt

saa hør mit andet Argument;

˹ ser ˺ som hint var Sølv er dette Guld;

{T}thi vid, som Kjælebarn {d}De sidder

i Naadens Yndest, Agt og Huld;

kort sagt, at De ˹udnævnt˺ er ˹till˺ bleven Ridder!

Idag {d}De skal som Ordensmand

gaa stolt med Korset midt paa Brystet.

Brand

.

Jeg alt af tyngre Kors er krystet;

tag det ifra mig, hvo som kan.

Fogden

.

Hvad nu? De blir ej mærkbart rystet

af Rørelse ved slig en Naade?

De er i et og alt en Gaade!

Men tænk Dem dog for Guds Skyld om –

Brand

.

Den hele Snakk er spildt og tom;

Faksimile

legg: 27, blad: [2]r

213

jeg fra Dem gaar saa klog jeg kom; –

De har ej fattet mindste Spor

af hvad der laa bag mine Ord.

Jeg har ej ment den Storhed, som

i Fod og Tommer ud kan maales,

men den, som dulgt tillbagestraales,

som isner og som ildner Sjælen,

som vinker ind till Drøm og Dvælen,

som løfter lig en Stjernenatt,

som, som – gaa fra mig! Jeg er matt –

bevis, forklar, ˹tal˺ snakk till de andre –

(gaar oppover mod Kirken.)

Fogden

. (for sig selv.)

Hv{ <...> }o kan i sligt i Virvar vandre

og finde Rede? Storhed satt

i noget, som tillbagestraales,

som ikke tommevis kan maales?

Og Stjernenatt? Saa faldt jo Ordet? –

Har Presten prøvet Frokostbordet?

(gaar.)

Brand

(kommer nedover Pladsen.)

Saa ensom paa de vilde Vidder

jeg aldrig gik, som her jeg gaar;

hvert Spørgsmaal gjenlydsfattigt slaar

tillbage de med Kvækk og Kvidder.

(ser ud, hvor Fogden gik.)

Ham gad jeg knuse med min Hæl!

Faksimile

legg: 27, blad: [2]v

Hver Gang jeg prøver paa at højne

hans Syn udover Kneb og Løgne,

han spytter ˹ud˺ mig sin raadne Sjæl,

˹uvorent˺ troskyldigt , midt for mine Øjne! –

O, Agnes, hvi var du for vek!

Mig trætter denne tomme Leg,

hvor ingen vinder, ingen viger; –

ja, haabløs er en ensom Kriger!

Provsten

(kommer.)

O, mine Børn! O, mine Faar –!

Nej, om Forladelse, – jeg mener

min Embedsbroder; – Festens Scener,

˹Prædikenen mig ˺ min Præken mig till Hodet slaar;

jeg indstuderte den igaar; –

\

men ˹færsk˺ endnu den end i Halsen staar;

/

naa ja, jeg kommer sagtens a' den, –

i værste Fald saa gaar jeg fra den.

Men nok om den Ting. Tag min Takk,

De, som saa mandigt Isen brakk,

som stolpred gjennem Skraal og Snakk,

som rev hvad der var faldefærdigt,

og bygged stort og nyt og værdigt.

Brand

.

Langt frem endnu.

Provsten

.

˹Hvad˺ Men , kjære Ven{,}?

Staar mer end Vielsen igjen?

Brand

.

I nybyggt Hus maa flytte ind

Faksimile

legg: 27, blad: [3]r

215

en gjenfødt Aand, et tvættet Sind.

Provsten

.

Det ˹Sligt˺ kommer ganske af sig selv.

Saa stort og ˹pent panelet˺ <...>edigt et Hvælv,

˹saa˺ sligt lyst et Rum vil trække med sig

at Folket tvættet lader se sig.

Og denne skjønne Resonants,

som af hvert Prestens Ord gjør to,

maa øge Menighedens Tro

˹med˺ halv hundrede Procent tillmands.

Det er isandhed Resultater,

som ikke selv de store Stater

vil kunne vise bedre frem{;}. –

˹Alt˺ og dette skyldes ene Dem;

tag derfor af en Embedsbroder

et dybtfølt Takk, som jeg formoder

ved Middagsbordet følges efter,

paa denne Deres Hædersdag,

af mangt bevinget Foredrag

ifra Provstiets yngre Kræfter. –

Men, kjære Brand, De tykkes bleg?

Brand

.

Alt længe Magt og Mod mig sveg.

Provsten

.

Begribeligt; – saa mangt at skjøtte,

og alting uden Hjælp og Støtte.

Men nu er jo det værste over,

og alt en herlig Dag os lover.

Faksimile

legg: 27, blad: [3]v

215a

Kun ej forknytt; det glider nok.

Paa flere Tusinder en Flok

fra fjerne Prestegjæld er samlet.

gaa i Dem selv og sig hvem hamled

med Dem i Talegaver opp.

Se, Deres Embedsbrødres Tropp

Dem møder jo med aabne Arme,

og alle Menighedens Barme

for Dem er fyldt med Takk og Varme.

Og Værket som saa godt er lykket,

og alt som er saa prægtigt smykket,

og Dagens Text, hvor høj, hvor stor –

og saa det mageløse Bord, –

jeg var just indom Prestegaarden

˹hvor˺ og sa netopp Kalven opp blev skaaren.

I Sandhed, De, et dejligt Dyr!

Jeg lover det har voldt Bestyr

at faa sligt lækkert Stykke fundet

i denne vanskelige Tid,

da Kjødet ˹staar i˺ koster ni Mark Pundet.

Men lad den fare indtill ˹videre˺ Vidre .

Et andet Ærind drev mig hid.

Brand

.

Tal kun; skjær opp, stik, riv og slid!

Provsten

.

Min Fremgangsmaade, Ven, er blidere.

Dog, kort; thi knapp er begges Tid.

Der er et enkelt lidet Punkt,

Faksimile

legg: 27, blad: [4]r

215b

som De fra denne Dag bør rette,

og det vil ej Dem falde tungt.

Ja, jeg formoder De kan gjætte

saa halvt om halvt hvorhen jeg sigter.

Det gjælder Deres Embedspligter;

thi De hidindtill har stundom lagt

paa Skikk og Brug forliden Magt;

og Skikk og Brug er dog det første,

om ikke egentlig det største.

Naa, Herregud, jeg vil ej skjænde;

man er jo ung og man er ny,

˹

man kommer fra den store By

˺

og kan ej Landsens Forhold kjende.

Men nu, min Ven, nu er det vigtigt

at fatte Sagen mere rigtigt.

De hidtill har formeget plejet

hver enkelts særlige Behov;

den Fejl er, mellem os sagt, grov;

lad dem i massevis bli vejet,

kjæm alle med den samme Kam;

tro mig de faar ej deraf Skam.

Brand

.

Forklar Dem bedre!

Provsten

.

Ser De vel,

De har nu byggt till Sognets Held

en Kirke; den er Klædebon

for Fredens og for Lovens Aand,

og Staten ser Religionen

Faksimile

legg: 27, blad: [4]v

som det, der bedst forædler Tonen,

som det, hvori dens Trygghed boer,

kort, som Moralens Rettes{ <...> }nor.

Se, Statens Forraad er kun tyndt,

den vil Valuta for sin Mynt.

God Kristen, siges der, god Borger.

Tror De den øser Penge ud

till Gavn for Godtfolk og for Gud,

og for sig selv at skaffe Sorger?

Nej, Staten, Faer, er ikke gal;

og Hvermands Tillstand snart blev skral,

hvis ikke Staten strængt og nøje

kun havde dette Liv for Øje.

Men dette Statens Formaal, Ven,

kun naaes ved dens Embedsmænd,

og det vil sige her, dens Prester –

Brand

.

Hvert Ord er Visdom! Tal!

Provsten

.

˹Der˺ Nu rester

kun ganske lidt. Nu har De skjænket

till Statens Nytte denne Kirke,

og følgelig maa Deres Virke

till Statens Opphjælp være lænket.

I denne Aand jeg ser den Fest,

som fejres skal i næste Time,

i denne Aand skal Klokken kime,

i den blir Gavebrevet læst.

Med Gaven følger da et Løfte,

Faksimile

legg: 28, blad: [1]r

217

hvis Kjærne {d}De bør nøje drøfte –

Brand

.

Ved Gud, saa var det aldrig ment!

Provsten

.

Ja nu, min Ven, det er for sent –

Brand

.

Forsent? For sent! Det skal vi se!

{B}Provsten

.

Vær sindig! Jeg maa næsten le!

Hvad er da her at hyle over?

Det er jo intet ondt De lover!

Hver Sjæl kan plejes ligegodt,

om Staten tjenes med det samme,

˹To˺ De tvende Herrers Tarv ˹De nemt˺ kan ramme,

hvis De Dem teer besindig blot.

De er ej Prest, for Peer og Paal

at fri f{or}ra Syndestraffens Baal,

men for at hele Prestegjeldet

kan nyde godt af Naadevældet;

dog, frelses Sognet, er det klart,

hver enkelt faar sin Frelsens Part.

Se Staten er, hvad knappt De aner,

nøjagtigt halv Republikaner;

den hader Frihed, som en Sot,

men ynder Lighed saare godt;

dog, Lighed vindes aldrig før

hver Ujævnhed er nivelleret;

og det er det, De ikke gjør; –

Faksimile

legg: 28, blad: [1]v

De tvertimod har stærkt formeret

den Ujævnhed i Syn paa Sagen,

som ˹ <...> aldrig forhen˺ før i Sognet kom for Dagen.

Før var enhver et Kirkens Led,

nu er han en Personlighed;

og det er Staten ikke tjent med,

og derfor gaar det og saa sent med

at sammenskrabe Ordensskatten

samt alle andre Samfundsgoder;

thi Kirken er ej længer Hatten,

som skulde passe alle Hoder.

Brand

.

O, hvilket Langsyn aabnes nu!

Provsten

.

Kun ej forknytt; det intet baader;

skjønt ej det nægtes kan, her raader

et Virvar saa det er en Gru.

Men er der Liv, saa er der Haab,

og gjennem Kirkegavens Daab

De øged Deres Pligt at virke

for Statens Hensigt med sin Kirke.

I alting maa en Regel till,

hvis ej de spredte Kræfters Spil

skal, som en kaad utæmmet Fole,

forstyrre baade Grind og Hegn

og ˹Vedtægts tusind˺ alle Lovens Grænsetegn.

I alle Ordnens Forhold r{ <...> }øbes

en Lov, skjønt den forskjelligt døbes.

Faksimile

legg: 28, blad: [2]r

219

I Kunsten kaldes den for Skole,

og i vor Krigerstand, saa vidt

jeg mindes kan, at holde Tritt.

Se, det er Ordet, kjære Ven;

did er det Staten stævner hen;

den finder, Springmarsch gaar for vidt;

paa Stedet Marsch er den for lidt, –

for alle lige lange Skridt

og samme Tanketakt i Foden, –

se, det er Maalet for Methoden.

Brand

.

For Ørnen Rendesten, – for Gaasen

Skykløftens Svimmel over Aasen!

{B}Provsten

.

Vi, Gud ske Lov, er ikke Dyr;

dog, skal vi bruge Digt og Fabel,

det bedst er vi till Skriften tyer.

Den har Belægg for alt, den kryer

fra Genesis till Aabenbaringen

af alskens vækkende Parabel;

jeg vil nu bare minde om

hint proje{ <...> }kterte Taarn i Babel;

sig selv, hvor langt de {g}Godtfolk kom?

Og hvorfor? Lettvindt er Forklaringen;

de holdt ej sammen ˹i Geleder˺ som det heder ,

de talte hver sit eget Sprog,

de trakk ej samlet under Aag,

kort sagt, de blev Personligheder.

Faksimile

legg: 28, blad: [2]v

Det er den ˹halve˺ ˹ ene ˺ halve Dobbeltkjærne

som gjemmes under Fablens Skal; –

at 2 ingen 1 ensom kan sig værne,

at sondret staar enhver for Fald.

Den, Gud vil slaa i Livets Strid,

ham gjør han først till Individ;

hos Romeren var Satsens Ramme,

at Guderne tog hans Forstand;

men gal og ensom er det sammel,

og derfor maa hver ensom Mand

till Slutt sig samme Skjæbne vente,

som den, der traff, da David sendte

paa Forpost Oberst Urian.

Brand

.

Vel muligt, ja; men hvad saa mer?

I Fald jeg Undergang ej ser.

Og tror De da saa fuldt og visst

at hine Byggere tillsidst,

med S samme Sprog og samme Sind,

var lykkedes at bygge ind

i Himlen Babelstaarnets Tind?

Provsten

.

I Himlen? Nej, det er just Tingen,

at helt till Himlen rækker ingen.

Det er den anden halve Kjærne,

som gjemmes under Fablens Skal,

at hvert et Byggværk staar for Fald,

som toppes vil ved Himlens Stjerne.

Brand

.

Till Himlen rakk dog Jakobsstigen;

till Himlen rækker Sjælens Higen.

Provsten

.

Paa den Maneer! Ja, Gudbevares!

Derom al vidre Snakk kan spares; –

naturligvis er Himlen Løn

for velført Levnet, Tro og Bøn;

men Liv er et og Tro et andet,

det skader begge, blir de blandet;

sex Dage skal ens Gjerning gjøres,

den syvende skal Hjertet røres,

stod Kirken aaben hele Ugen,

var det forbi med Søndagsbrugen.

De svækker Ordets Luttringsduft,

hvis ej det spares med Fornuft;

thi Religion, saavel som Kunst,

maa ikke flyde ud i Dunst;

De 3 Idealet ˹ 1 tryggt 2 kan ˺ har Lov at se

fra Prækestolens hellige Læ,

men lægg det af med Prestekjolen,

saafort De kommer ud i Solen.

Som sagt, der er en Lov i alt,

en Lov, der kræver streng Begrænsning,

og det er till fornøden Rensning

af dette Punkt at jeg har talt.

Brand

.

Et er mig klart; for mig ej passer

Faksimile

legg: 28, blad: [3]v

de Statens tusind Sjælekasser.

Provsten

.

Jo, Ven, De vil just prægtigt fylde, –

men paa en ganske anden Hylde –

De maa till Vejr{–}s –

Brand

.

Det naaes ej ved

at søle mig i Dyndet ned.

Provsten

.

Hvo der fornedres, skal opphøjes, –

skal Krogen gribe maa den bøjes –

Brand

.

Skal ˹Manden˺ Sjælen bruges maa han dødes –!

Provsten

.

Gud fri mig vel, hvor kan De tro

at jeg har sligt till Hensigt?

Brand

.

Jo!

Saa skal det være, først forblødes;

m{ <...> }an duer først som Benrad stiv

for eders gustne Blegsotsliv!

Provsten

.

Jeg vil ved Gud ej aarelade

en Katt engang, langt mindre Dem,

men jeg har tænkt, det ej kan skade

at lukke Døren halvt paa Klem

till Vejen, hvor jeg selv gik frem.

Brand

.

Og skjønner De, hvad De har krævet?

Faksimile

legg: 28, blad: [4]r

223

At jeg paa Statens Hanegal

fornægte skal det Ideal,

hvorfor till denne Dag jeg leved!

Provsten

.

Fornægte, Ven, hvem kræver sligt.

Jeg har kun pegt paa Deres Pligt,

jeg vil at De skal i Dem sluge,

hvad Deres Samfund ej kan bruge.

Behold det hele, hvis De vil,

men lukk det blot hermetisk till,

flyv, sværm, i Herrens Navn, indvendigt –

men ikke aabenlyst for Mængden;

tro mig det straffer sig i Længden

at te sig envist og ubændigt.

Brand

.

Ja, Skrækk for Straf og Haab om Vinding

er Kainsmærket paa din Tinding; –

˹det˺ som skriger at du, verdensklog,

dit Hjertes rene Abel slog!

Provsten

.
(sagte.)

Nu siger han min Sandten «du», –

det gaar for vidt!

(højt.)

Jeg vil ej nu

forlænge denne Strid, men maa

dog atter bede Dem forstaa

at vil De frem, saa bør De vide

Faksimile

legg: 28, blad: [4]v

hvad Land De lever i, hvad Tid;

thi ingen fanger Sejr i Strid,

har han ej Tiden paa sin Side.

Se blot till Kunstnerne, se Digterne,

de overser ej Samtidspligterne,

de retter Trittet efter Flokken,

og derfor faar de Krans om Lokken;

se vore Krigere, – en Sabel

med sleben {Æ}Egg { t }er her en Fabel,

{h}Hvorfor? Fordi der er en Lov

som byder, agt dit Lands Behov.

Sin Særlighed maa Hvermand tæmme,

ej højne sig og ej gaa fremme,

men jævnt sig midt i Massen gjemme.

Human er Tiden, siger Fogden,

og dersom blot humant De tog den,

De kunde virke noget stort.

Men af maa alle Kanter <...> slibes,

og af maa alle Kviste knibes,

glatt maa De være, lig de andre,

og aldrig nogen Særvej vandre,

skal ˹Værket varigt˺ noget mærkb vorde gjort.

Brand

Væk, væk herfra! <...>

Provsten

.

Ja, ganske vist;

en Mand, som De er, maa tillsidst

ind i en ˹ be vidre˺ større Virkekreds;

Faksimile

legg: 29, blad: [1]r

<...>.

225

men skal De finde Dem tillfreds

i store Forhold, som i smaa,

maa Tidsmunduren trækkes paa.

Som Korporal med Haand om Stokken

maa Takten bankes ind i Flokken,

thi Tidens Fører-Ideal

er her till Lands en Korporal.

Som Korporalen fører sine

i Kirken ind afdelingsvis,

saa skal en Prest og føre sine

i {S}sognevis till Paradis.

Alt er saa lett; till Grund for Tro

De har Auktoriteten jo,

{ <...> }og da den er paa Lærdom byggt,

saa kan den følges blindt og tryggt;

og hvordan Troen frem skal bæres,

af Lov og Ritual jo læres.

Altsaa, min Broder, – ej forknytt.

Till Eftertanke Tiden nytt;

˹gransk Stillingen og˺ nu gaar jeg fra Dem; ængst Dem ikke!

Jeg ˹vil i Kirken prøve˺ selv f vil forsøge nøjere

om jeg kan stemme Tonen højere.

Man er ej vant till Resonants, –

den er saa skjelden her till Lands;

farvel, farvel; jeg skal prædike

om Menneskenaturens Splid

og Gudebilledets Forviskning{;}. –

Men nu jeg tror det er paa Tid

Faksimile

legg: 29, blad: [1]v

at tage sig en lett Forfriskning.

(gaar.)

Brand

.
(staar en Stund som forstenet i sine Tanker.)

Alt har jeg offret for mit Kald,

for Guds, som jeg forblindet mente;

saa skingred Døgntrompetens Skrald

og viste mig hvad Aand jeg tjente.

˹Nej,˺ Men 2 ej 1 endnu ! De har mig ikke!

Hin Kirkegrund fik Blod at drikke;

Mit Lys mit Liv her lagdes ned; –

men Sjælen faar de ikke med!

Forfærdeligt at staa alene,

hvorhen jeg ser, at skimte Død;

forfærdeligt at rækkes Stene,

saa hedt jeg hungrer efter Brød!

Hvor sandt, hvor rædselssandt han talte,

og lige vel hvor afgrundshult; –

˹Guds˺ og Klarheds Due sidder skjult; –

ve, aldrig over mig den dalte!

O, mødte mig kun en i Tro

og gav mig Trygghed, gav mig Ro!

Brand

.
(skriger ud.)

Du, Ejnar!

Ejnar

.

Ja, saa er mit Navn.

Brand

.

Just nu jeg tørsted efter en,

hvis Bryst ej var af Træ og Sten; –

o, kom, kom inderst i min Favn!

Ejnar

.

Behøves ej, jeg er i Havn.

Brand

.

Du bærer Nag for hvad som hendte

da sidstegang vi mødtes –

Ejnar

.

Nej;

du har ej Skyld; jeg ser i dig

det blinde Redskab, Herren sendte,

da vild jeg foer paa Verdens Vej.

Brand

(viger tillbage.)

Hvad Sprog er dette?

Ejnar

.

Hvilens Sprog,

det Sprog, som læres, naar en trækkes

af Syndens Pøl og gjenfødt vækkes.

Brand

.

Forunderligt! Jeg havde hørt

at du paa ganske and{e}re Veje

var slaaet ind –

Ejnar

.

Jeg var forført

af Hovmod, Tro paa egen Styrke;

de Guder, Verden plejer dyrke,

Talentet som jeg sagdes eje,

min Sangerrøst, var lutter Farer

som drog mig ind i Satans Snarer.

Men, Gud ske Lov; han var mig god;

sit svage Faar han ej forlode,

han tog sig af mig da det gjaldt.

Brand

.

Paa hvilken Vis?

Ejnar

.

Jo, jeg forfaldt.

Brand

.

Forfaldt? Hvortill?

Ejnar

.

Till Svir og Spil;

˹han gav mig Smag paa˺ jeg aanded kun for Kort og Terning –

Brand

.

Og det du kalder Herrens Gjerning.

Ejnar

.

Det var det første Skridt till Frelsen.

Derefter tog han fra mig Helsen.

Jeg misted ganske mit Talent;

{ <...> }min Lyst till Munterhed var endt,

˹jeg blev˺ bl<...>, syg, paa Hospitalet sendt, –

laa længe syg, laa, som i Luer,

Faksimile

legg: 29, blad: [3]r

229

jeg syntes, jeg i alle Stuer

saa Tusinder af store Fluer, –

kom siden ud og blev bekjent

med nogle Søstre, tre i Antal,

som staar i Himlens Sold og Mandtal,

og disse samt en Theolog

fik løst mig helt af ˹Verdens˺ Syndens Aag

og trukket mig af { D }Syndens Garn

og gjort mig till Vorherres Barn.

Brand

.

Ja saa!.

Ejnar

.

Forskjellige er Stierne,

en gaar i Dalen, en i Lierne.

Brand

.

Men siden?

Ejnar

.

Siden? Det er sandt;

saa blev jeg {a}Afholdspredikant;

men dette Væsen ˹stundom er˺ kom for nær

med Fristelsernes Verden ˹formeget˺ blandet;

jeg derfor greb till noget andet

og rejser nu som Missionær –

Brand

.

Hvorhen?

Ejnar

.

Till Halenegerlandet.

Men det var bedst, om af vi brakk,

Faksimile

legg: 29, blad: [3]v

min Tid er dyr –

Brand

.

Du vil ej dvæle?

Se, her er Fest idag.

Ejnar

.

Nej, Takk;

˹min Plads er ˹hos˺ blandt ˺ jeg ventes af de sorte Sjæle.

Farvel!

(vil gaa.)

Brand

.

Og intet Mindes Skimmer

dig standser her og byder spørge –?

{ <...> }Ejnar

.

Hvorom?

Brand

.

Om en, som vilde sørge

ved Gab Svælget mellem nu og sidst –

Ejnar

.

Nu aner jeg; du tænker vist

paa dette unge Fruentimmer,

som holdt mig under Lystens Nett,

før jeg blev ren i ˹Troens˺ Naadens Tvætt.

Ja, hvordan staar det till med hende?

Brand

.

Hun blev min Hustru Aaret efter.

Ejnar

.

Det er uvæsentligt; jeg hefter

ej min Oppmærksomhed ved sligt,

Faksimile

legg: 29, blad: [4]r

231

det vigtige jeg kun vil kjende.

Brand

.

Vort Samliv blev velsignet rigt

med Sorg og Glæde; Barnet døde –

Ejnar

.

Det er uvæsentligt.

Brand

.

Aa ja;

det var jo mere Laan end Gave,

og engang dages det till Møde;

men siden gik hun selv herfra,

derinde grønnes begges Grave.

Ejnar

.

Det er uvæsentligt –

Brand

.

Det med?

Ejnar

.

Om sligt jeg kræver ej Besked;

jeg vide vil hvordan hun døde.

Brand

.

Med Haabet om en Morgenrøde,

med Hjertets hele rige Skatt,

med Viljen stærk still sidste Natt; –

med Takk for alt hvad Livet gav

og Livet tog, hun gik i Grav.

Ejnar

.

Alt saadant er kun Tant og Skrømt; –

nævn, hvordan hendes Tro saa ud.

Brand

.

Uryggelig.

Ejnar

.

Paa hvem?

Brand

.

Paa Gud!

Ejnar

.

Ak, kun paa ham; saa er hun dømt.

Brand

.

Hvad siger du?

Ejnar

.

Fordømt, desværre.

Brand

(rolig.)

Gaa, Slyngel!

Ejnar

.

Helveds Overherre

faar ogsaa dig i sine Klør; –

saa fuldt som hun, du evigt dør.

Brand

.

Du, Usling, dømme tør till Pølen;

nys laa du selv i Syndesølen –

Ejnar

.

˹Ved mig der˺ Der klæber ˹ingen˺ ej den mindste Plett

˹jeg˺ ved d ˹skyllet˺ vredens er i Troens Tvættet,

˹afgneden˺ af vreden er hver Søleskvætt

paa Hellighedens Vaskebrett;

jeg renset ˹har min˺ blev for Adams-Ble <...>

Faksimile

legg: 30, blad: [1]r

<...>

233

ved Hjælp af Vaktheds Banketræ;

jeg som en Messesærk ˹ <...> ˺ gik ˹ser˺ ud

ved Brug af Bønnens Sæbelud.

Brand

.

Tvi!

Ejnar

.

Tvi igjen. Her lugter Svovl,

og jeg ser Glimt af Djævlens Horn.

Jeg er et Himlens Hvedekorn,

du Avnen er paa Dommens Skovl.

(gaar.)

Brand

.
(ser en Stund efter ham, med engang lyser hans
Øjne opp og han udbryder:)

Det var Manden, som jeg træn{ t }gte!

Nu er alle Lænker sprængte;

eget Flag skal om mig bølge,

˹selv˺ om ˹ ik ˺ saa ikke en vil følge!

Fogden

(kommer ilsomt.)

Kjære Pastor, skynd Dem bare!

Kirkeprocessionens Skare

er iorden till at fare –

Brand

.

Lad de{m}n komme.

Fogden

.

Uden Dem!

Husk Dem om og skynd Dem hjem.

Faksimile

legg: 30, blad: [1]v

Folket vil ej vente længer,

hele Menigheden trænger,

\

lig et Elvebrudd om Vaaren,

/

stimlende till Prestegaarden,

raaber de vil Presten see.

Hør kun; høje Raab paa Presten!

Skynd Dem, thi jeg frygter næsten

de skal inhumant sig tee!

Brand

.

Aldrig jeg mit Aasyn dølge

vil i eders Flok og Følge;

her jeg bliver.

Fogden

.

Er De gal?

Brand

.

Eders Vej er mig for smal.

Fogden

Den blir smalere, jo længer

Menigheden frem sig trænger –

se, der stormer de minsandten{,}!

Provst og Prester, Embedsmænd,

trænges ud paa Grøftekanten;! –

{k}Kom dog, kom dog, kjære Ven; –

brug Indflydelseskrabasken!

Ha, forsent; de bryder Hegnet;

Processionen gaar i Vasken!

Enkelte Stemmer

.

Prest!

Andre

.

Se der!

Atter Andre

.

Giv Aabningstegnet!

Provsten

. (till Fogden.)

Hold dem, hold dem inden Grænser!

Fogden

.

Ej min Myndighed de ændser!

En Mand ˹Skolemesteren˺

(til Brand.)

Tal, og kast en Lysnin{d}g ind

i de urofyldte Sind; –

er det styggt, hvad heller stort,

det som her skal vorde gjort?

Brand

.

O, saa gaar der dog en Strømning

over Folkets Lummerstille!

Mænd, I staar paa Vejens Skille;

helt I maa det n{ <...> }ye ville,

alle raadne Værkers Rømning,

før den store Tempelhal

rejses som den bør og skal.

Fogden

.

Presten raser!

Provsten

.

Han er gal!

Brand

.

Ja, jeg var det da jeg mente

Faksimile

legg: 30, blad: [2]v

I paa Sætt og Vis dog tjente

ham, som Aand og Sandhed vil!

Og jeg var det da jeg tænkte,

at jeg ham till eder lænkte

Gjennem Prutnings Leflespil.

Liden var den gamle Kirke

og jeg tænkte feigt som saa:

dobbelt opp, det maa forslaa,

femfold opp – jo det maa virke!

O, jeg saa ej at det gjaldt

enten intet eller alt;

paa Akkordens Vej jeg slingred.

Men idag har Herren talt.

Domsbasunen over Huset

har i denne Time skingret,

og jeg lytted angstomsuset,

knust, som David stod for Nathan,

slagen, vejret bort af Skræk; –

nu er alle Tvivlsmaal væk.

Folk! Akkordens Aand er Satan!

Mængden

.

Ned med dem, som har os blindet;

ned med dem, som stjal vor Marg.

Brand

.

I jer selv boer Fienden arg,

som har listet paa jer Bindet.

Høkret har I med jer Kræfter,

kløvet eder selv itu,

Faksimile

legg: 30, blad: [3]r

237

derfor kommer Spredthed efter

med sin hele Hulhedsgru.

Hvad vil I ved Kirken nu?

Stadsen, Stadsen eder lokker; –

Sang af Orgel og af Klokker

Lysten till at gjennemrissles

af ˹en Højtidstales Ild, –˺ et Foredrag, som hvisler,

\

der den læspes, der den hvissles,

/

˹der den flommer˺ stiger, synker , tordner, hegler

efter alle Kunstens Regler –

Provsten

.

˹Fogdens Vis Snakk˺ Er det mig han sigter till?

Fogden

.

˹Ha, det Provsten er˺ Pokker er det mig han snerter?

Brand

.

Helligstundens tændte Kjærter,

Ydersiden kun I vil.

O, det var ej saa jeg drømte,

da jeg Offerkalken tømte

Og saa hjem igjen i Sløvhed,

hjem till Slæb og Slid i Døvhed,

Sjælen klædt i Hverdagsbrogen

som jer Kropp, og Salmebogen

gjemt og glemt paa Kistebunden

indtill næste Helg er runden.

O, det var ej saa jeg drømte,

da jeg Offerkalken tømte!

Stort jeg vilde Kirken bygge

saa dens Hvælving kunde skygge,

Faksimile

legg: 30, blad: [3]v

ej blot over Tro og Lære,

men udover alt i Livet,

som af Gud er Livsrett givet,

over Døgnets Hverdagsdyst,

Kveldens Hvile, Nattens Kummer,

Ungdomsblodets friske Lyst,

alt hvad stort og smaat et Bryst

lovligt som sit eget rummer.

Elven s{ <...> }om dernede skummer,

Fossen som i Kløften[HIS: Diakritisk tegn mangler: «ø» i «Kløften».] brummer,

Tonerne fra Stormens Lunger,

Røsterne, f<...> hvor Havet runger,

skulde smelte sjælefangen

sammen fuldt med Orgelsangen

og med Kvad fra Folketunger.

Vækt med Værket, her er gjort!

Kun i Løgnen er det stort,

alt i Aanden faldefærdigt,

eders usle Vilje værdigt.

˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]

I vil alle Spirers Kvæling

<...>jennem Arbejdets Fordeling

˺

˹Under˺ Gjen Ugens Dage sex

haler I jert Flag tilldækks,

og det er kun paa den syvende

at I sees <...> mod Himlen <...> klyvende.

Stemmer fra Mængden

.

Før os! Der er Storm i Vejret!

Før os du, saa har vi sejret.

Provsten

Hør ham ej, han har ej Tro,

som det sømmer sig en Kristen!

Brand

Nej, der nævn{ er }te du just Bristen,

Bristen for os begge to,

Bristen for os allesammen,

Bristen for det spredte hele.

Troen ejes kun af Sjæle;

peg paa en, som er en Sjæl!

Peg paa en, som ej har kastet

bort sin egen bedste Del,

der han famled, der han hasted!

˹Gjennem˺ Ført i Lystens Spræll og Sparken,

under Gjøglerpibers Lyd,

sløves I for Livets Fryd;

˹først˺ er af , som udbrændt, Sjæleknarken

træder Dansen foran Arken!

Er af Krøbling og af Taabe

Bægret tømt till sidste Draabe, –

hej, da er det Tid at haabe,

Tid i Bøn og Bod at raabe.

Først I Præget af jer slider,

lever jer till Tobensdyr, –

saa till Naadens Port I tyer, –

søger Gud – som Invalider!

Derfor maa hans Rige ramle; –

hvad skal han med Sjælegamle

rundtom sine Fødders Skamle!

Har han ikke sagt det højt,

kun med Blodets friske Sprøjt

Faksimile

legg: 30, blad: [4]v

gjennem alle Sjælens Aarer,

han dig till sin Arving kaarer!

Kun som Barn du ˹Riget˺ Hi <...> vinder{;}, –

did ˹skal˺ kan ingen ind sig lirke.

Frem da, baade Mænd og Kvinder,

mød med friske Barnekinder,

frem i Livets store Kirke!

Fogden

.

Lukk da opp!

Mængden

(skriger i Angst.)

Nej, ikke denne!

Brand

.

Det er ej denne;

Kirken har ej Maal og Ende.

Gulvet er den grønne Jord,

Vidde, { H }Vang og Hav og Fjord, –

Himlen kun kan Hvælvet spænde

over, saa den vorder stor.

Der skal al din Gjerning gjøres,

saa den tør i Kirken høres;

du med Ugens Værk tør møde,

øver dog ej Helligbrøde,

Den skal dække alt, som Barken

dækker Træets alt i Stammen;

˹Liv˺ Tro og Tro skal smelte sammen,

Den skal Døgnets Gjerning bære

enheds ˹helt˺ fuldt med Lov og Lære,

der skal Dagens Yrke være

et med Flugt paa Stjernebanen,

Barnets Leg om Julegranen,

Faksimile

legg: 31, blad: [1]r

<...>) <...>

241

Kongedansen foran Arken!

({D}der gaar som en Storm gjennem Mængden;
den stimler tætt sammen om Brand.)

Tusinde Stemmer

.

Lys er tændt, hvor før var Mørke; –

et er Liv – og Gud at dyrke!

Provsten

.

Ve, han Hjorden fra os lokker!

Foged, Skriver, Lensmand, Klokker!

Fogden

. (dæmpet.)

Skrig dog ikke saa, for Pokker!

\

Hvem vil stanges med en Stud?

/

Lad dem først faa raset ud!

Brand

(slaar Kirkedøren ilaas og tager Nøglen i Haanden.)

Bort herfra; her er ej Gud;

kan ej være mellem slige; –

{F}frihedsfagert[HIS: Det er usikkert om «f» er skrevet over «F» eller motsatt.] { <...> }er hans Rige.

Her jeg er ej længer Prest;

Gaven kalder jeg tillbage;

af min Haand skal ingen tage

Nøglerne till eders Fest!

(kaster dem ud i Elven.)

Vil du ind, du Træl af Muldet,

kryb igjennem Kjelderhullet;

myg din Rygg er; ˹kryb˺ smyg og bukk;

lad i Mørket der dit Sukk

stryge gifttungt langsmed Jorden,

lig et magtløst[HIS: Diakritisk tegn mangler: «ø» i «magtløst».] Tæringsgisp!

(kaster Nøglerne[HIS: Diakritisk tegn mangler: «ø» i «Nøglerne».] ud i Elven.)

Fogden

(sagte)

Ha, der røg hans Ridderorden!

Provsten

.
(lige{ <...> }ledes.)

Saa; nu blir han aldrig Bisp!

Brand

.

Kom {I}du unge, kom ˹du˺ I friske, –

lad et Livspust af ˹dig˺ jer viske

Støvet fra den skumle Krog;

følg mig paa mit Sejerstog!

Engang maa du v{ <...> }aagne dog,

engang maa du, adelsvorden,

bryde Freden med Akkorden; –

ud af Usseldommens Nød,

ud af hele Halvheds-Røret, –

slaa din Fiende paa Øret,

˹ <...> aabne˺ tordne ˹byd ham˺ Krig paa Liv og Død!

Fogden

.

Holdt! Jeg læser Opprørsakten!

Brand

.

Læs! Med jer jeg bryder Pagten.

Mængden

.

Vis os Vejen; vi skal følge!

Brand

.

Over Viddens fros{ <...> }sne Bølge;

gjennem Landet vil vi fare,

løse hver en Sjælesnare,

Faksimile

legg: 31, blad: [2]r

243

Folket sidder fanget i{;}, –

læge, løfte, gjøre fri, –

knuse alle Sløvhedsrester,

være Mænd og være Prester,

præge nyt det slidte Stempel,

gjøre Landet till et Tempel!

Stemmer

.

Stor er Tiden; store Syner

gjennem lyse Dagen lyner!

Provsten

.

O, forblindede, hvad vil I!

Ser I ej, at Satans Spil i

al hans Tale ligger skjult!,

Fogden

.

Hej, vend om; I hører till i

dette Farvand, stillt og smult;!

˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]

Godtfolk, stands, I gaar tillgrunde!

Hm, de svarer ej, de Hunde!

˺

Provsten

.

Tænk paa eders Hus og Hjem!

Røster fra Mængden

.

Større Hus skal voxe frem!

Fogden

.

Tænk paa eders Eng og Aker, –

tænk paa ede{s}rs Faar og Fæ Kjør!

Røster

.

Faksimile

legg: 31, blad: [2]v

Himlens Dugg gav Mannakager,

da de kaarne hungred før!

Provsten

.

Eders Kvinder bag jer skriger!

Røsterne

(længere borte)

Ej vi kjender dem, som sviger!

Provsten

Barnet klager, – Faer forlod os!

Røsterne

Enten med os, eller mod os!

Provsten

(ser en Stund med foldede Hænder efter de bortdragende
og siger fortabt:)

Uden Hjord, med Savnets Byrde,

staar den gamle Sjælehyrde,

plyndret ud till bare Skjorten.

Fogden

Hans blir Skammen, hans blir Torten;

snart, Herr Provst, er Sejren vor.

Provsten

. (grædefærdig.)

Sejren! De er fra os dragne, –?

Fogden

.

Ja, men vi er ikke s{ t }lagne,

˹hvis˺ Pytt, jeg kjender mine Faar!

(følger efter.)

Provsten

Hvor monstro dog Fogden gaar?

Faksimile

legg: 31, blad: [3]r

245

Efter dem, saa sandt jeg lever!

Ha, sig atter Modet hæver; –

jeg vil ogsaa med deroppe,

slaa i Flok og gjøre Fanger!

Lægg mig Sadlen paa min Ganger; –

skaff en sikker fjeldvant Hoppe!

(de gaar.)

Brand

.

Se fremad; did gaar Sejrens Flugt;

i Dybet ligger Byggden lukt,

og Vejret har fra Fjeld till Fjeld

spændt over den sit Taage{ F }tjeld;

glem Døsen i den skumle Grænd;

flyv frit, flyv højt, I Herrens Mænd!

En Mand

.

Vent, vent; min gamle Faer er trætt.

En anden

.

Jeg fra igaar har intet æ{ <...> }dt.

Flere

.

Ja, still vor Sult, og ˹slukk˺ lædsk vor Tørst –

Brand

.

Frem, fremad over Fjeldet først.

Flere

.

Hvad Vej?

Brand

.

Hver Vej er lige god,

naar kun den Maalet bær imod.

Følg efter her –

En Mand

.

Nej, der er bratt;

vi vinder ikke frem før Natt.

En anden

.

Iskirken ligger og derborte.

Brand

.

Den bratte Vejen er den korte.

En Kvinde

Mit Barn er sygt; min Fod er saar!

En anden

Hvor finder jeg en Læskningstaar?

{ <...> }Skolemesteren

(till Brand.)

Mætt Mængden, Prest, – se, Modet vakkler.

{ <...> }Mange Stemmer

.

Prest, gjør Mirakler, gjør Mirakler!

Brand

.

O, styggt jer Trældom har jer mærket;

I Lønnen vil forinden Værket.

Opp, ryst jer Dødningsløvhed af, –

hvis ej, saa gaa igjen i Grav.

Skolemesteren

.

Ja, han har Rett; først frem till Striden;

vi ved jo vi faar Lønnen siden!

Brand

.

Det faar I, Folk, saa sandt en Gud

ser klarsynt over Verden ud!

Mange Røster

.

Han er Profet, han er Profet!

{ <...> }Flere i Flokken

.

Hør, sig os, Prest, blir Striden hed.

Andre

.

Og blir den lang og blir den blodig?

Atter andre

.

Og kræves det at være modig?

En Mand

.

Prest, kan jeg være trygg for Livet?

En anden

Hvad blir min Del af Sejrens Løn?

En tredje

.

Jeg mister dog vel ej min Søn!

Flere

Er Sejren os før Tirsdag givet?

Brand

.
(ser sig forvildet om i Flokken.)

Hvad spørges om? Hvad vil I vide?

Klokkeren

Først om hvor længe vi skal stride?

Derefter nævn vort Stridsforlis,

Faksimile

legg: 31, blad: [4]v

og endelig vor Sejers Pris.

Brand

.

Det spørges om?

Skolemesteren

.

Ja, vel; dernede

vi fik ej rett paa Tingen Rede.

Brand

(hæver sig i Vrede.)

Saa skal I faa det nu!

Mængden

(stimler tættere sammen.)

Tal, tal!

Brand

.

Hvorlænge Striden vare skal?

Den vare skal till Livets Ende,

till I har alle Offre bragt,

og løst jer fra Akkordens Pagt,

till I har Viljen hel ihænde,

till alle fejge Tvivlsmaal faldt

for Budet: intet eller alt.

Og Stridsforliset? Alle Guder,

hver Halvhedsaand paa Højtidshylden,

hver Jordtrælskjæde, blank og gylden,

al eders Slappheds Sovepuder.

Og Sejersprisen? Viljens Renhed,

i Troen Flugt, i Sjælen Enhed, –

hin Offerlydighed, som gav

med Jubel indtill Død og Grav,

Faksimile

legg: 32, blad: [1]r

<...> <...>

249

en Tornekrans om Hvermands Tinding, –

alt det skal vorde eders Vinding!

Mængden

(under rasende Skrig.)

Forraadt, forraadt, bedraget, sveget!

Brand

.

Jeg har ifra mit Ord ej veget.

Enkelte

.

Du Sejr har lovet os ihænde;

nu vil du den till Offer vende.

Brand

.

Jeg Sejr har lovet, og jeg svær'

den vindes skal igjennem jer;

men den som gaar i første Række

maa falde for sin fagre Sag,

tør ej han det, saa lad ham strække

sit Vaaben inden Kampens Dag;

i Fiendevold er dømt det Flag,

som værges af en Vilje svag;

hvis du af Offerskrækken lammes, –

dødsmærket er du før du rammes!

Mængden

.

Vort eget Fald han kræver frækkt

till Fromme for en ufødt Slægt!

Brand

.

Igjennem Offrets Ørkenvidder

gaar Vejen till vort Kanaan.

Till Sejr i Fald! Hver Slægtens Mand

Faksimile

legg: 32, blad: [1]v

jeg byder opp som Herrens Ridder!

Klokkeren

Jo, her vi dejligt i det sidder!

I Byggden er vi satt i Band, –

Skolemesteren

D{er}idned vi aldrig vende kan –

Klokkeren

Og fremad, fremad ingen gider.

Mængden

Os daared Lokkefuglens Kvidder

Nogle

.

Slaa ham ihjæl!

Skolemesteren

Nej, det blev { <...> }værre;

vi trænger jo en Overherre!

Stemmer

Ha, Provsten!

Klokkeren

Lad jer blot ej skræmme

Provsten

O, <...> (kommer ilsomt.)

O, mine Børn! O, mine Faar!

Lytt till den gamle Hyrdes Stemme!

Skolemesteren

.

Ej mer vi har i Byggden hjemme;

bedst at vi over Vidden gaar!

Provsten

.

O, at I kan saa tungt mig græmme

og slaa mit Bryst saa dybe Saar!;

Brand

.

Du saared Sjæle Aar for Aar!

Provsten

.

Hør ikke paa ham! Han jer mader

med hule Løfter!

Flere

.

Det er sandt!

Provsten

.

Men vi er milde; vi forlader

hvor vi opprigtig Anger fandt.

O, gaa dog i jer selv tillsidst,

og se den sorte Helvedlist

hvormed han Folket om sig flokked!

Flere

.

Ja det er sikkert; han os lokked.

Provsten

..

Og tænk jer om; hvad mægter I,

en ringe Flok, i Vraaen baarne, –

er I till noget Storværk kaarne,

kan I de bundne gjøre fri.

I har jer lille Hverdagsdont,

hvad der er over det, er ondt,

kan eders Arm paa Valen nytte?

I værge skal jer lave Hytte;

hvad vil I mellem Falk og Ørn,

hvad vil I mellem Ulv og Bjørn, –

I blir kun Overmagtens Bytte, –

o mine Faar, o, mine Børn!

Provsten

˹

Mængden

.˺

Ja, ve os, – det er Sandheds Ord!

Skolemesteren

Og dog, da vi fra Byggden foer

vi lukked bag os Hyttens Dør;

der er ej Hjemmet nu som før.

Klokkeren

.

Nej, han har lyst for Folkets Øjne,

har pegt paa Brist og Sot og Løgne;

ej længer Menigheden sover,

det Liv, som fordum var os nok,

blev Uliv for den vaagne Flok.

Provsten

.

Ak, tro I mig, det gaar snart over,

alt kommer i de gamle Folder,

naar blot en Stund {i}I stillt jer holder.

Jeg borger for at Menigheden

skal snart fornemme Fortidsfreden, –

Brand

.

Vælg, Mænd og Kvinder!

Nogle

.

Vi vil hjem!

Andre

.

Forsent, forsent, langs Vidden frem!

Fogden

(kommer.)

O, Lykketræff at jeg jer finder!

Kvinder

Aa kjære, vakkre, vær ej vred!

Fogden

.

Ej nu, ej nu; kom bare med;

en bedre Tid for Byggden rinder;

hvis I fornuftigt laer jer sige,

er alle Mand før Kvelden rige!

Flere

.

Hvorledes det?

Fogden

.

En Fiskestim

paa Millioner staae i Fjorden –

Mængden

.

Hvad siger han!

Fogden

.

Gjør alt i Orden!

Vig Videns Uvejr, Sludd og Rim.

Før styred Stimen aldrig hid;

nu Venner, for vor Del af Norden

der rinder opp en bedre Tid.

Brand

.

Vælg mellem Herrens Raab og hans!

Fogden

.

Følg eders egen sunde Sands.

Provsten

.

O, her er et Mirakel hendt;

et Fingerpeg fra Himlen sendt;

ak, jeg har drømt det jævnt og tidt,

men tænkte det var Mareridt,

nu ser vi klart hvorhen det sigter –

Brand

.

Jer selv I taber hvis I svigter!

Mange

En Fiskestim!

Fogden

.

Paa Millioner!

Provsten

.

Brød, Guld till eders Børn og Koner!

Fogden

.

Nu ser I vel det ej er Tid

at spilde eders Kraft i Strid,

især imod en Overmagt,

som gjør Herr Provsten selv forsagt.

Nu har {i}I andre Maal for Øje

end tomt at hige mod det Høje.

Vorherre skjøtter nok sig selv,

befæstet er jo Himlens Hvælv;

bland ej jer opp i andres Trætte,

men skynd jer Havets Skatt at lette,

det er et praktisk Gjøremaal

som øves uden Blod og Staal,

det bringer eder Velstands Stoffer,

og kræver e{ t }j personligt Offer –

Brand

.

Just Offret staar med Lueskrift

som Herrens Krav bag Skyens Rift.

Provsten

.

Ak, føler I till Offer Drift,

Faksimile

legg: 32, blad: [4]r

255

saa kom kun t{yg}ryggt till mig en skjøn Dag, –

som for Exempel næste Søndag, –

jeg skal minsandten –

Fogden

(afbrydende.)

Ja, ja, ja!

Klokkeren

. (sagte.)

Beholder jeg min Post som Klokker?

Skolemesteren

(ligesaa.)

Blir Skolen tagen mig ifra?

Provsten

. (dæmpet)

Ifald I Mængdens Stivsind rokker,

saa vil man vistnok være mild –

Fogden

Afsted, afsted, ej Tiden spild!

Klokkeren

Tillbaads, tillbaads, hver som er klog!

Mængden

Men Presten!

Klokkeren

Presten! Slipp den gale!

Skolemesteren

I ser jo her Vorherres Tale,

som i en aaben prentet Bog.

Fogden

Svig Presten, det er Rett og Pligt;

han daared jer med Tant og Digt –

Flere

Han løj for os!

Provsten

Hans Tro er vrang, –

og tænk, han har ej laud engang –

Flere

.

Hvad har han?

Fogden

.

Daarlig Karakter!

˹En˺ Skolemesteren ˹Klokkeren˺

Ja, det er sandt! Det klart vi ser!

˹Provsten˺ Provsten ˹ Fogden ˺

Hans gamle Moer forgjæves vented;

han nægted hende Sakramentet!

Fogden

.

Han fast tog Livet af sit Barn!

Kvinde

.

Af Konen med!

Kjærringer

Tvi, tvi, det Skarn!

Provsten

Slett Søn, slett Faer, slett Ægtemand;

mon ˹værre˺ han en Kristen ˹gives˺ være kan!

Stemmer

.

Vor gamle Kirke rev han ned!

Andre

.

I Baglaas han den nye vred!

Atter andre

.

Han slang os paa en Havsnøds{ fjæl }planke!

Fogden

Han stjal min Daarekistetanke!

Brand

.

˹Jeg˺ Alt {m}Mærket ˹ser˺ staar paa Hvermands Pande.

<...>

[HIS: Linjen nesten fullstendig skåret vekk. Mulig lesemåte: «Jeg ser hvor dette Folk vil lande!» ]

Hele Flokken

. (brølende.)

H{ej}u, ˹hør ham ej˺ væk med ham ! Af Byggden driv

den Helvedbrand med Sten og Kniv!

Provsten

.

O, mine Børn, o, mine Faar,

nu vender I till Hjemmets Arne;

lad Anger eders Øjne klarne,

og I skal se at godt det gaar.

Vi ved, Vorherre er saa g{ <...> }od;

han kræver ej uskyldigt Blod;

og vor Regjering er tillige

saa mild, som knappt i noget Rige;

og Øvrigheden, Amtmand, Foged,

vil ikke gjøre jer det broget,

og selv jeg er saa kjærlig, som

vor Tids humane Kristendom,

jer Overmænd vil allesammen

med eder bo i Fred og Gammen,!

˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]

Fogden

˺

{m}Men hvis der findes nogen Brist,

saa maa den ændres, det er vist;

naar først vi kommer lidt i Ro,

saa vælger vi en Kommission,

som prøve skal i hvilket Mon

der bødes kan paa Lys og Tro;

den bør bestaa af nogle Prester

Faksimile

legg: 33, blad: [1]v

som jeg og ˹Provsten˺ Fogden kalder till,

desuden, dersom saa I vil,

af Klokker og af Skolemester

samt andre Mænd af Folkets Kreds;

saa I kan slaa jer tryggt tillfreds.

\

Provsten

/

Tro mig, vi lette skal jer Byrde,

som I den gamle Sjælehyrde

idag har lettet for hans {a}Angst.

Den Tanke gjøre ˹Hvermand˺ eder stærk

at her er h{ e }ændt et Underværk.

Farvel; god Lykke till jer Fangst.

Klokkeren

˹Ak˺ Det ˹ det ˺ er ˹Folk˺ <...> Mænd med kjærlig Mildhed.

Skolemester

˹De˺ Han gaar sin Vej med bramfri Stillhed.

Nogle

˹De˺ Ja han er ˹saa˺ rigtig snild˹e˺ og ˹saa˺ pen˹e˺!

Andre

.

˹Ja, og saa underlig˺ Saa ligefrem og saa gemene.

Klokkeren

˹De˺ Han kræver ikke Ulivssaar.

Skolemester

Den ˹Folk˺ Mand ved mer end Fadervor.

Provsten

.

Ak, dette vil forbedre Tonen,

˹nu er i alt et Omslag nær;˺ <...> Sol gaar frem af stormfuldt

thi, Gudskelov, der noget er

Faksimile

legg: 33, blad: [2]r

259

som bærer Navn af Reaktionen.

Men var det ej et Herrens Under

Fogden

.

Mi{g}t ˹Værk˺ skyldes det ˹var˺, at l alt Spektakel

blev kvalt i selve Fødselstimen.

Provsten

.

Ak mest vi skylder hint Mirakel –

Fogden

.

Hvad for Mirakel?

Provsten

.

Fiskestimen.

Fogden

. (blæser.)

Det var en Løgn naturligvis!

Provsten

Ja saa? En Løgn?

Fogden

Jeg gav til Pris

hvad Vrøvl mig først i Munden faldt;

det maa ej lastes; thi det gjaldt

en vigtig Sag.

Provsten

.

Nej, ˹Ja,˺ Aa Nej Gudbevares,

i Nødsfald kan det godt forsvares.

Fogden

.

Og desforuden, om et Døgn,

naar Folket atter faar sig sundet,

hvad gjør det ˹da˺ vel om Sejr blev vundet

i Kraft af Sandhed eller Løgn?

Provsten

.

Ven, jeg er ingen Rigorist.

Men er det ikke Brand, som hist

sig slæber frem?

{P}Fogden

.

Jo, ganske vist!

{ <...> }En enlig Kriger paa sit Tog!

Provsten

.

Nej vent; en till jeg øjner dog! –

\

langt bag ham!

/

Fogden

.

Langt bag ham; {h}Hvad! det er jo Gerd;

det Følgeskab er Karlen værd.

Provsten

(leer.)

Naar stillet er hans Offerdrift,

ham ˹sættes˺ rejses bør slig Efterskrift:

Her hviler Brand; hans Sejr blev skral;

en Sjæl han vandt, – og hun var gal!

Fogden

(med Fingeren paa Næsen)

Men naar jeg rett mig tænker om,

det dog mig forekommer, som

lidt inhuman var Folkets Dom.

Provsten

(trækker paa Skuldrene.)

Vox populi vox dei. Kom!

(de gaar.)

Brand

(standser og ser tillbage.)

Tusind fulgte mig af Byggden;

ikke en vandt opp till Højden. –

G{ e }jennem alle Hjerter taler

Trangen till en større Tid,

over alle Sjæle daler

Ledingsbud till <...> ˹løftet˺ Strid.

O, men Offret, Offret skræmmer, –

Viljen vek og rædd sig gjæmmer, –

en jo for dem alle døde, –

Fejghed er ej længer Brøde!

(synker ned paa en Sten og ser sky omkring
sig.)

Jævnt og tidt jeg maatte grue,

Skrækken rissled i mit Haar,

naar jeg gik, som Barnet gaar,

i den mørke Gjenfærdsstue, –

\

˹under˺ hørte Hyl og Hundetuden; –

/

men jeg tvang min Hjertebanken,

og jeg trøsted mig med Tanken –

ude skinner Dagens ˹Lysets˺ Væld,

Mørket er ej Natt, ej Kveld, –

her er Skodder kun for Ruden.

Faksimile

legg: 33, blad: [3]v

{o}Og jeg tænkte, Dagens Skin˹n˺

Sommerlivets klare Lue

skal igjennem Dørens ind Bue

vælde fuldt og fagert ind

i den mørke Gjenfærdsstue. –

O, hvor bittert jeg bedrog mig; –

begsort Natt imøde slog mig,

og derude sad forstemte

spredte Mænd langs Fjord og Vi{g}k,

holdt paa Minder aandsforglemte,

gjemte dem, som Kongen gjemte

aarvis paa sin Snefrids Lig, –

˹løste Dødninglinets˺ lytted under Linets Flig,

lytted over Hjertekulen,

næred sig med Livshaabssmulen,

mente, ˹nu˺ snart sprang Blodets røde

Roser ud ifra den døde.

Ikke en, som han, sig hæved,

gav till Graven hvad den kræve{ <...> }d.

Ikke en iblandt dem ved:

Liget ˹drømmes ej˺ ej drømmer han till Live, –

˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]

Liget maa i Muldet ned

˺

˹ at Ligets˺ at dets Hverv ˹kun er˺ er, det, at give

Næring till en nylagt Sæd! –

Natt, kun Natt – og Natt igjen

over Kvinder, Børn og Mænd!

Kunde jeg med Lyn i Haanden

frelse dem fra Straadødsvaanden!

(springer opp.)

Faksimile

legg: 33, blad: [4]r

2{ 7 }63

Sorte Syner ser jeg jage

lig et Helridt gjennem Natten, –

Tiden staar i Uvejrskofte,

maner med en Livsdaads Krav,

kræver svunget Staal for Stav,

kræver Skeden tom ved Hofte; –

Frænder ser ˹i Strid˺ jeg drage, –

Brødre ser jeg sidde spage,

krøbne under G{l}jemselshatten.

Og jeg øjner mer endnu, –

Usseldommens hele Gru,

Klynk fra Kvinden, Skrig fra Manden,

Øret stængt for Bøn og Bud, –

ser dem riste sig paa Panden

Navn af Fattigfolk ved Stranden –

Folk med Skillingspræg fra Gud.

Blege lytter de till Braget,

˹tror at˺ haaber selvgjort Afmagt skjærmer., –

\

Hvor er Norges Flag at <...> se?

/

Hvor er nu de Farver tre, –

Regnbueflom fra ˹Maivangen˺ Ma<...> , –

˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]

Regnbueflom fra Maivangen,

Flag, hvor er du nu at se?

Hvor er nu de Farver tre, –

˺

de, der slog og fnøs fra Stangen,

under ˹ Skrig ˺ Skrig ˹ Storm Storm˺ af Folkesangen,

˹till en Konge˺ ˹ <...> og <...> i Skrækk˺ snart halvt i Skrækk ˹og˺ en Sværmer

Splitt og Tunge skar i Flaget?

Tungen brugte du till Pral;

Tør ej ˹Snekken˺ <...> den vise Tænder,

trænges ingen Splittflagsender; –

Folke ˹ stormen ˺ ˹skriget˺ skriget kunde tiet,

Faksimile

legg: 33, blad: [4]v

Kongesaxen kunde biet;

Flag med Fredens fire Hjørner

strækker till, som Nødsignal,

der ˹naar˺ en grundstødt Skude tørner! –

Værre Tider, værre Syner

gjennem Fremtidsnatten lyner!

Brittens kvalme Stenkulsky

sænker sort sig over Landet,

<...> smudser alt det friske grønne,

kvæler alle Spirer skjønne,

2. ↕

stjæler Sol og Dag fra Egnen,

1. ↕

˹stryger lavt˺ vælter sig med Giftstoff blandet,

drysser ned, ˹som˺ lig Askeregnen

over Oldtids ˹dømte˺ sunkne By. –

Da er Slægten vorden stygg; –

gjennem Grubens krumme Gange

lyder ˹ Knurr ˺ Nyn af Drypvandssange;

Puslingflokken, travl og trygg,

frigjør Malmens bundne Fange,

gaar med puklet Sjæl og Rygg,

glor med Dvergens gridske Øjne

efter Guldets blanke Løgne.

Sjæl ej skriger, Mund ej smiler,

Brødres Fald ej Hjerter kløver,

eget Fald ej vækker Løver;

Flokken hamrer, mynter, filer;

rømt er Lysets sidste Tolk;

Slægten vorden er et Folk,

Faksimile

legg: 34, blad: [1]r

2{7}65

som har glemt at Viljens Pligter

ender ej hvor Evnen svigter!

Værre Tider, værre Syner,

gjennem Fremtidsnatten lyner!

˹Kløgtens˺ Tvivlens Ulv med Gluff og Glam

truer ˹Lærens˺ Troens Sol paa Jorden;

Nødskrig lyder opp mod Norden,

byder Leding ud langs Fjorden;

Dvergen hvæser tvær og klam, –

sligt er ikke Sag for ham.

Lad de stærke Samfund gløde;

lad de andre give Møde;

vi har ikke Raad at bløde, –

vi er smaa, vi savner Evne

selv till ˹et˺ Sandheds Styrkestævne,

kan ej offre Folkehelsen

for vor Brøk af Verdensfrelsen.

Ej for os blev Korset taget,

{e}Ej for os blev Kalken drukket,

ej for os hugg Tornekransen

i hans Tinding sine Tænder,

ej for os blev Romerlandsen

i den dødes Side stukket,

ej for vor Skyld ˹Naglen˺ Jernet brænder,

boret gjennem Fod og Hænder.

Vi er smaa, er sidst i Laget,

byder Ledingsbudet Trods!

Ej for os blev Korset taget!

Faksimile

legg: 34, blad: [1]v

Spanrem{s}-Slaget, Spanrem-Slaget,

Ahasveri Rapp, som ruller

Purpur om den dømtes Skulder,

er Passionens Brøk for os!

(kaster sig ned i Sneen og dækker Ansigtet till;
om lidt ser han opp.)

Har jeg drømt? Er nu jeg vaagen?

Alt er graat og dulgt af Taagen;

var det syge Syner kun,

hvad jeg saa till denne Stund?

Er det Billed glemt og tabt,

hvori Mandens Sjæl blev skabt,

er vort Opphavs Aand besejret –?

Ha, det gaar som Sang i Vejret!

De usynliges Kor

(suser i Stormen.)

Aldrig, aldrig blir du lig ham! ,, –

˹thi˺ Orm, i Kjødet e{t}r du skabt; –

gjør hans Gjerning eller svig ham –

lige fuldt er du fortabt!

Brand

(gjentager Ordene og siger sagte:)

Ve mig, ve mig; snart jeg tror det!

Stod han ej i Kirkekoret,

slog med Haanden vredt mod Ordet?

Tog han ikke alt mit Eje,

stængte alle Lysets Veje;?

lod mig kjæmpe till det sidste,

lod mig Nederlaget friste!

De usynliges Kor

(lyder stærkere over ham.)

Orm, du aldrig vorder lig ham,

Dødens Bæger har du tømt;

˹følg ham efter˺ nyd dit Jordliv eller svig ham,

lige fuldt din Daad er dømt!

Brand

.
(stille.)

Agnes, Alf, de lyse Dage,

Liv i Fred og Liv i Hvile,

bytted jeg mod Kamp og Klage,

rev mit Bryst med Offerpile,

fældte dog ej Folkets Drage.

De usynliges Kor

.
(mildt og lokkende.)

Aldrig, Drømmer, blir du lig ham;

Arv og Odel har du tabt;

alt dit Offer gjør ej rig ham;

for dit Jordliv er du skabt!

Brand

. (brister i sagte Graad.)

Alf og Agnes, kom tillbage;

ensom sidder jeg paa Tinden,

gjennemblæst af Nordenvinden,

bidt af Gjenfærd, klamme, spage –!

(han ser opp, en ˹dæmrende˺ lysende Plett aabner og vider sig
ud i Taagen; en Kvindeskikkelse staar der lyst
klædt, med Kaabe over Skuldrene. Det er Agnes.)

Skikkelsen

(smiler og breder Armene mod ham.)

Brand, her har du mig igjen!

Brand

(farer forvildet opp.)

Agnes! Agnes! Hvad er dette!

Skikkelsen

.

Alt var Feberdrøm, min Ven!

Nu skal Sottens Taager lette!

Brand

.

Agnes! Agnes!

(vil ile hende imøde.)

Skikkelsen

.

Kom ej over!

Ser du Sluget mellem os!, –

\

her gaar Fjeldets vilde Foss!

/

Ej du drømmer, ej du sover,

ej du mer med Syner slaa's!

Du har været syg, du kjære, –

drukket Vanvids bittre {d}Drikk,

drømt, din Hustru fra dig gik –

Brand

.

O, du lever! Lovet være –!

Skikkelsen

.
(hurtigt.)

Hyss! Tal heller derom siden!

Følg mig, følg mig; knapp er Tiden!

Brand

.

O, men Alf!

Skikkelsen

.

Ej heller død!

Brand

.

Lever!

Skikkelsen

.

Lever sund og rød!

Alle Sorger har du drømt;

al din Nød var ikkun Skrømt.

Alf er hos din gamle Moer,

hun er frisk og han er stor;

Byggdens Kirke end er till,

den kan rives hvis du vil,

Sognets Folk dernede slider

jævnt som i de ˹gode˺ gamle Tider

Brand

.

Gode?

Skikkelsen

.

Ja, da der var Fred!

Brand

.

Fred!

Skikkelsen

.

O, skynd dig, Brand; kom med!

Brand

.

˹Ak,˺ Ej jeg drømmer!

Skikkelsen

.

Nu ej længer; –

men till Røgt og Ly du trænger.

Brand

.

Jeg er stærk!

Skikkelsen

.

Ak, ej endnu;

bag dig lurer Drømmens Gru,

atter vil du taaget glide

bort fra min og Barnets Side,

atter vil din Tanke sløves,

hvis ej Lægemidlet prøves.

Brand

.

O, s saa giv ˹hid!˺ mig

Skikkelsen

.

Du selv er Manden!

Du kun kan det, ingen anden!

Brand

.

Nævn det { <...> }da!

Skikkelsen

.

Den gamle Læge,

som har læst saa mangen Bog,

han, som er till Bunden klog,

fundet har din Sygdoms Spor; –

alle Syner, stygge, blege,

mantes frem med trende Ord.

Dem maa kjækkt du overstrege,

ud af Mindebladet slette,

væk fra Lovens Tavle stryge;

de har voldt at Sotten faldt

paa dig som en Vildsinds-Byge;

Faksimile

legg: 34, blad: [4]r

2{8}73

glem dem, glem dem, vil du tvætte

Sjælen ren for Sot og Syge!

Brand

.

Sig dem!

Skikkelsen

.

«Intet eller alt».

Brand

.
(viger.)

Er det saa?

Skikkelsen

.

Saa vist jeg lever,

og saa vist du engang dør˹!˺ , –

Brand

.

Ve os begge! Sverdet svæver

draget over os, som før!

Skikkelsen

.

Brand, vær mild; min Favn er varm;

hold mig med din stærke Arm,

lad os søge Sol og Sommer –

Brand

.

Anden Gang ej Sotten kommer –

Skikkelsen

.

Ak, den kommer, Brand, vær trygg!

Brand

.
(ryster paa Hovedet.)

Den er slynget bag min Rygg;

ingen vilde Drømmes Gru, –

Livets, Livets kommer nu!

Skikkelsen

.

Livets?

Brand

.

Følg mig, Agnes!

Skikkelsen

.

Staa!

Brand, hvad vil du?

Brand

.

Hvad jeg maa:

Leve hvad till nu er drømt{;}, –

gjøre sandt, hvad end er Skrømt!

Skikkelsen

.

Ha, umuligt!

Brand

.

Om igjen!

Skikkelsen

.

Ræddslens Ridt i Drømmetaagen

vil du ride fri og vaagen!

Brand

.

Fri og vaagen!

Skikkelsen

.

Slippe Barnet!

Brand

.

Slippe Barnet. Jeg det maa.

Skikkelsen

.

Rive mig af Verdens Garnet,

mig med Offersvøber slaa

indtill Døden!

Brand

.

Jeg det maa!

Skikkelsen

.

Alle Lys i Natten slukke, –

Dagens Solskjær udelukke, –

aldrig Livets Frugter plukke,

aldrig løftes lindt af Sange, –

o, jeg mindes end saa mange?

Brand

.

Jeg det maa; spild ej din Bøn.

{ <...> }Skikkelsen

.

Husker du din Offerløn?

Alt dit Løftningshaab bedrog dig;

alle sveg dig, alle slog dig!

Brand

.

Ej for egen Løn jeg lider,

ej for egen Sejr jeg strider.

Skikkelsen

.

For et Folk i Grubens Gange!

Brand

.

En kan give Lys till mange!

Skikkelsen

.

Dømt er jo dets Fremtidsslægter!

Brand

.

Stort en enkelts Vilje mægter!

Skikkelsen

.

Husk at en med Flammeriset

Manden drev af Paradiset!

Faksimile

legg: 35, blad: [1]v

˹Porten <...> ˺ Husk, at 2 han 1 har lagt et Slug for; –

over det du springer ej!

Brand

.

Aaben lod han Længslens Vej.

Skikkelsen

(forsvinder i et Brag; Taagen vælter sig hvor den
stod og de{t}r ˹skriges˺ lyder hvasst og skjærende, som fra en der
flygter:)

Dø! Dig har ej Verden Brug { F }for!

Brand

.

3 ↕

Ha, det var Akkordens Aand!

[Forfatternote: 2]

˹Kravet˺ Haabet var en Lillefinger –

for at fange helt min Haand; –

[Forfatternote: 1]

{v}Væk ˹det˺ han jog i Skoddens Røg,

føj paa store, hvasse Vinger

over Vidden, som en Høg! –

Gerd

(kommer med en Riffle i Haanden.)

Saa du Høgen! Saa du Høgen?

Brand

.

Ja, du; dennegang jeg saa ham.

Gerd

.

Fort, sig Vejen han er strøgen;

vi vil efter, vi vil naa ham!

Brand

.

Intet Vaaben bider paa ham, –

stundom tykkes han at fly

hjerteramt af Dødens Bly, –

men ˹vil˺ kan Baneslag du slaa ham,

Faksimile

legg: 35, blad: [2]r

2{8}77

er han bag dig lige kry,

gjækker, lokker dig paany.

Gerd

.

Rensdyrskyttens Riffle stjal <...> jeg,

˹har˺ den er ladt med Sølv og Staal;

du kan tro, jeg er saa gal ej

som de siger –

Brand

.

Træff dit Maal!

(vil gaa.)

Gerd

.

Prest, du halter jo paa Foden, –

hvad har voldt det?

Brand

.

Folket jog mig.

Gerd

.

Rød af Blod fra Hjerteroden

er din Tinding!

Brand

.

Folket slog mig.

Gerd

.

Før du havde Flom i Røsten, –

nu kun Knirk, som Løv om Høsten.

Brand

.

Alt og alle –

(brister i Graad)

Gerd

.

H Nu Hvad?

Brand

.

Bedrog mig.

Gerd

.

Haa, nu kjender jeg dig først!

Før jeg tænkte du var Presten;

tvi med ham og hele Resten!

Du er Manden som er størst!

Brand

.

Daarligt mente jeg det næsten.

Gerd

.

Lad mig se paa dine Hænder?

Brand

.

Mine Hænder?

Gerd

.

Nagle ˹saaret,˺ hullet!

Biddet efter Tornetanden

hugget vildt og hvasst i Panden –

\

Blodets Drypp jeg ser i Haaret

/

dig har Korsets Træ jo baaret –

en har sagt, da jeg var liden,

det blev gjort for længe siden

langt herfra og af en anden

nu jeg skjøner[HIS: Diakritisk tegn mangler: «ø» i «skjøner».] han mig daared, –

{ <...> }ja for du er Frelsermanden

Brand

Vig ifra mig!

Gerd

.

Skal jeg falde

ned og bede for din Fod?

Brand

.

Vig!

Gerd

.

Du ødte jo det Blod

som har Magt at frelse alle!

Brand

.

O, jeg ved ej Havsnødsfjæl

for min egen arme Sjæl!

Gerd

.

Her er Rifflen! Lad dem dræbes!

Brand

Frem mod Faldet skal der stræbes, –

Gerd

.

Ej af dig; du ˹gaar˺ er jo s {t}først;

\

i din Haand er Naglehullet –

/

du er udvalgt, du er størst –

Brand

.

Jeg er ringest Kryb i Muldet –

Gerd

. (Skyerne letter.)

{S}Ve{r}d du hvor du staar?

Brand

.

Jeg staar

ved det første Trin af Trappen;

højt { i }er opp og Foden saar.

Gerd

.

Svar mig, ved du hvor du staar!

Brand

.

Ja, nu falder Taagekappen.

Gerd

.

Ja, den { F }falder; Svartetind

peger helt i Himlen ind!

Brand

Svartetind! Iskirken!

Gerd

.

Ja!

Kirkegjæst du blev endda!

Brand

.

Tusind Mile bort herfra!

O hvor inderligt jeg higer

efter Lys og Sol og Mildhed

efter Fredens Kirkestillhed –

˹efter˺ og Livets Sommerriger!

˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i høyre marg.] (brister i Graad) ˺

Jesus, jeg har raabt dit Navn,

aldrig tog du mig i Favn –

tætt forbi mig er du gledet,

˹gammelt˺ <...> Ord paa Tungen lig,

o, men lad mig nu af Frelserklædet,

med den sande Bods-Vin vædet,

fange blot en fattig Flig!

Gerd

Hvad er det, du græ{ <...> }der, du, – <...>

varmt, saa det paa Kinden ryger,!

var{t}mt, saa ˹Bræens˺ Jøklens Gravlin stryger,

dryppende {T}fra Topp og Tinde,

{s}varmt saa Isen i mit Minde

løses opp i Graad herinde,

varmt saa Messekaaben glider

nedad Jøkelprestens Sider –

{B}Mand, hvi græd du ej før nu!

Brand

.

Frostvej bær igjennem Loven, –

siden Sommersol fra oven!

Till idag det gjaldt at blive

Tavlen hvorpaa Gud kan skrive;

˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i høyre marg. Ingen innføyningstegn viser hvor tilføyelsen skal inn, følger derfor førstetrykket.]

Fra idag mit Livsensdigt

skal sig bøje varmt og rigt.

Skorpen brister, jeg kan græd<...>

jeg kan knæle jeg kan bede

(synker iknæ) ˺

Gerd

.

Se, der sidder han, den stygge!

Det er ham som kaster Skygge,

der han pidsker Tindens Sider

med sin brede Vingefjær –

nu er Frelsens Time nær,

dersom bare Sølvet[HIS: Diakritisk tegn mangler: «ø» i «Sølvet».] bider!

(kaster Riflen for Kinden og {S}skyder – hult Drøn
lyder højt[HIS: Diakritisk tegn mangler: «ø» i «højt».] oppe fra Bergv æggen)

Brand

Ha, hvad gjør du!

Gerd

.

Ramt han glider!

Jeg har truffet, se han falder –

hør han skriger saa det gjalder –

mangen tusend Fjær af Hammen

fyger ned fra Bergvægg-Kammen,

ha, e se, – ˹hvor˺ han blir stor og hvid –

hej, han ruller ende hid!

Brand

.

Ja, hvert Slægtens ˹Søn˺ Barn tilldøde

dømmes maa for Slægtens Brøde!

Gerd

.

Tifold større Himmeltelt

spændtes ud da han blev fældt!

Se, han tumler, se han ruller –

aa, jeg vill ej længer grue –

han er hvi{ <...> }d jo, som en Due –

Hu, det stygge stygge Bulder –

(kaster sig ned i Sneen)

Brand

.
(krymper sig under det styrtende Skred og siger oppad)

Svar mig, Gud, i Dødens Slug, –

gjælder ej et Frelsens Fnug

Mandeviljens <...> qvantum satis –?!

En Røst

(raaber gjennem Tordenbragene)

Han er deus caritatis!

Henrik Ibsens skrifter

Forklaringer

Samarbeidspartnere:

Henrik Ibsens skrifter

Forklaringer

Sponsor:

Samarbeidspartnere: